Endelig ovenpå igen

Frygten for at miste

Hverdagen i barselsland løber derudaf. På den gode måde.
Vilja og mig hygger os. Nyder hinandens selskab.
Jeg kysser hende utallige gange dagligt, og hver gang hun puttes til lur eller til natten, fortæller jeg hende, at jeg elsker hende.
Kærligheden vokser fortsat til nye højder, som jeg ikke anede eksisterede.

Jeg vil gøre alt for hende.
Jeg vil gøre alt det bedste for hende. ALT.

Men midt i kærlighed og hverdag og glæde rammes jeg sommetider af dråberne fra en mørk sky. Den starter med, lejlighedsvis, at svæve over hovedet på mig. Så finder den mig, hver gang jeg træder udenfor døren, og så ender den med at være lige nøjagtig over hovedet på mig, uanset om jeg er inde eller ude, vågen eller sovende. Det er en sky fuld af frygt, og når den regner ned på mig, løber det mig koldt ned ad ryggen.
Jeg kan begynde at græde fra det ene sekund til det andet. Eller gå helt i stå – sådan på den måde hvor man sidder med åben mund og kigger ud i luften.

Nogle gange har jeg held med at fortælle den, at den kan regne lige så meget den vil, fordi jeg har regntøj på. Andre gange når jeg ikke engang at tænke, før den sender en skylle ned over mig.

Frygten for at miste rammer mig. For hvert sekund jeg sidder fast i følelsen, vokser den i mig. Alt det der gør mig så glad og lykkelig… og som har gjort, at jeg er lige netop hvor jeg er i mit liv, er jeg bange for at miste.
Dernæst er jeg bange for at Vilja skal miste.
Jeg har mistet.

Jeg har ingen far her på jorden. Vilja har heldigvis en mor og en far… men hvad nu hvis.
Det er forfærdeligt at gå ad den vej. Jeg skal lade være med det.
Jeg tænker meget på min far for tiden. Det er nok derfor skyen er dukket op. For efter jeg er blevet mor, kan jeg ikke nøjes med at tænke på og mindes. Jeg når altid ud i “tænk hvis Vilja skulle miste en af os”.

Når man har mistet ved man, at livet er skrøbeligt. Lige som hvis en fra familien rammes af alvorlig sygdom; den slags giver nye perspektiver. Og det skal det selvfølgelig også. Vi lærer, at det ikke er kun på den anden side af vejen, at “de” bliver syge. Det kan også ramme ned lige foran én selv.
Derfor lader jeg også kærligheden fylde – fylde alt hvad den kan og har lyst til. Man kan ikke give sit barn for meget af den, man kan ikke kysse dem for meget eller fortælle dem for meget, hvor vigtige de er.

Og det er et af mine vigtigste mål gennem Viljas opvækst; hun skal aldrig nogensinde være i tvivl om, at og hvor meget hun er elsket. For det er sådan jeg bedst håndterer de svære dage, hvor store tunge følelser rammer – ved at vise og gøre noget godt og noget andet, kan jeg fremme dét.
Jeg tror ikke på at undertrykke følelser, men jeg tror på, at de får lov til at fylde mere, når man “dyrker” dem. Så jeg vælger at bruge energien på de gode.

Nogle gange går der dage, andre gange uger, men oftest går der måneder imellem at jeg støder på skyen. Heldigvis.
Og for hver gang jeg har mødt den, føler jeg mig bedre i stand til, hurtigt at trække i regnfrakken, når den dukker op igen. For det kan jeg godt. Jeg er hurtigere og mere fornuftig end det.
Jeg skal ikke bare lade den skylle al glæde og håb ud af mig.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Endelig ovenpå igen