Mærkedage der understreger savn og sorg

Udskydelse af institutionsstart

For nylig faldt snakken herhjemme på, hvor vildt det er, at vi er over halvvejs gennem 2021. At jeg har gået hjemme i mere end to år og hvor godt vores familieliv fungerer med de vilkår vi har valgt for os selv.
Vi har for længst skrevet Vilja op til børnehave, ja allerede inden vi havde kendt hende i mere end en måned – for det gav sundhedsplejersken mere eller mindre besked om, at vi skulle dengang.
Der er dog ingen af os, der som tingene ser ud nu, har lyst til at skulle sende Vilja i børnehave til marts.

Jeg er ikke som sådan modstander af institutioner, men jeg tror heller ikke på, at de nødvendigvis er det bedste svar. Ikke for alle. Jeg har fuld forståelse for, at andre vælger det til, også fra en tidlig alder; men sådan er det bare skønt, at vi kan have det forskelligt. Der ikke noget rigtigt og forkert – det er et individuelt spørgsmål om, hvad der passer den enkelte familie. Og hvilke overbevisninger man har. Lige såvel som det handler om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.Det faktum at vi er mere end halvvejs i 2021 betyder teoretisk set, at Vilja kan starte i børnhave om 7-8 måneder. Det kan være det lyder af meget; det synes jeg bestemt ikke det er.
Eftersom at Vilja ikke har prøvet andet end at være et “hjemmebarn” har hun heller ikke noget forhold til at det kunne være anderledes. Hun er bekendt med børnehaver og vuggestuer, da vi har venner der går i både det ene og det andet. Men hun ved ikke, hvad de er lig med og derfor har jeg heller ingen skrubler over, at skulle blive ved med at holde hende hjemme.

Og så får jeg spørgsmål som “søger hun ikke andre børn?”
“Hvordan har du tænkt dig, at hun skal lære at gebærde sig socialt?”
“Hun er heller ikke vant til flere børn ad gangen?”
“Der er en grund til, at børn skal gå i institution”

Jeg har lige så mange spørgsmål den anden vej.

For hvorfor er det en overbevisning mange har, at socialisering kun er noget der kan ske uden mor og far? Jeg tænker ikke at socialisering er et begreb der er så formbart, at det kun gælder i nogle tilfælde. For alt hvad vi (og vores børn) foretager os sammen med andre mennesker, bliver en del af vores socialisering.
Samtidig mener jeg heller ikke at institutioner er lig med socialisering. For hvis børnene ikke bliver guidet og set, hvilken socialisering er det så de i virkeligheden opnår? Ikke noget ønskværdigt tænker jeg.

At jeg gerne vil gå hjemme med Vilja, betyder ikke at vi kun er hjemme. Mit største ønske ved at have Vilja hjemme, er selvfølgelig at inddrage hende i flest mulige praktiske gøremål i hjemmet, men mindst lige så vigtigt er det for mig, at vi kommer ud af huset og oplever. Tager på ture i naturen såvel som i byen, møder legekammerater og har nogle genkendelige steder Vilja er glad for at komme. Det betyder at vi kan tage i ZOO på en hverdag, at vi kan tage i svømmehallen og at vi kan få en hel dag til at gå med enkelte gøremål, fordi vi har tiden til bare at gøre, opleve og tage tingene som de kommer.

I Dagtilbudsloven står der at “Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. […] bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund”

Og selvom det er målet i de danske daginstitutioner, tror jeg ikke på, at alle institutionsbørn får dette opfyldt. Jeg tror ikke på, at alle institutioner er i stand til at opfylde det. Dernæst mener jeg ikke at den “opgave” kun kan løftes af pædagoger i institutioner.
Medbestemmelse og medansvar er kerneværdierne i vores hjemmeliv, fordi der er så god plads og tid til netop dét. Demokrati opnår vi i vores møde med andre fællesskaber, hvor hensynstagen og forståelse for at vi er en del af noget større, tydeliggøres for Vilja. Og selvstændighed er noget der udvikles gennem læring om hvordan og hvorfor. Altså tydelig voksenguidning. Et barn bliver ikke “godt” selvstændigt af at være overladt til sig selv, eller af at skulle behovsudskyde før end det overhovedet er i stand til dette. Et barn bliver ikke selvstændigt af, at vente på at der er en voksen der har tid.

Jeg mener ikke Vilja går glip af eller misser noget sammenlignet med insitutionsbørn. Snarere tværtimod.

Jeg har valgt hjemmelivet og den opgave det er, selv at tage mig af mit barn alle dets vågne timer, velvidende at det kræver noget af mig. Jeg skaber et socialt miljø omkring os med legeaftaler og muligheder for at Vilja kan indgå i sociale relationer, hvilket hun dog grundet sin alder stadig ikke har “behov” for. Og jeg kan ikke se én eneste dårlig ting i, at jeg er der for Vilja i de situationer. Netop til at lære hende at forstå, til at guide og til hjælp.
Derudover har hun mig altid når noget bliver svært eller for meget.

Tænk sig, hvor mættet et lille barn i institution kan nå at blive i løbet af en dag. Men der er ikke mulighed for at trække sig og bare “være”. Det er slet ikke sikkert at de voksne ser at det er barnets behov.

Når vi taler om at hjemmeliv isolerer børnene og ikke opfylder deres behov, kan vi måske samtidig tale om alle de børn der sendes i institution og derfor isoleres fra deres forældre?

Jeg ved godt, at det er at sætte tingene på spidsen. Men jeg oplever det så tit i min retning og har nu brug for at sige – det går begge veje. Der bliver bare sjældent stillet spørgsmålstegn ved “institutionsbørn” fordi det fortsat er normen i vores samfund at vi bruger institutionerne.

Psykolog Ole Schouenborg siger det på en fin måde:
“Begrebet børnenes behov er et farligt kort at spille – for det er naturligvis i høj grad kulturbetinget. Men behov er også naturbetinget og det lille barns behov for stabil omsorg fra betydende voksne i rolige omgivelser er for mig at se uafviseligt.
[…] den livslange jagt på anerkendelse er måske et symptom på, at man ikke blev anerkendt nok i tide.”

Institutionerne er en nødvendighed i den indretning af samfundet vi har i dag. Og de kan også løse meget for mange familier; men det er på tide at nuancere. På tide at institutioner ikke bliver set på som (udelukkende) det rigtige. Som om at børn der ikke går der, går glip af noget. For institutionsbørn går dælme også glip af noget 🙂
Som skrevet indledningsvis er det dejligt at vi ser forskelligt på tingene. Dejligt at vi tænker forskelligt og dejligt at vi hver især er forældre på vores måde. Ellers var verden kedelig.
Men lad os huske hinanden på, at vi gør det vi mener er bedst for vores børn, for vores familie, for os selv. Og lad os så også huske at give plads til at vi gør tingene forskelligt.
Vær nysgerrig i stedet for dømmende. Næste gang du støder på nogen der gør noget andet end dig – så stil i stedet et par uddybende spørgsmål. Bliv klogere.

Vi kan altid lære noget nyt af hinanden.

Og med alt det sagt, ved jeg ikke om jeg nogensinde sender Vilja afsted i børnehave. Jeg bliver også hele tiden klogere, så vi får se.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mærkedage der understreger savn og sorg