Tanker om at vide babys køn

Herhjemme har “vi” valgt at få babys køn at vide. “Vi” i gåseøjne, da jeg egentlig ikke nåede at tage stilling sådan rigtigt, før D havde sagt (fordi jeg spurgte) at han synes vi skulle vide det. Og så var det jo så nemt for mig, for jeg havde det nok egentlig på den måde, at ville han vide det, var det også fint for mig. Og hvis ikke, så havde jeg været med på den.
Jep, så det er altså planen nu. At vi til gennemscanningen forhåbentlig også kan finde ud af, hvad der venter os til marts. Når det så er sagt, så skal jeg heller ikke være bleg for at at påpege, at når jeg nu ved, at vi skal have besked.. så kan ventetiden føles lang. Vi skal til scanning igen den dag jeg er præcis halvvejs i graviditeten (det trives min til tider ODC-indrettede hjerne ualmindelig godt med), den 8. november. Det giver mig måske en idé om, hvem det er der bor inde i maven, når jeg også får lov til at vide om det er en pige eller en dreng. For det virkelig ærligtalt stadig helt surrealistisk, at der bor nogen derinde. Og det på trods af, at omkredsen af min mave stiger, og at jeg sikkert inden jul ikke længere vil kunne se mine egne tæer – noget jeg har svært ved at forestille mig, hvordan føles.
D glæder sig over visheden, da han ikke er den allerbedste til overraskelser. Her kan man selvfølgelig tale om en undtagelse, hvis vi havde fravalgt at kende babys køn, da det må være en af de ting i livet, man kan glædes mest ved at blive overrasket over. Jeg ved det ikke, men det kan jeg da kun forestille mig?

Men nu, alt imens jeg bliver mere og og mere tyk, glæder vi os til at det bliver november måned.

Første besøg hos jordemoder og tanker herom

At være gravid er som bekendt en helt ny ting for mig, og derfor var også denne dag en spændende én af slagsen… for hvad mon nu der ventede os?

Hermed er første besøg hos den jordemoder vi nu er tilknyttet, veloverstået. Mine forventninger var ret uklare, hvorfor jeg ikke kan sige meget herom.
Vi sidder i det lille åbne venteområde på en af de brede hospitalsgange, da en lille tæt kvinde kommer ud og siger “Louise?”. Min kæreste og jeg rejser os og følger venligt med, til vi når ind på stuen. Her får vi anvist plads på modsatte side af bordet end hende og computeren – og så er vi ellers klar til det helt store interview. Hun er en gammel krage i faget (sådan formulerede hun det selv overfor os) og virker som typen der elsker sit job, men også sætter pris på rolige eftermiddage med MEGET sort kaffe og en cigaret i hånden. Derudover har hun en sjov accent, men taler tydeligt dansk. Hun joker en del på egen bekostning og fortæller ikke meget om, hvad vi skal, men går straks i gang:
“Har du taget stilling til amning?”, “spiser du sundt og varieret?”, “dyrker du motion?”…. og så alt det med hvad jeg laver til daglig, om det er første barn, om vi har fået hjælp til at blive gravide, hvorhenne jeg påtænker at føde og så videre. Hold da op. Det var jo sundhedsplejersken i folkeskolen om igen. Ja, lige bortset fra at hun ikke bad mig gå på line på en streg på gulvet, eller hinke fra den ene side af lokalet til den anden. Men ellers tæt på.
Jeg tror også at D synes det var lidt overvældende. Ikke på en skidt måde, men mere som i “hold da op en masse hun skulle vide”. Denne påpegelse skal heller ikke læses som noget negativt, men som skrevet indledningsvis, vidste jeg jo på ingen måde, hvad jeg gik ind til. Derfor virkede det en anelse overvældende med et sådan ‘parents to be – forhør’.
Vi klarede den og jordemoder var glad. Til sidst mærkede jordemoderen på min mave, for at fornemme størrelsen på livmoderen (jep, det kan man åbenbart?) og vi fik lov til at høre hjertelyd på hendes lille apparat, der lød som en gammel brægende nokiatelefon, der var skuret helt op i volumen.
Ikke det smukkeste jeg har hørt – men hjertelyd var der. Og hey, det ér altså en ting der ikke stopper med at imponere mig.
Jeg tror vidst nok, at vi blev godkendt. 🙂

Om at se babyer og gravide overalt

Jeg har, indrømmet, været skruk så længe jeg nærmest kan huske. Allerede i gymnasiet skræmte jeg nogle af pigerne fra klassen væk i pauserne, ved at snakke babyer og det at blive ung mor. Dengang var det så sjovt, når snakken gik på, hvem af os, der først ville blive mor. Siden min yngste lillebror på nu 17 blev institutionsparat, har min mor været dagplejer, hvorfor jeg naturligt også har været omgivet af børn og babyer meget af min vågne tid og i mange år. Måske det er denne slags påvirkninger, der har været med til at skabe min forestilling om, at skulle have børn tidligt. Det ved jeg nu ikke engang, om man kan sige at jeg får. Ved min termin i marts måned er jeg fyldt 25, så på den måde er jeg jo ikke ung-ung.
Nå, men pointen er, at selvom jeg har været skruk i årevis, så er det da først nu, hvor der rent faktisk er en baby i maven, at jeg virkelig mærker følelsen af, at ville have en baby. Det lyder tosset, I know, for processen er ligesom i gang. Men jeg ser mødre og barnevogne og fædre med søde babyer og gravide og…. (jeg kunne blive ved) OVERALT. Det er som om mit syn skærmes for “almindelighed” og kun ser med “mor-øjne” haha. Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening. Men alting har på en eller anden måde skiftet karakter, efter jeg fandt ud af, at der var liv i maven. Nu bemærker jeg i særdeleshed hvilke barnevognsmærker (!) andre mødre går rundt med, hvilke huer deres babyer har på og hvor mange forskellige vikler der findes på markedet. Kan det virkelig passe, at hver mor har en anden vikle end alle de andre?! Jeg har ikke set to ens endnu!!
På mit arbejde, hvor jeg dagligt betjener mange forskellige typer af mennesker, herunder en del mødre, har jeg en håndfuld gange taget mig selv i, at spørge til, hvor deres barnevogn er fra eller hvilket mærke den har. Andre gange kommenterer jeg på farven eller hvor sød deres baby ser ud. De fleste bliver glade (alle former for ros, man kan give en mor, gør glad) men nogle kigger også undrende på mig og tænker at jeg er fjollet. Eller det ser i hvert fald ud som om, at det er det de tænker. Jeg ser ikke synderligt gravid ud, hvis ikke man kender mig, og derudover bliver jeg også altid skudt til at være yngre end jeg reelt er, hvorfor det nok er de færreste der tænker, at jeg spørger fordi jeg oprigtigt er nysgerrig. Det er altså ikke bare dårlige evner til at small talke, som nogle måske tror. Der er bare SÅ mange ting, jeg pludselig har enorm interesse i at finde ud af og vide. Og hvorfor ikke spørge dem, der ser ud til at vide bedre. Altså dem der allerede har både baby og barnevogn?
Det kommer altså i allerhøjeste grad bag på mig, hvor mange tanker der ikke før, uden baby i maven, var plads til. Jeg troede ikke det kunne blive meget værre med tanker om søde babyer og den slags. Men jo – det kunne det. Det tager vidst bare til og jeg kan nu, ved nærmere eftertanke, blive en anelse nervøs for, om jeg de sidste måneder op til termin, heller ikke kan finde ud af, at snakke om andet end babyer. Lige nu er jeg nemlig meget god til at lægge låg på, og virke som om, at jeg også tænker på andre relevante ting. Men det er bare snyd, hæhæ. Godt man ikke kan se ind i mit indre mor-tankemylder.

Jeg skal være nogens mor

Hold da op. Ikke nok med at det er vildt at sige det højt, så er det også vildt at skrive det.
Jeg skal være mor. Og ikke bare til hvem som helst. Næ, der er sørme flyttet en lille skabning ind i min mave. Det er så tosset en følelse. Eller, følelse og følelse. Jeg mærker endnu ikke til andet end lidt små-gener som utilpashed, hvis jeg bliver for sulten, eller at min mave vokser på mystisk vis, sammenlignet med, hvad jeg før har prøvet. Så jeg “føler” jo ikke rigtigt noget endnu.

Det er mest ved en scanning, som den nakkefoldsscanning, der indtil videre er den eneste vi har været til, at man virkelig kan få bekræftet hvor syret det er, at der er liv i maven. En eller anden slår kolbøtter og drikker fostervand inde i MIN MAVE. Som om det var det mest naturlige, fortalte jordemoderen netop under nakkefoldsscanningen at “hov, nu drikker den lige lidt fostervand og sparker med benene” hvortil jeg vidst udbrød, overrasket som jeg var, “EJ, hvad?! Gør den det??” Ja, det er nok naturligt. Bare ikke, når man ikke har prøvet det før.
Jeg var selvfølgelig nødt til at spørge hende, hvornår jeg selv ville begynde at få glæde af, og mærke dette liv med spark, kolbøtter og andet fis og ballade i min mave. “Omkring uge 20, måske først i uge 24”, var hendes svar. Så det er vel næste “milepæl”, ja altså næstefter at kunne læse at 50% af min graviditet er gået, på den app jeg har indstillet på min telefon. 🙂
Det er ikke sådan, at jeg ikke kan lide at være gravid (endnu), men jeg tænker bare at det hele bliver så meget sjovere, når man også kan se og mærke noget “rigtigt”. Og ja, så er det jo ved gennemscanningen i uge 21 at vi har valgt at få babys køn at vide. Dét bliver sjovt.

Jeg er stadig lige overrasket og imponeret over at det bare sådan kan lade sig gøre, at der vokser en baby inde i maven. Helt af sig selv, ved den og “naturen” bare hvad der skal ske, og jeg gør ikke meget anderledes, end inden jeg vidste der var liv i maven, udover at spise lidt vitamintilskud og være mindre hård ved mig selv. Det er ret sejt.
Og hey – hvor vildt det end lyder på skrift og i tale, så er det gode at der er SÅ mange der har gjort det her før mig, og klaret det godt.
Shit, jeg glæder mig til at blive mor.