En glædens dag

Hvordan det går med at være alene på barsel

I dag tæller vi dag nummer to, hvor mini og jeg har klaret den alene hele dagen uden D.
Jeg er overrasket over mig selv. Det er gået ganske fint og uden problemer, til min store glæde. I går havde jeg helt med vilje ikke planlagt det store, da jeg tænkte at vi skulle se det hele lidt an, når nu vi var på egen hånd uden en far i nærheden.
Dagen bød derfor på en gåtur med barnevognen i selskab med min mor, diverse små-praktiske-ting herhjemme og en masse baby-pludren og lytten til god musik.

I dag har vi til gengæld givet den gas. Nu skulle der ske noget! Jeg tog chancen og begav mig både på bustur og cafébesøg med mini. Som om hun overhovedet bemærkede det? Både på busturen frem og tilbage sov hun trygt i barnevognen, og på caféen var hun højest vågen i en halv time, for at få lidt mad. Hun har altså været dejlig nem at have med, hvorfor det bestemt ikke afholder mig fra, at begive mig ud på lignende udflugter igen.
På vores vej hjem så vi disse smukke blomster, som mindede mig om, hvor skøn en årstid foråret er, hvor dejligt vejret var og hvordan jeg kan glædes over selv de mindste ting. De plantede et smil på mine læber, og jeg mærkede en følelse af taknemmelighed løbe igennem hele min krop. Jeg er så møghamrende taknemmelig for den skønne pige jeg har fået sammen med D, og som jeg nu er så heldig at skulle bruge de fleste af mine vågne timer sammen med, de næste mange måneder.
Og så slog det mig; (hvis nogen skulle spekulere på den slags) Jep, tiden flyver afsted, når man har en baby. Og det er nærmest uanset om baby er vågen eller sover. Jeg kan tit undre mig over, hvor tiden flyver hen; D har det på samme måde. Et par gange i sidste uge, sad han over aftensmaden og spurgte “hvordan kan klokken være blevet så mange? Vi har jo nærmest ikke lavet noget i dag.”

Han har helt ret – på en eller anden måde kan ingenting tage uendelig meget tid, selvom det ikke er til at forstå. Og med en bay er der mange ting, som føles som “ingenting”. Skifte ble føles jo ikke ligefrem som en bedrift, lige så vel som at træne nakke og øjenkontakt også er noget man bruger tid på, men uden at tænke, at det tager særligt meget tid. Det er spøjst. Og inden man får set sig om, sidder man igen i soveværelsets mørke og ammer baby, mens man håber på, at den næste lur bliver lidt længere end den forrige.

Nu vil jeg gå i gang med aftensmaden, mens jeg fra køkkenet kan skue ind i soveværelset og se mine to yndlingsmennsker, der ligger mave mod mave og tager en fælles lur. Hold op, de er bare alt for søde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En glædens dag