Jeg skal være nogens mor

Om at se babyer og gravide overalt

Jeg har, indrømmet, været skruk så længe jeg nærmest kan huske. Allerede i gymnasiet skræmte jeg nogle af pigerne fra klassen væk i pauserne, ved at snakke babyer og det at blive ung mor. Dengang var det så sjovt, når snakken gik på, hvem af os, der først ville blive mor.

Siden min yngste lillebror på nu 17 blev institutionsparat, har min mor været dagplejer, hvorfor jeg naturligt også har været omgivet af børn og babyer meget af min vågne tid og i mange år. Måske det er denne slags påvirkninger, der har været med til at skabe min forestilling om, at skulle have børn tidligt. Det ved jeg nu ikke engang, om man kan sige at jeg får. Ved min termin i marts måned er jeg fyldt 25, så på den måde er jeg jo ikke ung-ung.
Nå, men pointen er, at selvom jeg har været skruk i årevis, så er det da først nu, hvor der rent faktisk er en baby i maven, at jeg virkelig mærker følelsen af, at ville have en baby. Det lyder tosset, I know, for processen er ligesom i gang. Men jeg ser mødre og barnevogne og fædre med søde babyer og gravide og…. (jeg kunne blive ved) OVERALT. Det er som om mit syn skærmes for “almindelighed” og kun ser med “mor-øjne” haha. Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening. Men alting har på en eller anden måde skiftet karakter, efter jeg fandt ud af, at der var liv i maven. Nu bemærker jeg i særdeleshed hvilke barnevognsmærker (!) andre mødre går rundt med, hvilke huer deres babyer har på og hvor mange forskellige vikler der findes på markedet. Kan det virkelig passe, at hver mor har en anden vikle end alle de andre?! Jeg har ikke set to ens endnu!!
På mit arbejde, hvor jeg dagligt betjener mange forskellige typer af mennesker, herunder en del mødre, har jeg en håndfuld gange taget mig selv i, at spørge til, hvor deres barnevogn er fra eller hvilket mærke den har. Andre gange kommenterer jeg på farven eller hvor sød deres baby ser ud. De fleste bliver glade (alle former for ros, man kan give en mor, gør glad) men nogle kigger også undrende på mig og tænker at jeg er fjollet. Eller det ser i hvert fald ud som om, at det er det de tænker. Jeg ser ikke synderligt gravid ud, hvis ikke man kender mig, og derudover bliver jeg også altid skudt til at være yngre end jeg reelt er, hvorfor det nok er de færreste der tænker, at jeg spørger fordi jeg oprigtigt er nysgerrig. Det er altså ikke bare dårlige evner til at small talke, som nogle måske tror. Der er bare SÅ mange ting, jeg pludselig har enorm interesse i at finde ud af og vide. Og hvorfor ikke spørge dem, der ser ud til at vide bedre. Altså dem der allerede har både baby og barnevogn?
Det kommer altså i allerhøjeste grad bag på mig, hvor mange tanker der ikke før, uden baby i maven, var plads til. Jeg troede ikke det kunne blive meget værre med tanker om søde babyer og den slags. Men jo – det kunne det. Det tager vidst bare til og jeg kan nu, ved nærmere eftertanke, blive en anelse nervøs for, om jeg de sidste måneder op til termin, heller ikke kan finde ud af, at snakke om andet end babyer. Lige nu er jeg nemlig meget god til at lægge låg på, og virke som om, at jeg også tænker på andre relevante ting. Men det er bare snyd, hæhæ. Godt man ikke kan se ind i mit indre mor-tankemylder.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg skal være nogens mor