Mor på mange måder - pædagog

“Jeg er bange for, at du rører ved mig”

De sidste julegaver er vel ankommet herhjemme. Jeg har præsteret at købe alt online i år og det har føltes helt rigtigt og godt. Det eneste det har krævet af mig er et par ture til tanken, for at hente de pakker, der ikke er kommet med hjemmelevering.
Forleden havde jeg en forventning om at skulle hente den sidste pakke på tanken, men om aftenen dagen før, fik jeg en besked om, at tanken var løbet tør for plads og min pakke var i stedet til afhentning i Silvan. Som i øvrigt ikke ligger i vores by. Og ja, man (jeg) troede det var et byggemarked, men nu er det også en pakkeshop.
Nå, men vi kom afsted til Silvan næste dag, og måtte ind og stå i kø ved pakkeudleveringen. Grundet overbelastning var der flere pakker end nogensinde og vi var heller ikke de eneste, der kom for at hente.
Da det bliver vores tur, står der kun én bag os i køen. Hun står 2-3 meter fra os og bærer mundbind ligesom jeg selv. Mens vi venter på at Silvan-manden er ude bageved og finde vores pakke, kommer en anden medarbejder for at hjælpe hende.
Hun står med en seddel i hånden og kigger ned i jorden. Han nærmer sig hende med et “kan jeg hjælpe dig?”.
Inden han når hen til hende, svarer hun “jeg skal hente en pakke” og rækker febrilsk sedlen hen mod ham. Han går tættere på hende, for at se, hvad der står på sedlen og fuld af panik siger hun “jeg er virkelig bange for, at du rører ved mig. Kan du ikke tage den (sedlen) og så bare smide den ud bagefter?”
Den venlige medarbejder bliver lettere forskrækket over hendes reaktion og træder hurtigt tilbage med sedlen i hånden, hvorefter han går i retning mod pakkelageret.

Tibage i køen står vi stadig og venter. Nu kigger kvinden pludselig op og få øje på Vilja, der smiler genert til hende. “EJ, hvor er hun skøn” udbryder hun. Og så fik vi os en lille snak om corona, mundbind og afstand. Hun fortalte at det var noget hun godt kunne have brugt, da hendes egen søn var lille. Han var vokset op med et handicap og havde aldrig selv kunne sige til og fra, hvorfor hun utallige gange havde oplevet at hans personlige grænse var blevet overskredet.
Vores samtale bliver afbrudt af at Silvan-manden kommer tilbage med kvindens pakke og han rækker den med god afstand over til hende. Hun tager den uden tøven og ønsker os en glædelig jul, hvorefter hun forlader butikken, vinkende til Vilja.
Vi venter fortsat på vores pakke (som i øvrigt var blevet væk) og jeg står tilbage og tænker videre over corona-snakken og på hvor forskelligt vi alle sammen forholder os og håndterer den virkelighed vi lever i for tiden. Hvordan nogle går rundt med frygt og angst og andre slet ikke har ændret adfærd og/eller synes det er fjollet med mundbind, håndsprit og afstand.

Det er en svær verden at være i for tiden. Svær forstået på den måde at jeg synes det er svært at navigere i hvad vi skal, bør og ikke bør. Jeg har f.eks. valgt at droppe alle indkøb med Vilja, til min store ærgrelse. Men hvem kan vi se og ikke se?
Jeg synes vi har fundet vores vej og måde at gøre tingene på. Og som jeg snakkede med en veninde om forleden, så føler jeg ikke at vi er påvirket direkte af den nuværende nedlukning og de nye restriktioner; samtidig med, at det jo ikke er til at undgå at være berørt i et eller andet omfang. Vi ser ikke flere end 10 personer, vi har ikke været ude at handle længe og vores fredagsgymnastik ville alligvel slutte nu grundet juleferie.
Så nu håber vi bare på, at smittetallene vil ændre sig og at der med foråret vil komme lysere tider. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor på mange måder - pædagog