På mikroeventyr med Vilja

Mærkedage der understreger savn og sorg

Jeg mangler dig hver dag, hele året.
Men på en dag som i dag, endnu mere. Fars dag. En dag jeg ikke har nogen erindring om, at have “fejret” med dig. En dag, hvor der hyldes og tales og sættes fokus på fædre. Og når man som jeg, ikke har en far her på jorden, bliver det i stedet en påmindelse om lige netop dét.

En påmindelse om det savn og den sorg jeg for evigt vil bære med mig. Den del af mig, der mangler og aldrig bliver hel.

Øv, hvor er det uretfærdigt, at jeg ikke har dig.
Sommetider tænker jeg på, hvordan hele mit liv havde været anderledes, hvis ikke vi havde mistet dig. Det er underligt at tænke på.

Den ene dag tager den anden, men på dage hvor jeg tænker på dig, bliver de samme spørgsmål ved med at poppe op. Hvorfor? Hvordan? Det er næsten en umulighed for mig, at acceptere, ikke at kende svarene – men den største umulighed er at acceptere, at jeg har mistet dig. Det kan jeg ikke.
Ja, tiden gør det “nemmere”. Eller, den gør i hvert fald, at de vilkår man er sat i, er nogle man vender sig til, at leve med. Sådan er det også med andre ting end at miste eller have mistet.
Jeg læste for nogle år siden en fantastisk god (og meget rørende!) bog om en far med en “usynlig” søn. Sådan fortæller han om sin søn, efter at have mistet ham.

Og en af de pointer jeg især tog med mig fra den bog, var netop at det at have mistet, ikke er noget man skal komme videre fra. Det er noget man skal lære at leve med.

Det giver nok mest mening, hvis man selv kan perspektivere det til en lignende situation – for udefra tror jeg de fleste har det med at tænke (og sige højt) at jeg vel også er kommet videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at komme videre, hvis man mister en så tæt på, som det har været for mig, at miste min far. Men det er det nok for nogle.

Jeg har aldrig talt om dig, som usynlig. Men jeg taler om dig, som en stjerne. En følgesvend.
Det er længe siden jeg har drømt om dig, men det kommer i perioder. Lige for tiden har jeg et hav af tanker om fremtiden – og det fylder også i mine drømme.
Måske du kan hjælpe med at pejle i den rigtige retning? Give mig et tegn og vise vejen?

Jeg håber at se dig igen en dag, far.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På mikroeventyr med Vilja