1 års fejring som husejer

Ammestop

15 måneder og 5 dage.

Så længe endte jeg med at amme Vilja. Væsentlig længere tid, end jeg havde regnet med, men det i forsøget på at mærke efter hendes behov fremfor mine egne. Hvis det kun skulle handle om mig og mine behov, var der ikke gået nær så længe.
Det gik over al forventning, da vi skar alle øvrige amninger end den ved putning fra – og nætterne blev gode og rolige for Vilja. Jeg kunne derfor ikke få mig selv til (måske) at spolere den gode nattesøvn på grund af mit behov, for at være fri for amning. Jeg følte mig uretfærdig overfor Vilja, for på det tidspunkt var det slet ikke hendes, men udelukkende mit behov, at skære ned. Og fordi jeg har kunne forene mig med amningen, da det jo kun er for en periode, har vi holdt fast.
Lige indtil…
En dag for tre uger siden, satte Vilja så tænderne i under amning og gav ikke slip, før jeg selv fik åbnet munden på hende, alt imens jeg forsøgte ikke at give utryk for den næsten utålelige smerte, hun udsatte mig for. Det var ikke nemt.
Den aften sagde jeg til D, at det var sidste gang jeg havde ammet Vilja. Nu kunne jeg simpelthen ikke mere. Det gjorde ondt og jeg var nødt til at være mig igen. Det var dråben, vi ved nærmere eftertanke nok har ventet på længe, for der skulle åbenbart et eller andet til, før jeg kunne se mig selv droppe det. Samtidig havde Vilja nu en alder, hvor min samvittighed også kunne være med på ideen. Hun er blevet ammet siden hun kom til verden og er blevet fyldt godt op, af alt hvad hun har haft brug for. Vi har fulgt alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger angående amning og det har været vigtigt for mig.

Jeg har jo aldrig været en af de der “åh-hvor-jeg-elsker-at-amme-mødre” (misunder jer!), så det var heller ikke svært for mig, at det nu skulle være slut. Det var en lettelse, men på den mest mystiske måde, for jeg har jo alt andet lige, brugt Gud ved hvor mange, timer på at amme. Det var derfor mærkeligt at skulle stoppe med noget, der er gået så meget tid med, men ikke mere mærkeligt end at jeg “bare” gjorde det.
Dagen efter jeg havde sagt til D at det var slut, lavede vi derfor om på putterutinen med Vilja.
Efter tandbørstning plejede jeg at sætte mig med hende i sofaen og amme, hvorefter vi gik ovenpå og hun blev puttet. Nu gik vi i stedet direkte ovenpå efter tandbørstningen og ved spisebordet sad hun hos mig, mens vi tilbød hende en banan og vand. Hun ELSKER bananer, derfor tænkte vi det kunne være et godt alternativ og en glæde for hende, som måske ville aflede hende, hvis hun fandt på at søge hos mig. Det gjorde hun dog ikke – til gengæld var hun helt vild med godnat-banan-ideen. Det blev derfor til en hel banan inden sengetid og hun sov som hun plejede. Puh, endnu en (tænkte vi) stor forandring, som hun bare tog i stiv arm.Da vi i påsken skar ned til kun 1 amning om dagen – lige inden putning til natten, begyndte amningerne at være kortere og mindre “ernærende”. Jeg fornemmede på en eller anden måde, at mælken var nærmest ikke-eksisterende og Vilja “lå” bare der, fordi det var hyggeligt og fordi hun kunne være tæt på, nusse mig i håret og fnise frækt til mig. Det virkede ikke som om hun reelt fik spist noget, så det var alle de andre ting ved amningen der var vigtige for hende og ikke længere det ernæringsmæssige perspektiv, som har været i fokus fra hun var nyfødt. Det behov kunne bananen pludselig opfylde og hun har været så god om natten siden vi indførte godnat-bananen. Nu er den derfor en fast rutine, som vi faktisk synes ret godt om, for selvom hun så ikke har spist så meget aftensmad, så ved vi, at hun næsten med sikkerhed, sluger en banan inden hun skal sove.


Jeg er evigt taknemmelig for, at jeg har kunnet amme Vilja og tilmed så længe. Jeg var heller aldrig i tvivl inden fødslen ift. om jeg ville amme… men jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville få en anden føling med det. Nu har jeg sat punktum ved det kapitel i vores fælles historie og ved den del af mit moderskab. Men tænk sig alt det der venter. Vi har stadig nærhed og hyggelige stunder og jeg føler på inden måde noget tab eller savn, ved at vi ikke længere har den ting sammen.
Tak til min krop, for at have ladet mig være i stand til at ernære mit barn – dét er altså for vildt.

Og til dig der ikke ammer og måske ærgrer dig; hvis dit barn og du trives, så nyd det. Amning er ikke alt ej heller altafgørende for dit virke som mor. Det er ikke (nødvendigvis) bare en fantastisk dans på roser, selvom det måske der sådan ud, når du ser en ammende mor. Der kan være lige så mange gode som dårlige tanker og følelser forbundet hermed. Fokusér derfor i stedet på, om dit barn har det godt.
Det var lige præcis det jeg gjorde – og det der holdt mig fast i amningen.

Du kan lære mere om mine tanker og erfaringer med amning i et tidligere indlæg her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1 års fejring som husejer