Picnic i Dyrehaven med en baby på slæb

Da Vilja kom til verden

Det er knap elleve uger siden at vi kørte hjemmefra som et kærestepar og kom hjem som forældre dagen efter. Dog glemmer jeg ikke foreløbig, hvordan den tirsdag i marts, som var den nittende dag i den tredje måned, forløb. For det var netop den dag, at intet længere var som før. Nu var jeg blevet nogens mor…

Bedøvelsen virkede hurtigt og jeg blev derfor gennet på plads i en fart, inden jeg ikke længere ville være lige så mobil.
Ved min side blev far placeret på en stol. Jeg husker at jeg gerne ville holde far i hånden, men mine arme var placeret på to “armlæn”, med drop i hænderne og blodtryksmåler på armen, så det var ikke lige til.
Efter jeg var kommet på plads på briksen gik det ellers stærkt. Alle på stuen kendte deres plads, og det var som at se en flok myrer bygge deres tue; alle gik i gang i raskt tempo. Jeg blev smurt ind i jod og fik et kæmpe klistermærke sat over maven med hul i midten. Der blev sat afskærmning op og en sygeplejerske der stod ved mit hovede fortalte, at han undervejs kunne hjælpe hvis jeg blev dårlig.
Inden jeg fik set mig om, hørte jeg en operationslæge sige “så er vi i gang; vi har lige nevet dig en masse, og det sagde du ikke noget til – så bedøvelsen virker”. Jeg kiggede over på far og blev helt berørt at situationen. Det var nu vi skulle være forældre. Nu skulle vores lille mini menneske komme til verden. Inden jeg fik tænkt disse tanker til ende, kunne jeg mærke lidt rumsteren nede ved min mave. “Puha, det føles mærkeligt”, fik jeg fremstammet. “Det er fordi vi trykker på din mave og laver en kunstig ve”, lød det på den anden side af afdækningen.
I samme nu blev afdækningen sænket, og far og jeg så en fødselslæge løfte dig ud af maven og op i luften. Jeg begyndte at græde. Shit, du var en rigtig baby. Og du var lige kommet ud af min mave. Jeg kiggede på far og smilede stort, samtidig med at jeg både grinede og græd af glæde.
Hun viste dig frem, mens hun stod og drejede og vendte dig i luften. Sådan føltes det i et helt minut, som om tiden stod stille; din navlestreng skulle lige stoppe med at pulsere. Du skreg en smule. Din krop var så fin og ren og du åbnede hurtigt øjnene.

Da minuttet var gået, kom afdækningen op igen og din navlesnor blev klippet. Lige herefter fik du en hue på og blev lagt direkte op på mit bryst. Nu var du vores. Far og mig. Jeg lå og kiggede på dig med far ved min side. Du fik din dyne over dig, for ikke at blive kold og far holdt en hånd på din ryg. Vi forsvandt kortvarigt ind i en lille boble. Det hele var så smukt og uvirkeligt.
Grundet den overraskelse det nok har været for dig, sådan at blive hevet ud af din varme hule, var du ikke interesseret i at sutte med det samme. Derfor tog far og jordemoderen dig med over på børnebordet, for at veje, måle og studere dig. Du var i den fineste stand. Jeg lå selvfølgelig og holdt øje med jer. Da dine værdier var noteret blev du svøbt som en lille burrito baby og kom over i fars arme. Her lå du helt stille; kiggede og studerede ham og den verden du nu pludselig var blevet en del af.
Jeg var så rørt, lykkelig og lettet på samme tid. Solen skinnende og vi var blevet forældre til den fineste lille pige. Mit blik kørte hurtigt henover vinduerne, som jeg kunne ligge og kigge ud af. Hvor var det bare den smukkeste dag.
Her sad du og far så ved min side, mens jeg blev syet og tjekket op på.
Det var nok nogenlunde her, at jeg troede mit hjerte skulle til at eksplodere af lykke. Jer to lige der – det var næsten mere end min krop kunne rumme. I var SÅ søde!!! Og fars blik på dig, vil jeg sent glemme <3

Billedet her er taget et par timer efter din ankomst, og er et af de første billeder af os sammen. Du er stadig med hospitalshue på, helt krøllet sammen og endnu ikke meget for at åbne øjnene. Det ændrer dog ikke på, at jeg allerede her, var en stolt mor.

Min Vilja <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Picnic i Dyrehaven med en baby på slæb