Mit bedste bananbrød

Når livet hænger i en tynd tråd

Det var verdens længste køretur. Vi vidste ikke noget om hvad der ventede. Var skaderne blevet værre eller var han stabiliseret? Vi skiftedes til at have tårer trillende ned ad kinderne og huske hinanden på, at han var sej og stærk. At han havde alderen med sig og er tilpas stædig. “Vi tror på ham” blev jeg ved med at sige. Jeg ved ikke om jeg selv troede på det, men jeg gjorde alt for at overbevise resten af familien.

I søndags blev jeg ringet op midt i morgenmaden. Det var sådan et opkald, man aldrig nogensinde håber at modtage. Min mor sad i bilen sammen med sin mand og min søster og fik fremstammet at de var på vej til Rigshospitalet. Min bror var kørt galt. De vidste ikke meget andet, end at det var kritisk og at han var fører af den forulykkede bil.
Indenfor et kvarter holdt de foran vores hus og samlede mig op. På vej videre fik vi også samlet min anden lillebror op og så sad vi ellers der sammen; på vej til Rigshospitalet med en fælles frygt for, hvad der ventede.

Jeg ryster stadig ved tanken, ja selv i skrivende stund kan jeg ikke helt være i følelserne. Jeg var  bange.

På Rigshospitalet blev vi guidet til traumecenteret og dirigeret ind i et “pårørende rum”. Sådan et lille rum med grå intetsigende sofaer og blå “diposable curtains” som der stod på dem. I hjørnet var en håndvask udstyret med sæbe og sprit og sedler om corona og håndvask. Vi stod bare der og ventede. Sygeplejersken der havde taget imod os, havde allerede forberedt os på, at det nok kun var to af os, der kunne komme ind og sige hej. Fordi corona.
Det kunne jeg slet ikke have og jeg havde også prompte svaret hende igen med at vi altså alle sammen var “nærmeste pårørende”.Efter hvad der føltes som evigheder, kom den akutlæge, der havde behandlet min bror ind til os. Han bad os sidde ned og tog sit mundbind af. Mens han berettede om hændelser og skader, stirrede jeg ud i luften. Jeg kunne ikke tænke på meget andet, end at jeg gerne ville have lov til at se min bror nu.
“Jeg kan tage to af jer med nu, sluttede han.”

Shit en søndag. Fra traumecenteret til intensiv og mere ventetid. Vi endte heldigvis med at få lov til at komme og se. Vores bror blev holdt sovende i respirator og indtil jeg så ham igen i fredags, var lige netop billedet af ham liggende der på intensiv, det billede der havde printet sig fast i min hukommelse. Det kunne have været værre, altså det fastprintede billede… men det var bestemt ikke sådan, jeg havde lyst til at huske på ham. Det var ikke det jeg havde lyst til at se, hver gang jeg lukkede øjenene.

Den seneste uge er gået med fællesopkald tre gange dagligt med min anden lillebror, søster og mor. Begrænsningerne grundet corona har nemlig betydet, at kun min mor har måtte komme på besøg. Og kun i 15 min. ad gangen. Derfor har mange opdateringer fra hospitalet fundet sted telefonisk.
Jeg har været urolig i kroppen, ked af det og ulykkelig helt ind i hjertet. Jeg har savnet, grædt, tænkt og været søvnløs.
Vi er mere eller mindre sluppet med forskrækkelsen, for min bror har det bedre end nogen overhovedet har turde håbe på og er sluppet uden nogle varige mén. Det er slet ikke til at forstå.
Selvom jeg både har set ham i fredags og i dag er det stadig en smule surrealistisk. I søndags på vej til Rigshospitalet vidste vi ikke, om han overhovedet ville komme hjem igen. Og nu er han derhjemme, som har det aldrig været anderledes.

Livet er sgu ikke for sarte sjæle. Puh, hvor kan så store følelser sidde dybt i kroppen.

I mandags havde jeg uendelig svært ved at finde ro og skrev denne tekst:

“Mit hovede er fyldt med ord, men min krop er tom. I stykker for en tid.
Jeg vil så gerne sige noget. Skrive noget. Forklare noget. Men hvor starter og slutter denne fortælling?
Jeg kender den knap nok, men har samtidig aldrig været berørt som nu, før. 

Det gør ondt og gør ked. Når jeg græder svinder smerten. Men kun kortvarigt.
Så fyldes mit hovede igen. Med tanker, spekulationer, spørgsmål.

Jeg håber snart at finde lidt ro. 

Tak verden, for at passe på og holde ved.
Jeg er klar til kamp, hvad end det må kræve af mig.”

I morgen får jeg min bror at se igen. Jeg glæder mig allerede. Det hjælper på forståelsen og det har aldrig været mere fantastisk at have ham hjemme.

Hvis bare jeg kunne takke den, der har holdt hånden over ham.
Var det dig, far? <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit bedste bananbrød