Til tops og kilometer i benene

Hvor langt skal man gå som initiativtager?

Med stort I kan jeg kalde mig selv initiativtager. I så mange henseender og relationer er det den rolle jeg typisk ender med at “påtage” mig. Først og fremmest uden at jeg bemærker det, men fordi jeg er typen der gerne vil have, at der sker noget. Jeg er ikke fan af falske forhåbninger, tomme ord og løs snak. Hvis vi vil noget, så lad os gøre noget ved det.
Det er som udgangspunkt ikke en rolle der generer mig, men jeg er de seneste par år, blevet opmærksom på hvor meget jeg rent faktisk påtager mig denne rolle. I nogle tilfælde har det, at jeg har set det så meget i øjnene, betydet at nogle venskaber er forsvundet som sand mellem fingrene. Fordi jeg altid endte med at være den der skulle tage initiativet til at mødes.
Til en hvis grad gør jeg det hellere end gerne; men når der ikke kommer noget tilbage til mig, så giver det ikke mening til sidst. Jeg bliver træt at af spørge og spørge… og når aftalen skal stå, kan jeg blive frustreret over, at den bold jeg har kastet op i luften utallige gange, ikke bliver grebet af min modpart. Derfor er der desværre forsvundet nogle veninder indenfor de sidste par år. Nogle rigtig søde piger i øvrigt. Men jeg har måtte indse, at jeg ikke kunne blive ved. Selvom man er glad ved folks selskab, så kan det ikke fjerne den opslidende følelse det er, at blive ved med at give og give og foreslå og foreslå… for så at få nada igen. Til nogle har jeg adresseret det helt tydeligt, til andre har jeg håbet at de selv kunne få øje på det. Håbet at høre fra dem, hvis jeg intet gjorde. Ventet og ventet. Og så indset at det nok kun var et venskab, fordi jeg gjorde en indsats. Det synes jeg ikke var noget værd.

Det er ikke til at holde styr på, hvor meget initiativ jeg tager. Jeg tager det hele tiden. Jeg elsker det. Både overfor D, for min familie og for de veninder jeg har, der også gør det gensidigt. Jeg glædes ved at finde på, foreslå og inspirere… 

På det sidste (og i særdeleshed efter mini er kommet til) har det slået mig, hvor meget jeg også påtager mig initiativtager-rollen i familiehenseender. Vi er en søskendeflok på fire (kun en tilbage der bor hjemme) og blandt mine søskende er jeg i høj grad også den, der spørger til og hører om vi skal ses. Om det er faldet mig naturligt, fordi jeg er den ældste i vores flok, eller om jeg har taget det med som en erfaring fra mine venskaber, ved jeg ikke. Men en ting er sikkert – det er over hele linjen at jeg med begge ben falder i, og bliver den der starter samtaler, finder en dato at mødes og prøver at sætte en ny aftale igen inden vi skilles.

Det er muligt at jeg kommer til at lyde som den der lidt for ivrige type, der ikke kan lade andre få fred. Sådan håber jeg ikke at det er. Det føles ikke sådan. Men jeg er klart hende der har relationer for at pleje og udvikle dem. Jeg har ikke en veninde for at se hende én gang om året. Jeg har hende, fordi jeg får noget ud af vores relation og fordi jeg gerne vil prioritere min tid på hende. Og fordi at jeg ved hun har det på samme måde.
Jeg siger tingene som de er, spørger hvis jeg er i tvivl og lægger ikke fingrene imellem når det handler om at få det bedste ud af den tid vi er givet.
Måske netop grundet alt ovenstående betyder de veninder jeg har også meget for mig. Jeg har dem fordi vi vil hinanden.
I dag havde vi besøg af en af de vigtige og gode veninder. Hun har været på rejse og skulle derfor se Mini for første gang (hun var helt solgt). Mens hun har været ude at rejse, har vi holdt vores relation ved lige, ved at skrive sammen. Selvom jeg føler Mini har været her meget længere tid end hun har, så føltes det pludselig som om denne veninde ikke havde været væk. Godt nok er der sket meget, siden sidst vi så hinanden, men vores relation er så god og vigtig, at den ingen skade har taget. Vi har gensidigt spurgt ind til hinanden under hendes rejse og det har endnu engang bekræftet mig i, hvor vigtig gensidighed er for vedvarende relationer.
Men hvad så når den ikke er til stede; gensidigheden?
Indenfor de sidste to uger har jeg fået kontakt med to “gamle” veninder, som jeg hver især ikke har set i maaaange år. Den ene stødte jeg tilfældigt på her i byen en dag, den anden kom forbi med blomster i sidste uge. Man kan altså (heldigvis) stadig blive overrasket af gamle relationer, og det er jeg også meget åben overfor. Nye “gamle” relationer koster tid og indsats – men det giver jeg også gerne, såfremt jeg ikke kommer i tvivl om, at det vil være gensidigt i et fremtidigt venskab. Derfor jeg både spændt og forventningsfuld ift. hvad disse kan blive til på sigt – jeg troede ikke længere på den slags med at der kom liv i gamle venskaber, men det er jeg begyndt at gøre nu.

Så nu er der bare tilbage at finde ud af, hvor langt man skal gå som initiativtager, når det kommer til familien. Hvilke regler gælder her? Skal man blive ved, fordi det er familie? Skal man være overbærende som den storesøster man nu engang er?
Eller er det i virkeligheden her man skal træde et skridt tilbage og lade de yngre søskende komme på banen?
Indtil videre holder jeg fast lidt endnu, men da også kun fordi jeg har været udeboende en del længere tid end mine søskende. Når de er på plads og har styr på deres hverdag og liv med deres kærester, har jeg en klar forventning om at de kommer på banen. Om de så skal skubbes lidt, så gør jeg gerne det. Bare for at mærke, at de (forhåbentlig) også har lyst til mig, D og Mini.

2 kommentarer

  • Åh hvor jeg kender det!!
    Jeg har sorteret en del fra, og valgt at prioritere på dem der også giver noget tilbage. Ellers bliver man slidt ned jo.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Ja, lige præcis. Det er virkelig en vigtig øvelse at bruge sin tid på de “rigtige” mennesker i ens liv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til tops og kilometer i benene