Ammestop

At definere børn begrænser dem

Det var først da jeg selv blev mor, at det blev tydeligt for mig, hvor mange forskellige perspektiver der er på det at opdrage. Selvom vi kan dele værdier, gør vi alle sammen tingene forskelligt og dét synes jeg er enormt spændende. Jeg kan blive helt forgabt i at tænke på, hvor mange forskellige måder spise- og puttesituationer bliver håndteret på i danske børnefamilier. Bare for at nævne noget.
Jeg har tænkt over opdragelse og personlige værdier tonsvis af gange også inden jeg blev mor, og været meget interesseret i hvad andre skriver og siger om disse emner; men efter jeg er blevet “en af dem” – en af dem med et barn – et ansvar – har interessen vist sig at værre endnu større. Nu har jeg min egen lille skabning at lære om værdier og des lige. Første gang det virkelig slog mig, i hvor høj grad vi alle sammen gør tingene på hver vores måde (også) når det kommer til vores børn, var i min mødregruppe. Vi gik jo fra at sidde med små babyer, der enten sov eller spiste, til at have tumlinge der ville dit og dat og som man kunne begynde at sætte grænser for og opdrage. I takt med at børnene blev ældre, kom det tydeligt til udtryk at vi havde seks vidt forskellige måder at være mor på. Så begyndte de andre på arbejde, bedst som der kunne være opstået en masse interessante snakke, og vores ugentlige mødregruppe forsvandt som ud i den blå luft. Men det er en helt anden historie!

Der er mange spændende sider af forældreskabet, og en af dem jeg især er blevet optaget af at læse om, er i hvor høj grad vi som forældre definerer vores børn.

Nu går Vilja ikke i institution, men ellers kunne jeg skrive parallelt om, hvordan eksempelvis pædagoger også kan være med til selv samme.
Et eksempel er situationer jeg har oplevet, når jeg har haft Vilja med mig ude at handle eller til sociale arrangementer. Her har jeg flere gange oplevet andre kalde hende en prinsesse. Det skete eksempelvis før covid-tiden, da jeg havde hende med på kaffebar og to kvinder på min mors alder gik forbi os og sagde “eeeeij, en fin lille prinsesse”. Det er også sket i en tøjbutik, til en komsammen… og sikkert flere steder endnu. For mig er hun ikke en prinsesse. Hun er en pige, ja. Men det gør hende ikke til en prinsesse. Det er sagt i den fineste mening, det ved jeg. Men det er jo lige præcis “spot on” på de udfordringer vi møder mange steder i vores samfund, når vi taler om køn og kønsforskelle. At det bare er noget vi siger…Èn ting er, at jeg selv tænker meget over, at jeg ikke vil definere hendes køn “for meget” overfor hende. Men noget andet er, når andre gør det for mig. Jeg ved godt, at det ikke er de få gange at andre f.eks. kalder Vilja for prinsesse, der afgør hvordan hendes egen opfattelse bliver. Det gør mig bare så ærgrerlig.
Det er interessant at tænke over, hvor tit og nemt det er at “falde i fælden” og definere et barn ved at kalde dem noget specifikt. Det er ikke kun når det kommer til køn, at der er en udfordring at gribe fat om.
Det kan lige så vel være ting som “pyldrehoved, kræsenpind, klodsmajor” (bare rolig, jeg er selv faldet i flere gange). Når vi taler til et barn på denne måde, er vi både med til at forstærke en særlig adfærd samt afskære barnet fra andre muligheder. Vi giver dem ikke plads til at blive sig selv, som sig selv.

Når jeg skriver, at jeg ikke vil definere Viljas køn, er det forstået på den måde, at jeg helst ikke vil sige og/eller gøre ting med udgangspunkt i “at hun er en pige, så…”. Jeg bestræber mig på, ikke at handle ud fra at hun skal kunne lide noget bestemt legetøj. Eller en bestemt farve. Eller noget bestemt tøj. For det er jo ikke en opfattelse der findes i hende – det er en vi kan “komme til” at skabe, hvis vi lige netop ikke tager afstand fra at fortælle om at dukker, udklædningskjoler og legekøkken kun er for piger. Det er jo ikke noget hun bare ved, fordi hun er født som pige.

Hendes værelse er ikke lyserødt (mest fordi hendes mor ikke er så vild med den farve) og hun har både biler og andre legesager, som ikke passer ind i “pige-legetøj kategorien”, hvis man kigger i et legetøjskatalog. Og det er mest på den måde, at jeg ikke vil gøre for meget af noget og ikke noget andet. Jeg ved ikke om det giver mening.
Jeg finder det helt naturligt at tale med Vilja om at hun er en pige og lære hende det, for jeg underkender ikke at der er forskel på hvilket køn man er og selvfølgelig skal hun vide og lære at hun er en pige. Samtidig håber jeg bare hun vil forstå, at det ikke betyder hun skal have en særlig adfærd af den grund.Men er det ikke både vildt og skræmmende på samme tid? Hvordan vi skaber den her (synes jeg) enorme distance mellem køn, allerede fra børn er helt små. Giver piger udklædningskjoler og drengene biler. Lærer drenge at være de store og stærke, taler om at piger er smukke… men hey – de ting og de fleste andre af de ting vi gør og siger i hverdagen, gælder jo lige for begge køn?

“Problemet med fortællingen om de lyserøde piger og de blå drenge, er dog at den sætter begrænsninger for børns selvopfattelse, handlemuligheder og udviklingspotentiale”

Sådan står der i en artikel fra Sex&Samfund om hvordan kønnet leg og legetøj påvirker ens barn. Og det er netop det, jeg vil lade være min pointe.
Vi skal ikke begrænse børn ved at tale om dem på en bestemt måde – vi skal lade dem være dem de er og gøre det de har lyst til. Vi skal ikke trække vores søn eller datter med ind i en legetøjsbutik, fordi de må vælge et stykke legetøj og så fortælle vores egen mening om “skal vi ikke prøve at kigge på bilerne i stedet for?” fordi det jo er en dreng og fordi vi af den grund synes at det ville være passende at vælge.
Ovenstående er blot en af flere af den slags oplevelser jeg havde sidst jeg var i BR for at finde en fødselsdagsgave til et vennepars datter.

Lad os gøre op med at putte børn i kønskasser og i stedet lade dem vise os hvem de er. Børn er skabt af noget godt og skal ikke påduttes det ene og det andet. De skal vandes, så de kan vokse og spire og gro lige som de kan det bedst. Og så skal de nok lære, at der selvfølgelig er forskel på han og hun og pige og dreng. Men det skal ikke give anledning til, at de på nogen måde føler sig begrænsede eller får en skæv selvopfattelse.

Hvad tænker I om kønnet leg og at definere børn?

1 kommentar

  • Astrid

    Jeg er så enig, Louise! Med den store bevågenhed der er kommet omkring ligestilling blandt kvinder og mænd, kan man blive helt overrasket! Tænk, hvor mange der falder “tilbage” i den gamle fortælling om den blå dreng og lyserøde pige, så snart det er børn og ikke voksne der omtales. Ord skaber virkelighed og hver eneste dag påvirkes vi af udefrakommende faktorer. Men vi kan starte med os selv og måden vi tilgår og tiltaler børn, for det er jo dem der skal bære kampen om ligestilling videre! Skriv endelig mere om emnet!<3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammestop