Det er for nylig (læs: indenfor den sidste uges tid) gået op for mig, at jeg nu er en af dem der “ved noget”. Her taler jeg ikke om i almindelig forstand, men ganske enkelt om det her graviditets-halløj. Jeg har været gravid i 259 dage og har på den tid fået en del erfaringer med og indsigt i at have en baby boende i maven.

For en del uger siden havde jeg en snak om netop dette med en veninde. Hvordan jeg synes det var skørt, at jeg snart er en af dem der har været gravid. Det er grundlæggende ok med den label – men jeg har svært ved at identificere mig med, at jeg ved noget om en så stor ting. At JEG har været gravid. Siden jeg i slutningen af gymnasiet (ja, kald mig bare skør) begyndte at blive skruk, er det jo mig der har kigget på andre gravide eller mødre og tænkt “wow, bare det var mig.” Eller “det bliver skønt, den dag det bliver min tur”… og snart kan jeg stå på den anden side af en graviditet og blive spurgt til råds om dit og dat.
Jeg har få veninder med børn, så jeg kan ikke forestille mig andet, end at der vil komme en tid, hvor spørgsmålene vil ramme, når dem uden børn også skal til at stifte familie. Så kan de komme til mig og spørge om hvordan det føles når baby sparker, hvad man skal til sine jordemoderkonsultationer, hvor mange underlige babydrømme de har, hvilken størrelse tøj de skal købe samt foretrukne barnevognsmærker og lignende. Det er lidt syret at tænke på synes jeg. Så “erfaren” føler jeg mig slet ikke på gravid-fronten og derfor er det også vildt at tænke på, at jeg snart er færdig med at være gravid.

I samme forbindelse slog det mig; Hey, jeg er jo højgravid. Der er under en måned til min termin; fra i dag bliver minis ankomst ikke længere betragtet som for tidlig, og jeg ligner samtidig en der gemmer en vandmelon under trøjen.
Når jeg tænker tilbage på de første uger af graviditeten og mine tanker om, hvordan jeg ville ende med at se ud som højgravid, så stemmer ingenting overens. Heldigvis, skal jeg vidst skynde mig at sige. Udover det med vandmelonen under trøjen, så hverken vralter jeg, eller er på anden måde tynget af at gro en mini-me. Tak til min krop for at være så sej!
Jeg har altid tænkt at en højgravid mindst havde taget 20 kg på, altid var at finde med en chokoladebar i hånden, og ville være let at identificere bagfra. Måske pruste og stønne lidt når hun gik. Disse forestillinger passer jeg ikke helt ind under. Det er der nok mange gravide der ikke gør 😉 Men det jeg gerne vil understrege er, at man på forhånd kan have så mange forestillinger og tanker om hvordan det ene eller det andet vil være. Og sandheden er, at ingen ved det før de er midt i det. Ingen ved på forhånd hvor meget de tager på, om de får strækmærker, cravings og vand i kroppen… Jeg har ikke nogle af delene og det kan næsten også føles “forkert”. I hvert fald hvis man snakker med en gravid der har lidt af flere forskellige af førnævnte eller andre gener. Det er både vildt og sejt, så forskellige vores kroppe er og reagerer.
Slutteligt vil jeg derfor hædre kvindekroppen for netop det, at den er i stand til at skabe og gro liv. Det er jeg fortsat imponeret over. Især nu hvor jeg selv ved hvad det vil sige.

Og en lille note: selvom man ikke har gravid-cravings, så er der bare nogle ting der smager lidt bedre,  når man er gravid. Jeg ved ikke hvorfor. Da D kom hjem med disse fastelavnsboller forleden, var jeg i den syvende himmel. “Normalt” havde de ikke imponeret mig i så høj grad. Sjovt som tingene bliver vendt op og ned.