Vores kommende hus ligner et hus!

Forårsfornemmelser og en barselsplan

De sidste par dages mange solstråler er blevet nydt i allerhøjeste grad herhjemme. Jeg er nu officielt gået på barsel, hvilket betyder at jeg ikke skal arbejde (rigtigt) igen før engang i 2020. Dét er vildt at tænke på.
Mest af alt er det vildt fordi der kun er 26 dage tilbage til termin. WOW.

Vi har gjort os mange tanker om barsel. Hvem af os skulle holde, hvor længe, skulle vi holde sammen eller dele det op osv. Lad mig starte med at sige, at selvom det er lagt ud som det mest gennemskuelige og nemme på borger.dk, så synes jeg bestemt ikke at det er det. Hvor mange uger der er til rådighed og hvordan man må/kan bruge det har været en jungle for os.
Nu har vi dog fået lagt en plan! Det giver ro i maven. Særligt for mig, da jeg har længes efter at vide hvordan vi skulle gøre med D’s barsel og forældreorlov; Hvornår mini og jeg kunne nyde hans selskab og ikke mindst hvornår jeg skulle være klar til at tage mig af hende alene. (Det tænker jeg forresten nok skal gå ganske fint og er ikke nervøs; men forstå mig ret… det er sgu da det fedeste at være to forældre om tingene, når der pludselig støder et nyt familiemedlem til)
Vores plan er blevet at D er hjemme i hele april sammen med mini og jeg – det er simpelthen så skønt at vide vi kan se frem til det. I april falder påsken nemlig til vores store fordel, hvilket vil sige at D ikke skal bruge så mange fridage på at få hele måneden fri – kæmpe win!
Ift. mig ser vi tiden an. På nuværende tidspunkt tænker vi at mini tidligst skal starte i institution når hun er 11 måneder, men intet er sikkert på den front. Dermed er “det eneste” vi ved altså, at efter april måned er det mig der tager resten af barslen og D der leger skaffedyr og knokler. Så kan vi se frem til lidt fridage sammen ved de helligdage der nu kommer, samt en lang sommerferie i juli måned, når vi skal flytte ind i huset.
Det har vist sig at give mest mening for os på denne måde, da vi har lidt forskellige vilkår hos vores arbejdsgivere ift. løn under barsel mm. Klart en faktor der er værd at kigge på – hvis der skulle være nogle vordende forældre der læser med.
Nu er der snart ikke flere praktiske ting at få styr på, håber jeg.

Mon der er nogle på linjen, der har gode erfaringer med at dele barslen på en anden måde? Jeg synes at have det indtryk, at det mange steder er moren der tager størstedelen, men jeg er meget nysgerrig efter at høre andre erfaringer også.
Nu vil jeg gå ud og plukke nogle vintergækker og snuse til solskinnet og lade solens stråler stikke mig i kinderne.

God søndag!
PS. De skønne tulipaner er en ‘god barsel og tillykke med den baby du gror-buket’, som jeg fik i fredags. De er simpelthen så fine.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores kommende hus ligner et hus!