Sådan sparer vi penge og gør hverdagen lettere

Jeg elsker ikke min kærestes barn

Ih hvor har jeg ændret titlen på det her indlæg mange gange. Jeg ville gerne give det en retvisende titel ala “udfordringer som bonusmor”, men det så både forkert ud og lød fjollet. Mest af alt fordi jeg aldrig nogensinde har kaldt mig selv eller ladet mig kalde “bonusmor”.
Da jeg mødte D for fem år siden var det velvidende at han var far. Jeg var dengang 20 år gammel og kunne på ingen måde se mig selv som mor for en på 4. Jeg var forelsket – og det var enormt svært for mig at finde ud af, om jeg var klar til den slags forhold, som jeg kunne se at det ville blive. Kærligheden vandt, kan man vel sige. Jeg måtte tage hvad end der fulgte med og så se hvordan det ville gå med D og mig.

Efter en måneds tid mødte jeg hans søn, Z, som heldigvis var nem at komme ind på. Det var klart en fordel med hans alder – og er det til stadighed, for han kan ikke rigtigt huske, hvordan tiden var “før mig”. Det er klart at jeg ikke har prøvet andet, så jeg kan kun forestille mig, at det kan være mere udfordrende med ældre børn, der enten husker tilbage på tiden “før fars kæreste” som noget bedre, eller får følelsen af, at kæresten “kommer og tager” deres far. Det har vi ikke oplevet – thank god.

Jeg husker stadig, hvordan det var svært for mig, at finde mig til rette i kæreste og autoritets/bonusmor rollen samtidig, især fordi alt var nyt på samme tid. Vi talte meget om det derhjemme, i forsøget på at finde ud af, hvordan det kunne hænge bedst muligt sammen for alle parter. Dels var det vigtigt at jeg var tilpas, men dernæst skulle D også være ok med den rolle jeg skulle have overfor hans søn, og slutteligt skulle det hele balanceres overfor Z, så jeg kunne komme ind på ham på en god måde; samtidig med at jeg ikke skulle være en babysitter/storesøster, men en ansvarlig voksen på lige fod med hans far.
Øj, den var ikke nem. Vi fandt hurtigt ud af, at det gav mest mening hvis vores ord vejede lige meget overfor Z. Så hvis han spurgte mig om noget, var mit svar “gældende” og jeg havde også ret til at opdrage og have en mening. På den måde, mente (og mener) vi at kunne give ham de bedst mulige rammer, når han var på samvær hos os.

Udfordringerne for mig var klart størst, når vi var ude offentligt, fordi jeg dengang brugte mange ressourcer på at tænke, at folk forestillede sig, at jeg var mor. At vi var en familie.
Og den følelse var jeg slet ikke i nærheden af at have. Ej heller klar til at blive identificeret med.
Jeg var bare en helt almindelig 20-årig, der havde fundet en kæreste og han havde så “tilfældigvis” en søn, som jeg nu var en vigtig voksen, men ikke bonusmor for. Derfor har jeg også altid bare været Louise. Sådan har jeg det bedst og sådan tænkte vi også at det ville være bedst, hvis vi ikke endte med at skulle være sammen. Vi har erfaring med fra anden side, at det ikke ender godt, hvis først man er blevet bonus-et-eller-andet og så pludselig ikke er der mere. For hvad så, hvis/når der kommer en ny til. Så kan man snakke om “min første, anden eller tredje bonusfar”… Ej, det er noget rod.
Jeg blev og er bare Louise. En vigtig, stabil, anerkendende, opdragende, voksen som Z skal mærke lignende værdier fra, som fra sin far. Der er bare én ting han ikke mærker fra mig.
Kærlighed.
Jeg elsker ham ikke, og det gør D jo selvsagt. Jeg kan godt lide ham, men jeg elsker ham ikke. Og jeg kommer heller ikke til det. Det er hverken fordi han er tarvelig, mærkelig eller andet… men fordi han ikke er “min”. Det er muligt at andre i sko der minder om mine, lærer at elske deres kæresters børn, men sådan er det ikke for mig. Og efter jeg selv er blevet mor, er jeg kun blevet mere sikker. For nu ved jeg med sikkerhed, hvordan det føles at elske et barn.
Heldigvis er vi er to voksne – og i hvert fald en der elsker. Og så har Z selvfølgelig også sin mor.
Det er ikke noget vi overhovedet kunne drømme om, at italesætte overfor Z, men når han f.eks. siger “godnat, Louise. Jeg elsker dig”, så svarer jeg som oftest “godnat, jeg er også rigtig glad for dig. Kan du sove godt”. For jeg vil ikke sige det, bare for at han skal tro det. Og skulle han spørge en dag, vil jeg også fortælle ham, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan jeg selvfølgelig er glad for ham, men kvag at jeg ikke er forælder til ham, har nogle andre følelser.

Det er benhårdt at balancere opdragelse af eget barn, som jeg elsker, oveni opdragelse og anerkendelse af andet barn, ikke mit eget, som jeg ikke elsker. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke er på samme måde overfor Z, som jeg er for Vilja. Og han har også selv et par gange erfaret, at jeg naturligt er mere kærlig overfor Vilja (nu er hun trods alt også lille, så at gå med hende på armen, kan nok fra børneperspektiv, hurtigt betragtes som at være kærlig) men han har ret. Der er forskel. Men sådan mener jeg også at det bør være. Der er jo også forskel for ham på at være her hos os, kontra at være hjemme hos sin mor. Han bor hos hende, og kommer her i tre dage – det føles mere som besøg end noget andet. Vores hverdag og rutiner brydes, når han hver 14. dag kommer herhjem – og efter tre dage er vi “back to normal”.
Jeg kunne blive ved og ved med at skrive. For det er så stort et emne, men også et emne hvor jeg skal træde varsomt. Efter jeg selv er blevet mor, er banen kridtet en smule mere firkantet op, forstået på den måde at alting der var ikke længere er. Ja, før var jeg måske mere kærlig og stod med åbne arme overfor Z, men nu giver jeg så meget kærlighed og energi til Vilja – på en måde jeg kan mærke giver mening. Det jeg gjorde før “gjorde jeg bare”, men ikke fordi jeg følte noget, det var bare fordi. 
Det skal ikke lyde som om, at Z bliver svigtet, og holdt i strakt arm uden at mærke omsorg og kærlighed. Det gør han. Fra både sin far og fra mig. Det der kommer fra mig, kommer blot mere ærligt og ægte ud, end det gjorde tidligere.

Det vigtigste for os herhjemme er at tale om tingene og sætte ord på det der sker. Det er ikke en hemmelighed jeg har overfor D, hvordan jeg føler for hans søn. Hvis noget er svært, taler vi om det og hvis noget ikke fungerer, taler vi om det. Jeg synes dog vi er landet godt i det hele med et fælles- og et delebarn. Det skal ikke undervurderes hvor svært det er at få “besøg” af en fra (hvis det skal være sort/hvidt) en anden verden. For når man bor hos sin mor i elleve dage og ser sin far i tre, så er det klart hvor værdierne og den primære opdragelse kommer fra. Det kræver ikke mindst noget af mig, men også meget af D, at kunne rumme sit eget barn under de omstændigheder og med den præmis.
Derfor er mit vigtigste budskab også, at selvfølgelig er der forskel på andres og egne børn, men det er okay, så længe de forskellige parter kan fungere og trives.

Er I en sammenbragt familie og hvis ja, hvad fungerer godt og mindre godt for jer, når det kommer til roller blandt de voksne i hjemmet?

1 kommentar

  • Randi

    Smukt skrevet. Og det er svesken på disken.
    Ingen forventer, at andre end mor og far elsker sine børn ubetinget.
    Her har jeg to voksne sønner, som min kæreste med tiden faktisk – tror jeg-kom til at elske en smule. Han holder i hvert fald utroligt meget af dem. Nogle gange går min ældste og ham til Rom-smagning eller noget andet. Og så bliver jeg hjemme. Det er deres venskab. Jeg får så meget andet. Som en besked fra min 26 årige forleden :kom lige til at tænke på dig, og vil bare sige, jeg elsker dig…
    Det varmer dobbelt, fordi vi som forældre til vores fælles datter, der har autisme, har måttet skubbe dem lidt til side. Men mine sønner er heldigvis ikke vrede på mig eller os. Og de elsker deres søster.
    Tiden gør en forskel. Det vigtige for Z er tydelighed, åbenhed og genkendelighed, som i giver ham.
    Og vil bare sige, at skift også kan mærkes hos den forælder, der får barnet hjem fra weekend. Pyha. Egentlig er det hård kost for alle involverede. Og så med alderen bliver der nemmere.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan sparer vi penge og gør hverdagen lettere