Første tur i Zoologisk Have

Derfor er det benhårdt at være en sammenbragt familie

Forestil dig at der hver anden uge flytter en fremmed ind i dit hjem i tre dage. En, der kommer fra noget helt andet, end det du kender til. En person der repræsenterer værdier, der ikke engang er tæt på at minde om dine og hvis normer er svære at forstå.
Sådan kan det af og til føles i en sammenbragt familie. I hvert fald her hos os, hvor vi (D) er det man kalder “samværsforælder” fordi hans søn er mere hos- og bor hos sin mor. Hun er bopælsforælder. Vi “får ham på besøg” hver anden uge i 3 dage.
Sådan taler vi dog ikke om det – vi siger også at han er hjemme her og taler hverken om besøg eller det korte samvær. Men det føles som et besøg. Det er et besøg for os. Han skal hjem til sin mor igen, før vi rigtigt har fået tunet os ind på hinanden; for som jeg skrev til at starte med, så føles det fremmed, at D’s søn kan repræsentere værdier og normer, der er så radikalt forskellige fra vores. Det er forståeligt, men samtidig enormt svært.
Det er som en kamp vi hveranden uge forsøger at tage op, velvidende at vi slet ikke kommer i gang med den, før vores chance igen passerer.
Et andet aspekt i vores (og rigtig mange andre sammenbragte familiers) verden er nemlig at vi er et weekendsted. D’s søn kommer herhjem om fredagen efter skole og tirsdag morgen sender vi ham i skole, hvorfra han tager retur til sin mor. Det gør det bestemt ikke nemmere at “finde hinanden”, at vi ikke er vant til at have en hverdag sammen. Når det er weekend og vi gerne vil det ene og det andet, fordi D er hjemme, så skal vi samtidig forholde os til hans søn. Han er også lidt småtræt, vil gerne slappe af, spille computer og mange andre ting, fordi det er weekend. Og så er det en dreng der har brug for sin far. Brug for at se, at der er andre måder at gøre tingene på og at livet byder på mange stier, udover den ene han er vant til at gå ad.Puha, man kan næsten blive forpustet af bare at skrive om det. For hvordan forenes alle de krav, forventninger og ønsker på bedste vis for alle parter?
Der er jo også en lillesøster der savner og higer efter opmærksomhed og tid med sin bror, når han er her. Vilja er  glad for sin storebror – mere end han kan være i den anden vej. Han har svært ved at forstå hende; forstå hvad hun kan og ikke kan, hvordan det giver mening at snakke til hende og hvordan vi gør tingene med hende. For han ser så lidt af alt det der foregår herhjemme.
Når de har leget på hendes værelse i fem minutter har han fået nok, og det har Vilja bare aldrig.

I bølger synes jeg at der er tider der er svære end andre. Der er tidspunkter, hvor jeg tænker over, hvad det er jeg har rodet mig ind i… og samtidig er der tidspunkter, hvor jeg helt glemmer, at D er far til to.

For mig er det sværeste at ville så meget, men kunne så lidt. Der er så mange ting, jeg (når nu det skal være) gerne vil gøre for D’s søn. Ting jeg gerne vil lære ham, fortælle og lade ham erfare. Ting jeg har “givet op på” for ikke at blive mere frustreret end hvad godt er, over at det alligevel ikke kan lade sig gøre at rykke ham. For jeg ved jo godt, at han skal være den han er og at der skal være ro og plads til det. Det er altså bare lettere sagt end gjort.
Der er også den evigt ubekendte faktor – og den tvungne samarbejdspartner for D – hans søns mor. Som altid har en mening og en kommentar og som, uanset hvor lidt vi ønsker det, har indflydelse på vores liv og gøremål. Det kan man også blive skør af.
Når alt kommer til alt er det i særdeleshed svært for mig, fordi jeg ikke er forælder til ham. Og for D er det svært, fordi han ikke kan andet end at kigge på, at hans søn vokser op på en helt anden måde, end han ville ønske det for ham.
Jeg har tidligere skrevet et helt indlæg om, hvorfor jeg ikke elsker D’s søn, som du kan læse her.

Jeg er så heldig at have en veninde tæt på mig, der står i samme situation som mig. Som også lever i en sammenbragt familie, hvor hendes kæreste er samværs- og weekendfar. Det er fantastisk at kunne lette sit hjerte og dele aspekter af det sammenbragte liv med hende. Hun kender det og det giver enormt meget ro, at der ikke er noget, der ikke kan blive talt om, når det er med hende.
For selvom vi har det godt herhjemme, er gode til at snakke om (alle) de udfordringer sådan en familiekonstellation fører med sig, så er der ting jeg hellere vil dele med andre end lige netop D. For jeg undervurderer ikke hvor svært det må være for ham; og nogle gange er det unødigt at jeg overdynger ham med mine (hvad der kan føles som små) “åh, jeg kan ikke overskue at han kommer i dag”, fordi jeg samtidig ved, at D glæder sig.
I min krop er det nemlig fredagene – dagen hvor han kommer, der er sværest. Jeg har svært ved at finde det rette spor at køre i. Den rigtige måde at tale og være på… og så har jeg svært ved at tage imod ham med åbne arme, som nok er det mest passende, når en 10-årig der glæder sig til at holde weekend, træder ind af døren hos sin far.
Derudover er ferier også svære – for de bryder jo så med de dage vi er vant til at se ham. Der kan vi nå at falde i hak, for så at sige tak for denne gang. Og åh, de ferier og jul og nytår.
Evige samtaleemner og så trættende. Jeg kan ikke finde rundt i tankerne om, hvordan det ville være, hvis jeg var mor på halv tid og skulle “dele” Vilja med D, fordi vi ikke boede sammen. For jeg kan sgu godt forstå, at det er svært også når det kommer til højtider og ferie – alt man ønsker sig er jo tid med sit barn!Uanset hvilken form for sammenbragt-familieliv man lever, forestiller jeg mig, at det har sine udfordringer. Jeg kan også kun gisne om, at det ville være anderledes hvis og hvis og hvis. Sådan er det altid.
For vores vedkommende, ville det være rart hvis samværet var lige hverdags/weekendbaseret f.eks.

I vores stille sind tæller vi ned. Eller op. Til han bliver 18. Til at vi ikke længere skal samarbejde med en mor, som også styrer og påvirker vores hverdag. Og indtil den dag arbejder jeg fortsat på at finde mig til rette i det faktum at den her levemåde er et grundvilkår, for det liv jeg har valgt at have sammen med D.
Selvom det er blevet sværere at være i, efter jeg selv er blevet mor, kan det samtidig og altid flytte mit fokus på det sure og udfordrende – og det er rart at mærke.

 

Lever eller er du vokset op i en sammenbragt familie?
Hvordan fungerer det hos jer?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første tur i Zoologisk Have