# Uge 12-16

Hvilken stjerne skal jeg vinke til?

Mens jeg sidder her med Vilja i min favn og ammer, kigger jeg ud på den smukkeste aftenhimmel. Inden længe kommer stjernerne til syne. Jeg kan se himmel så langt øjet rækker og følelsen af uendelighed, får mig til at tænke på dig, far. Har du lige set hvad der er sket på det sidste?

Vi er flyttet og Vilja har rundet fire måneder udenfor maven.
Måske du kan se lykken i mine øjne eller høre den i mine tanker?
Jeg forsøger i hvert fald at rettte min opmærksomhed i din retning med jævne mellemrum. Op mod stjernerne.
Her til aften er himlen utrolig smuk. Mon også den er det, hvis man flyver rundt på en stjerne? Jeg ville ønske at jeg vidste hvor du er og hvad du laver. Om du er i nærheden eller er taget på en rejse et helt andet sted. Jeg bilder mig ind at du følger med i hvad der sker hernede på jorden. Bare af og til i hvert fald. Når det er stjerneklart holder jeg altid øje med hvilke stjerner der lyser mest kraftigt og om der er nogle der blinker. Og så står jeg sommetider med følelsen af, at du er derude. Et eller andet sted. Jeg ved bare ikke, hvilken stjerne jeg skal vinke til. Hvilken en der er din?

Den sidste måned har været mere begivenhedsrig end de fleste forrige. Det har, på den gode måde, været så stor en omvæltning at flytte i hus. Det siges at “alt godt kommer til den der venter”… og det må jeg sige passer meget godt på os. For det er godt. Her er godt i huset og det bliver nærmest bedre for hver dag der går. Det føles som hjem og vi former og skriver ønsker ned og glædes ved tanken om, at gå mange gode år i møde her.

Vi bor nu i byen hvor D er vokset op. Han er konfirmeret i byens kirke og kender stier og veje bedre end sin egen bukselomme. På den lokale kirkegård er hans farmor begravet og vi har for nylig været oppe og plante lidt nyt i og pynte hendes have. Vi tager også forbi og vander så tit det giver mening.
Jeg kan så godt lide at hygge om det – og D ligeså. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at ønske mig, at du også havde et sted. En lille have på en kirkegård, som jeg kunne besøge for at få en snak med dig. Nogle vil mene, at det ikke er en nødvendighed for at føle kontakt til og mulighed for at tænke på den der savnes. Det mener jeg nu heller ikke – for selvom vi ikke har haft sådan et sted med dig i mere end ti år(!) så har jeg stadig forsøgt at bevare min “kontakt” til dig. Du forsvinder ikke ud af mine tanker, men jeg ville elske at kunne samle mig og dem om dig på et fint sted med en sten dit navn stod på.

Det må jeg nu engang klare mig uden.

Næste gang når du sidder og kigger dig omkring; så ser du måske en lyshåret pige med den sødeste babypige i favnen… hendes hånd vifter fra side til side i mørket. Det er bare mig, der forsøger at vinke i den rigtige retning.

Jeg savner dig, far.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

# Uge 12-16