3 ting jeg gerne vil være bedre til som mor

Voldtægtssager må ikke drukne i krænkelsesdebatten

I en tid hvor ordet “krænkelse” bruges som aldrig før, er jeg personligt bange for at vigtige sager drukner. Min egen sag er ikke druknet. Den er aldrig kommet frem.
Men i dag har jeg besluttet mig for, at dele den.

Den opmærksomhed krænkelser har fået i den offentlige debat er overvældende. Og jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på og hvad jeg skal synes, om kvinder der tager 10-15-20 år gamle sager op. Det er heller ikke pointen her. Men med det fokus der er kommet, er noget blevet vækket i mig. Min egen oplevelse fra den sommer hvor jeg var 18 år og på festival for første gang, har igen fundet op til overfladen.
Jeg har haft den pakket væk længe. Lært at oplevelsen bor i mig og aldrig forsvinder, accepteret at detaljerne fra den nat, er noget af det jeg husker aller tydeligst, når jeg tænker tilbage i tiden.

I 2012 og 2013 var jeg på Roskilde Festival. Begge gange boede jeg i camp med en pigegruppe fra min gymnasieklasse. Første gang jeg var afsted gik vi i 2.g. Og anden gang, i 2013, var vi lige blevet studenter og kommet hjem fra vogntur, da vi skulle ned til festivalen og ligge i kø.
Det blev aldrig rigtig en succes at være afsted, for min oplevelse af at være på festival, blev ødelagt allerede det første år… jeg ville bare ikke være den, der ikke kom med igen. For “hvorfor skulle jeg ikke det” og “det er en perfekt afslutning på gymnasietiden” …ja, de gode grunde var der mange af. Bare ikke hos mig.

Generelt var den der festival-præmis en udfordring for mig, da jeg havde det enormt anstrengt med bakterier og urenhed dengang i gymnasiet.

Jeg havde derfor sikret min billet til festivalen ved at arbejde frivilligt, fordi “jobbet” inkluderede toilet med rindende vand og fine badeforhold. Derudover var det rart med en pause fra lunkne øl og dåsemad, når vagterne skulle passes.
En aften på festivalen i 2012 var vores camp taget på besøg hos en anden camp. Der skulle være fest i deres område, med mange andre vi kendte. Folk stimlede til, der midt i mudderpølen i de sene aftentimer. Det blev nat og mørkt. Festen fortsatte. Og så blev det for meget for mig at være i.
Der var for mange mennesker for tæt sammen og jeg var ikke i humør til at indtage mere alkohol, hvorfor det virkede som det mest tåbelige sted at opholde sig.
Jeg trak mig, uden at nogen bemærkede det og vendte næsen mod vores egen camp, hvor jeg havde planer om at lægge mig i teltet, som jeg delte med to veninder.På vej tilbage møder jeg ham så.

Han spurgte til, hvor jeg skulle hen og om vi skulle gå over i hans camp i stedet. Han boede lige ved siden af, hvor vi stod. Jeg takkede pænt nej, sagde jeg var træt og skidt og gerne ville finde mit telt.
Mere nåede jeg ikke at sige, så havde han allerede fat i min arm og trukket mig med over i sin camp.
Vi blev mødt af høj musik og to-tre andre drenge. De forduftede lige så snart vi var kommet til campen.

Han skubbede mig ind i et lille telt der stod i hjørnet af campen og jeg bad mange gange om lov til at gå. Det måtte jeg ikke.

Han begyndte at tage tøjet af, bad mig gøre det samme.
Jeg gjorde det, men havde samtidig lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft.
“Hjælp” hviskede jeg.

Han reagerede ikke på det. Og den højtspillende højtaler lige uden for teltet, ville også have druknet min stemme, allerede inden den havde forladt min mund, hvis jeg havde forsøgt af råbe.

Han voldtog han mig.

Da det var “overstået” gik jeg tilbage til campen, i hvad jeg følte som en choktilstand. Jeg følte mig ikke-eksisterende. Som om jeg oplevede alt fra afstand, fra en fremmeds øjne. Jeg følte mig ikke længere som mig; noget var blevet taget fra mig.

I teltet fandt jeg håndklæde, sæbe og rent tøj og med retning mod den frivillige arbejdsplads havde jeg ét mål: at forsøge at blive “ren” igen. Jeg følte mig så beskidt. Ussel. Uren. Fremmed i min egen krop.
Jeg følte mig som… ingenting

Og da jeg vågnede næste morgen var der jo stadig en festival i gang.
Måske var jeg lidt stille, men ellers var der ikke noget anderledes at spotte. Ikke udefra. Jeg blev på festivalen sammen med de andre, men jeg var ikke længere mig.
Indeni var jeg ødelagt.

Historien fra den nat på min første Roskilde Festival har boet i mig siden. Følelserne, omgivelserne, lugtene, lydene, har fra tid til anden fyldt i mit hovede. Men de er ikke blevet delt med nogen.
Jeg følte mig så forkert og usikker. Jeg vidste ikke, at voldtægt bør anmeldes og at man som offer typisk har behov for hjælp. Jeg var 18 år.

Og med tankerne på, hvad det var jeg manglede, ikke forstod og følte dengang for knap 9 år siden, har jeg nu fået mod på at dele og sige det højt. Fortælle at voldtægt sker, at det ikke er offerets skyld og at det sidste man skal føle, er at man er forkert.

Som jeg indledningsvis skrev, ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om det fokus der fylder i medierne med krænkelser foregået dengang vi stadig skrev 19′ som det første i årstal. Men én ting ved jeg med sikkerhed; og det er, at det for mig har været tiden, der har været med til at hele. Lære mig at forstå, at jeg er okay. At det ikke var min skyld og at det er mere end okay at bede om hjælp. Det har jeg først lært med tiden, årene. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at oplevelser der har fundet sted en årrække tilbage, pludselig kan “fylde” på ny, samtidig med at afstanden tidsmæssigt kan være en afgørende faktor i både modet og “lysten” til at dele.

Det kan måske virke tosset at have lyst til at dele. Men det i sig selv er ogå tenderende til at være problematisk; det er så vigtigt at vi kan dele også den slags historier. Ikke nødvendigvis med en hel blog, men med familien, en veninde eller lign. Det har jeg ikke tidligere følt mig i stand til, på samme måde som nu.
Havde jeg bare hørt én enkelt historie med elementer der mindede om min, havde jeg måske bedt om hjælp dengang i 2012. Om ikke andet reageret på det, da det var sket. Jeg vidste jo præcis hvilken camp han boede i, kunne (og kan stadig) give en meget detaljeret beskrivelse af hans udseende, stemme, gang osv. Jeg følte det slet ikke som en mulighed.
I mit hovede handlede det om at (forsøge at) glemme, hvilket i øvrigt har været en umulighed, og om at “komme videre”.

Et par år efter oplevelsen havde jeg en aftale med nogle piger fra min folkeskoletid. Vi skulle mødes på en cafe på Nørrebro til en kop kaffe. Det var vinter, aften og mørkt. Og da jeg har fundet ind i varmen på cafeen og sat mig til rette, for at vente på de andre piger, kommer han gående.
Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg forlod min krop, nøjagtig på samme måde som jeg gjorde den aften. Sådan føltes det i hvert fald.
Jeg hverken kommenterede på det eller gav plads til de mange følelser der lurede lige under overfladen, før jeg igen var alene.

Dengang gen-overvejede jeg et kort øjeblik at dele. For der blev det klart for mig, at jeg ikke var færdig med at have usynlige ar som følge af mine oplevelser. Bedst som jeg troede, at jeg var ved at affinde mig med at være i verden med en voldtægt på listen over ting jeg har erfaringer med, var han der. Og gjorde det klart for mig, at jeg ikke var i nærheden af at være, hvor jeg troede jeg var.
Det var forfærdeligt at se ham og jeg håber aldrig det vil ske igen.

Og hvis det gør, så er jeg mere klar end før. Jeg er ikke lig med det han har udsat mig for. Jeg er bedre end det og jeg kan, hvad jeg vil.

Der er altid plads til at dele. Hvis ikke en af dine nærmeste, så en professionel. Og aldrig vil du høre at du er forkert, grundet noget andre har udsat dig for.

Ingen oplevelser er forkerte.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 ting jeg gerne vil være bedre til som mor