Søndag

1 års fejring som husejer

Da jeg i eftermiddags sagde tillykke til D og kom ned med en drink til ham, blev han helt stille. I kender nok den der typiske mande-stilhed som i “åh åh, har jeg nu glemt vores bryllupsdag (igen)” eller lignende. Sådan så han ud. Afventende, mens han tænkte så det knagede.
“Vi har boet i huset i et år i dag, tillykke”, sagde jeg så.
Hans skuldre fandt herefter tilbage på plads og vi skålede mens snakken gik på, hvor hurtigt tiden er gået. Vi rundede hvad vi er blevet mest glade for og overraskede over, ved at bo her.

For et år siden pendlede D frem og tilbage mellem hus og husvogn. Vores nye hjem og vores midlertidige. Vi havde fået nøglerne, til det hus vi havde ventet på i halvandet år – nu var det vores. Der var mange flyttekasser men ingen møbler, så derfor valgte vi, at vi selv ville flytte alle de ting der skulle med i huset. Mens jeg pakkede ud, tog mig af Vilja, sugede dufte og indtryk til mig, var D vores flyttemand.
Vi knoklede for at få alt over i huset, så vi kunne få afleveret og afsluttet udlejningen af den husvogn vi havde brugt otte måneder i. Det var gået godt, men vi glædede os også til at komme videre.

Nu har jeg været husejer i 1 år. Sikke et. I dag er det 1 år siden, at vi for første gang sov i vores nye hus.
Det er ikke til at forstå – og var det ikke for kamerarullen på min telefon, kunne hvem som helst også have bildt mig ind, at der kun var gået seks måneder. Jeg begriber ikke, at tiden går  S Å  stærkt.Det er utroligt, hvad der er sket på det år. Både i huset, i vores forhold og med Vilja. Vi er stadig ikke færdige med at indrette og finde vores plads i huset. Der mangler stadig dimser til at skabe hygge, farver på væggene og billeder i stuen. Der mangler småting i køkkenet og det helt rigtige møbel til soveværelset er heller ikke dukket op endnu. Vi mangler at skifte greb på skabe og købe skuffer til garderobeskabene. Men vi har ikke travlt. For vi skal være her i mange år, så hvorfor stresse? Vi vil meget hellere tænke os om en ekstra gang og finde de rigtige ting, snarere end at handle i hast.
På forholdsfronten er det også kun en positiv udvikling jeg kan berette om. Det faktum at vi nu har noget der er vores og sammen har skabt og skaber det her fælles hjem, giver en større grad af samhørighed. Vi har sporet endnu mere ind på hinanden, ved at skabe det her fælles liv fra bunden. Det er så skønt at mærke, hvordan forholdet kan blive ved med at spire – min kærlighed til D vokser i al fald stadig, takket være Vilja, huset og vores liv sammen, i de omgivelser vi har valgt i fællesskab.Sådan så her ud sidste år, da vi skulle sove i huset for første gang. Sengen var netop blevet leveret og samlet, solen skinnede og huset havde stadig duft af nyt træ og maling (det har det i øvrigt stadig, vildt ikke?). Der var blå tapestykker på væggene, fordi der skulle komme en maler og lave sidste finish ugen efter. Men alt var alligevel lige som det skulle være. Nu var vi her, os tre sammen i vores hus.
Selvom jeg troede at øjeblikket, hvor vi skrev under på huset sammen, var toppen af at føle sig voksen… så blev det øjeblik slået af, at få overdraget nøglerne, flytte ting ind og kalde det “sit hjem”. Da jeg tog billedet ovenfor og vidste at det hele var mit; dér følte jeg mig voksen helt ud til fingerspidserne.
Den nat sov Vilja i tremmeseng for første gang og jeg skulle godt nok vænne mig til, at hun ikke var ved min side i den bedside, der havde stået op ad vores seng i husvognen de seneste otte måneder.Noget af det jeg er blevet mest glad for ved at bo her, er de relationer, jeg har været så heldig at få, kun en spytklat herfra. Legekammerater til Vilja og veninder til mig. Det er noget jeg altid har misundet – de der legekammerater der bor lige rundt om hjørnet, som man selv kan løbe frem og tilbage til… for sådan nogle har jeg ikke haft på samme måde, som jeg håber Vilja vil få det her.
Derudover er vi placeret fantastisk ift. naturen; her er skov, søer, mose, enge og marker. Noget lige udenfor hoveddøren og resten blot ti minutters gang herfra. Det må siges at være nogle fantastiske rammer at lade Vilja vokse op i – og lige netop dét er altafgørende og glæder mig uendeligt.

Det er gået meget bedre, end jeg overhovedet havde turde håbe på og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at være her maaaange år endnu.

Slutteligt vil jeg lige nævne, at jeg tænker at skrive et specifikt indlæg om den del af processen, med at købe et projektkøb, flytte ind mens byggeriet stadig er i gang o.lign. Derfor har jeg ikke berørt disse ting i indlægget her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndag