Først kærester, nu forældre

Den vigtigste af dem alle

Selvom forældrerollen nok først er til at forstå, når man står i den, så har de fleste formentlig tanker og forestillinger på forhånd. Da jeg var gravid, tænkte jeg f.eks. på hvordan det ville blive at gøre dit og dat, når jeg engang stod med min baby på armen. Tage ud at spise, handle, være på ferie… og jeg nåede en del gange at sige til mig selv “næste gang jeg gør det her, så er jeg mor”.
Men lige netop det her med, hvor vigtig man rent faktisk er, det er først kommet til mig med tiden. Både følelsen men til dels også forståelsen. Hvad er det jeg skal med det her lille menneske?
Det er så vildt at D og jeg har skabt et menneske – og nu er vi, sammen, de to vigtigste mennesker i hendes liv.
Man siger som regel at “det kommer helt naturligt”. Forældreskabet. Det er der helt sikkert noget om. Jeg synes i hvert fald at det kom helt naturligt, at skulle opfylde alle babys basale behov.

Der er bare så mange flere dimensioner af forældre- og moderskabet, end at opfylde basale behov. Og det var først nogle måneder inde i moderskabet, at jeg en dag blev ramt af den der ‘husk-nu-hvor-vigtig-du-er-pil’. Nu tænker jeg jævnligt over, hvor vigtig og stor en rolle jeg spiller i Viljas liv. Hvor altafgørende min relation til hende er, og hvor meget selv små ting betyder. Jeg mener – allerede indenfor et par timer efter fødslen får man “besked på” så meget hud-mod-hud som muligt, da det vil give et roligt barn, mindske stress, skabe et godt udgangspunkt for at danne relationer og alt muligt andet. Tænk at noget der skal ske så hurtigt i det lille barns liv, kan være så vigtigt og betydningsfuldt. Ja, og sådan er der jo så meget. At vi snakker til vores børn, smiler til dem; listen er lang. Og ved tanken herom, kan jeg blive helt nervøs for at træde ved siden af. Herre gud, jeg ved jo godt at det ikke er engangstilfælde, eller dem man kan tælle på én hånd der giver udsving, men der er alligvel meget at overveje.

Tænk, at jeg er den vigtigste af dem alle. Det er mig der skal lære Vilja om livet, opdrage hende til at blive god, vise hensyn og kunne udvise empati og sympati. Det er mig der skal “repræsentere” hende til møder i børnehaven og siden skolen. Det er mig der skal lære hende om gode manerer og udfordre hende til at blive selvstændig og fornuftig. Det er mig der skal give hende så meget kærlighed, at hun aldrig nogensinde bliver det mindste i tvivl om, at hun er elsket.
Tænk, at jeg er mor. Den vigtigste af dem alle. Jeg begriber det ikke, men jeg gør hvad jeg kan, for at give alt det bedste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Først kærester, nu forældre