Når det ikke er muligt at læse sit eget barn

Tanker om at droppe hjemmelivet

Historierne, forklaringerne og de gode råd er mange. Som jeg har skrevet om før, er det sikkert (mere eller mindre) velment, når kommentarer som “det har de også bedst af” eller “vi kan se på hende, at hun har brug for at være sammen med andre børn” bliver kastet tilbage til mig, når jeg fortæller- eller bliver spurgt til vores valg om at jeg går hjemme med Vilja.

“Aldrig har noget føltes mere rigtigt. Det jeg oplever hver dag er evig lykke, fordi jeg bruger al min tid på den vigtigste opgave jeg nogensinde har fået – at være mor.”

Jeg tænker at det er forventeligt, at møde en vis undren og nysgerrighed fra folk der spørger til, hvornår Vilja skal starte i institution. Vores familie og nære venner ved alle sammen, at jeg går hjemme og har sagt mit job op. Det er folk i periferien der spørger til det. Selvom jeg tror at der er en mindre revolution på vej indenfor dette område, er det stadig ikke normen i vores samfund at man går hjemme med børn i institutionsalderen.
Jeg har dog endnu aldrig været i tvivl om, at det var det helt rigtige at jeg valgte at sige mit job op, så Vilja ikke skulle sendes i dagpleje da hun var 11 måneder.Nu modtager jeg tilskud fra kommunen for “pasning af eget barn”, men dét tilskud kan man kun modtage i 12 måneder. Af samme årsag er mit evige svar på, hvordan og hvor længe Vilja og mig skal hænge ud, endt med altid at være det samme. “Umiddelbart indtil hun skal starte i børnehave, men det skal også give mening for os. Gør det ikke det, kan hun altid starte”. Selvom jeg er stålfast og evigt glad for vores beslutning og altid klar til en kritisk snak, hvis nogle skulle mene, at det ikke er godt for Vilja at være så meget sammen med mig, så er det ved nærmere overvejelse en fin måde at pakke en undskyldning ind på. Den del med at “det også skal give mening for os”, er nok mit forsøg på at neutralisere beslutningen lidt. Mit forsøg på at sige, at det jo ikke er sikkert, at jeg ender med at være sammen med hende indtil børnehavestart…

Nu er jeg blevet klogere. På mig selv og mine svar. Der er jo ingen grund til at undskylde. For aldrig har noget føltes mere rigtigt. Når det kommer til stykket er jeg ikke i tvivl, så hvorfor ikke servere det på samme måde, til dem der måtte være interesserede.
Forleden voksede denne nye tanke og følelse frem i mig. Jeg vendte og drejede løsninger og svar i mit hovede og endte med at spørge mig selv:

Hvorfor kun indtil børnehavealderen? Hvad hvis det bliver ved med at føles rigtigt?

Nu er jeg blevet enig med mig selv om, ikke længere at have nogen deadline i mine svar. Bryde med vanen om altid at undskylde og give det andre gerne vil have. For jeg ved ikke længere selv, hvornår og hvor længe hjemmepasningen varer ved.Jeg ved godt at der findes uendelig mange artikler ala “derfor har dit barn godt af, at komme i børnehave”. Men med grunde som sociale relationer, sprogudvikling og selvstændighed tror jeg ikke på, at en børnehave nødvendigvis er bedre end hvad jeg vil kunne tilbyde Vilja som hjemmepasser. Hun skal altså ikke nødvendigvis i børnehave. Hun skal i hvert fald ikke i børnehave bare fordi. Måske jeg slet ikke ender med at droppe hjemmelivet, fordi det bare giver så god mening?
Der er fortsat et utal af muligheder, for selv at tage den opgave på sig, som de fleste forældre overlader til børnehaven og dertilhørende pædagoger.
I 2013 var det f.eks. 97% af alle 3-5-årige, der var indskrevet i daginstitution (artikel fra ast.dk); så der er ikke er noget at sige til, hvis der kigges skævt til en sådan beslutning. Det er nok endnu mere “forkert” i manges øjne, heller ikke at sende sit barn i børnehave. Hertil vil jeg bare sige, at Vilja hverken vil være det første eller sidste barn, der vil kunne få den glæde med en af sine forældre. Faktisk har jeg selv en fantastisk veninde, som var så heldig at være hjemme med sin mor, indtil hun skulle starte i skole. Hun hverken mangler sociale kompetencer eller føler sig anderledes end alle andre.

Situationer, vores liv og beslutninger bliver hvad vi gør dem til. Hvis vi anerkender og roser hinanden, vil vores horisont udvides og vi vil opbygge en naturlig accept af og interesse i andres beslutninger. Har vi derimod travlt med at vende øjne og kritisere, vil vi få mere dårlig energi, opleve selv at blive misforstået og mødt på et “forkert” grundlag. Græsset vokser der hvor vi vander det, så hav det in mente, når du står overfor et menneske med andre holdninger end dine egne. Mon du kan lære noget?Til sidst vil jeg understrege, at vi ikke lever et overflodsliv, som giver mig grund til at tænke at alle burde gå hjemme med deres børn, ligesom mig. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange ikke er et spørgsmål om lyst, men i høj grad en nødvendighed at sende børnene afsted. For os har hjemmelivet f.eks. betydet afkald på længere ferier og en stor økonomisk ansvarlighed. Jeg vil ikke sige, at vi vender hver en sten, men vi tænker os godt om. Dels fordi vi gerne vil afdrage på vores lån og dels fordi vi ikke ønsker at ende et sted, hvor alt er surt show. Af samme årsag er jeg også glad for den vane, jeg har med at lave madplan og kun handle en gang om ugen (læs mere her), samtidig med at jeg godt kan lide at kigge efter genbrug fra alt til møbler og tøj til Vilja. Det er i allerhøjeste grad blevet en prioritering for os, at jeg skal gå hjemme med Vilja, fordi vi tror på at det er for det bedste.

For os betyder det ikke mindst at Vilja har en glad mor med tid og overskud, men samtidig betyder det for vores familie, at vi har en Vilja i trivsel, der er nysgerrig på livet, glad og som oplever den vigtige voksenkontakt, som særligt små børn har brug for, i alle sine vågne timer.
Det virker for os, men det er ikke svaret på, hvad der virker for alle.

 

Hvordan hænger jeres familieliv sammen og har I overvejet at lade en forælder forlade arbejdsmarkedet for at gå hjemme?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når det ikke er muligt at læse sit eget barn