Den slags weekend der går alt for stærkt

Hvordan fortæller man lige det der med, at man er gravid?

Den dag hvor D kom hjem fra arbejde og jeg skulle dele den glædelige nyhed det var, at jeg havde tisset på en pind, som derefter viste to lilla streger, står stadig tydeligt i min hukommelse.
Som med så meget andet tænkte jeg jo “hvad gør man lige her?”
Jeg havde efter en del venten og tålmodighed besluttet mig for at købe en graviditetstest. Til min store overraskelse var den positiv, allerede inden jeg havde lagt den fra mig, for at vente de obligatoriske 3-5 min (tror jeg det var?) for at få en korrekt aflæsning. Jeg ventede selvfølgelig og kunne til min forbavselse se, at også efter den påførte ventetid, var der stadig to klare streger. SHIT.
Jeg gik i gang med at google. “Betyder to streger at man er gravid”, “hvor sikker er en graviditetstest”, “hvilket mærke er mest troværdigt”…. Puha, mine fingre rullede henover skærmen på mobilen, samtidig med at jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad man nu gjorde med den her tisse-pind. Skulle jeg gemme den, for at D kunne se den? Skulle jeg tage et billede og så smide den ud? Nogle skrev dato på med en tusch og tog et billede. Jeg var totalt på udebane der på vores lille badeværelse. Samtidig vidste jeg, at D kunne være hjemme når som helst.
Konklusionen blev at et billede måtte være bevismateriale nok, da tanken om at skulle gemme den, blev lige mærkelig nok. Lettere panisk begyndte jeg på overvejelser om hvorvidt jeg skulle tage test nr. 2, der også var i pakken, allerede nu. Bare for at være helt sikker. Nej. Det var dumt. Hvorfor skulle den første ikke tale sandt? Og især med så hurtigt et resultat.
Jeg må ringe til lægen, blev min næste tanke. Dermed kunne jeg få afklaring på, om den her intermististiske hjemmetest egentlig var til at regne med. Årh, men lægen havde jo for længst lukket for telefonerne, da klokken allerede var langt oppe af eftermiddagen. Om jeg kunne vente til næste dag?
NIKS. For man kan altid tage ned til skranken og bestille en tid huskede jeg. Imponerende nok, når nu jeg tænker tilbage. For antallet af gange jeg har været til lægen, siden jeg blev vaccineret for livmoderhalskræft, kan tælles på én hånd. Noget havde jeg dog styr på, i hvad der føltes som hektiske minutter, inden jeg om lidt skulle stå overfor D og blive rød i kinderne over den store nyhed.
Jeg farede derfor ud i bilen med røde kinder og en besynderlig følelse i maven. Et par minutter senere parkerede jeg bilen ude foran lægen og gik ind til skranken.
“Jeg kunne godt tænke mig en tid til at få afklaret om jeg er gravid”
“Gravid? Jamen, har du taget en test derhjemme?”, spurgte den søde lægesekretær.
“Ja, den var positiv.” Men det var jo bare sådan en fra supermarkedet, du ved”
“De test vi laver er præcis lige så nøjagtige og af samme type, så hvis du har en postiv test, så er du gravid”
Hmmm… jeg husker her at gå lidt i stå. Det var ikke et sådan svar jeg havde regnet med. Kunne det virkelig være rigtigt at verden bare ville tro på, at jeg var gravid? Også uden at der sådan var en læge der havde bekræftet det.

Hjemme igen var D selvfølgelig kommet hjem. Uden at vide det (eller, jeg ved det nu, fordi han har fortalt det efterfølgende) så opførte jeg mig åbenbart mere end en anelse besynderligt og hemmelighedsfuldt, som jeg kom ind ad døren. Det var jeg jo så sandelig også!
“Hvor har du været?”, husker jeg at han spurgte nysgerrigt.
“Bare et smut til lægen” svarede jeg og kunne næsten ikke kigge på ham.
Og allerede her, havde han vidst luret den.
1. Jeg var underlig. 2. Hvornår pokker var det lige jeg gik til lægen? Aldrig. 3. Hvorfor kunne jeg ikke kigge på ham og fortælle det helt naturligt.
“Okay”, svarede han køligt, mens jeg afventende håbede på et “hvorfor” eller “hvad skulle du der?”. Men næ nej, manden ville sgu have mig i snak selv, og fyrede op for et lumsk blik. Længe kunne jeg da heller ikke vente, før jeg fik fortalt, at jeg altså havde taget sådan en test og viste ham bevismaterialet, af det resultat jeg havde stået med i hånden.
“Kan man regne med sådan en?”, spurgte D og var vidst i nærheden af den tilstand, jeg havde stået i på badeværelset en halv time tidligere.
Jeg fortalte om hvad lægesekretæren havde sagt, og vi blev enige om, at jeg da ligeså godt kunne tage test nr. 2 også.
Den blev taget senere samme aften. Og den var god nok. To positive test pegede nu i retning af, at vi skulle være forældre. Dét var godt nok en vild tanke. Med de to positive tests besluttede vi, at det var til at regne med. Vores aften denne dag gik med at dele tanker om, hvad der nu kunne vente os, hvis det sådan rigtigt blev til noget. Men ikke mindst talte vi om, hvad vi skulle stille op i forhold til den sommerferie der ventede to dage senere, med et vennepar og deres tre børn. En lille uges kanotur i Sverige hvor vi alle skulle være sammen 24/7, og hvor der både var købt en lille én til kaffen og øl til de smukke sommeraftener der ventede.
Jeg tænker, at denne dag er én, jeg sent vil glemme.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den slags weekend der går alt for stærkt