# 10 måneder

At have ro i maven og gå egne veje

Arh. Nu kan jeg (endelig) ånde lettet op. Jeg har set frem til at sige det højt. Fortælle, hvad der har gjort mig ekstra glad og rolig på det seneste… og hvad der har fået mig til at sætte pris på selv de mindste ting.

Det hele er faldet på plads, og jeg kan med den største glæde og det mest lettede mor-hjerte fortælle, at vi har valgt at vente med at sende Vilja i institution. Hun skal altså hverken gå i dagpleje eller vuggestue, men i stedet skal jeg gå hjemme med hende og gøre lige netop det der er aller vigtigst; både for hende og mig; være MOR.

Over en længere periode talte vi meget om, at det slet ikke føltes rigtigt at skulle sende Vilja afsted i institution og afbryde den sunde og gode udvikling vi oplever med hende herhjemme. Det var underligt at tale om, hvordan vores hverdag skulle hænge sammen med hende i pasning. Al den tid vi ville gå glip af – og den vigtige opgave det er at forme hende, give hende uendelige mængder af kærlighed og føle sig set, lyttet og forstået – ja, den opgave er der jo ikke nogen anden, der kan løfte på samme måde som forældre selv.
Når alt kommer til alt, er det jo ikke vores børns behov at komme i instititution. Det er vores samfunds behov, for at hjulene kan holdes i gang. Mor og far skal arbejde – derfor skal børnene passes.

Jeg har efterhånden fortalt om vores beslutning i en del forskellige fora og henseender. Den mest hørte reaktion, som jeg stadig er meget uforstående overfor er “Hvad så med socialisering? Hun skal jo også lære at være sammen med andre børn?”

Jeg synes på en eller anden måde, at det er en fornærmelse. Jeg er Viljas mor, mon ikke jeg er i stand til at sørge for hendes udvikling og socialisering? Jeg sagde jo ikke noget med, at jeg ville låse mig inde i vores hjem, aldrig gå udenfor en dør og droppe al kontakt til andre mennesker.
Men på den anden side kan jeg godt forstå det… hvis man er en af de mange, (no blame, ikke alle har muligheden for at “vælge”) der sender sit barn i institution, er det nok naturligt at forsøge med den slags kommentarer, for at retfærdiggøre sin egen situation. Et forsøg på at skærme sig selv, med en forklaring om, at det jo må være det bedste at sende sit barn i pasning.

Gordon Neufeld (min nye guru) er udviklingspsykolog og har skrevet bogen “Hold on to your kids” og siger bl.a. om børn og tilknytning “[…] det er ikke interaktion med jævnaldrene, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne, til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles og modnes. Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende, frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen, uden særlig mange voksne til at tage sig af dem”.
Han understreger altså hvor vigtigt det er for det lille barn, at der er meget og god voksenkontakt i de tidlige år. 

En anden dygtig “ekspert” er Mette Carendi, der er uddannet i psykologi med speciale i tilknytning og følelser. Hun nævner ligeledes voksenkontakt, og peger desuden på, at vores samfund er skævt indrettet, med tidlig institutionsstart, som et levn fra en anden tid.

“Barnet er ikke skabt til at blive ladt så meget alene, så tidligt, som vi gør i vores kultur. Det er derimod skabt til at være tæt på dem, som barnet er trygt knyttet til i de første mange år”

Det kan måske også læses som om, at jeg har sat mig godt og grundigt ind i, hvad det betyder for det lille barn, at blive sendt i institution, og så tænkt “det kan vi ikke byde Vilja”. Sådan hænger det altså ikke sammen.
Vi fulgte først og fremmest vores mavefornemmelse og sidenhen synes jeg at tilknytningsteori, adskillelsesskultur, socialisering og følelsesregulering var vildt spændende emner – særligt da jeg pludselig selv havde et nyt perspektiv. Og siden har jeg så læst side op og ned – rapporter, undersøgelser, teorier og meget mere. Ja, generelt er jeg meget videnssøgende og det her med børn har godt nok fanget mig på rette tidspunkt!
Hvis jeg skulle begynde at kede mig (som om det nogensinde ville ske) ved jeg altid hvad jeg skal i gang med at læse, mens jeg går hjemme.

Debatten om institutionalisering er én jeg meget gerne vil bidrage til. Jeg vil blive ved med at stille spørgsmålstegn og være undrende, når jeg bliver spurgt til, hvad jeg tænker på, sådan at holde Vilja hjemme. Jeg oplever en tendens til at fortegnet vender “forkert” – det er mig der er tosset, fordi jeg vælger selv at tage ansvaret for mit barn, i stedet for at overlade det til andre. Det er mig der er skør, fordi jeg tror, der kan komme et fornuftigt barn ud af, at tilbringe så meget tid med sin mor.
I mine øjne er det mere tosset, at tro på at en “fremmed”, uden tilknytning til dit barn, kan løfte den opgave det er, at opfylde behov, imødekomme og forstå DIT barn, bedre end dig?

Der er ingen tvivl om, at det her er den rigtige beslutning for os. Jeg glæder mig så meget til fortsat at have al den tid med Vilja, som jeg også har haft de sidste (snart) 11 måneder. Med alt hvad det indebærer, så tror jeg på, at det vil gøre noget godt, særligt for Vilja på længere sigt, og så er det samtidig en unik mulighed for, at jeg kan arbejde med lidt projekter også. Det skal jeg nok skrive meget mere om.

Indtil da vil jeg fortsat nyde og glædes – for sikke en lettelse at få det ud!

Slutteligt vil jeg nævne, at jeg ved hvor mange forskellige holdninger der er, til en beslutning som denne. Det har jeg det fint med. For det her kunne ikke være mere rigtigt for os. Det betyder selvfølgelig ikke at det også er rigtigt for andre.

Peace out!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

# 10 måneder