Når det ikke er muligt at læse sit eget barn

I sidste uge kunne jeg ånde lettet op. Efter i halvanden- to uger at have haft den mest ambivalente følelse af, at jeg ikke var i stand til at læse Vilja, følte jeg endelig at jeg var på rette kurs igen.
De foregående uger havde været noget rod med både lure, mad og vores hverdagsrutiner generelt. Jeg var begyndt at synes, at jeg havde mistet følingen med at kunne aflæse Viljas behov og det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke blive klog på om hun var træt, sulten… eller noget tredje eller fjerde. Og når jeg troede at hun var træt og derfor forsøgte at putte hende i barnevognen, lå hun og kiggede på mig, som om jeg var tosset. Hun skulle ikke sove.

Lige sådan var det med hendes madindtag. Hun var pludselig hverken nysgerrig eller interesseret i den mad jeg tilbød hende og kreerede efter bedste evne. Kunne hun bare få en portion grød og en halv banan, så var alt i skønneste orden. Det hele var så mærkeligt og jeg nåede et par gange i løbet af den halvanden uges tid, at fortælle D, hvordan jeg slet ikke kunne finde ud af hverken til eller fra med Vilja. Jeg begyndte at vende det imod mig selv og tænkte på, om jeg havde ændret på noget eller fået en ny overbevisning om et-eller-andet. Men jeg kunne ikke finde svaret.

Samtidig med at jeg var på herrens mark i forhold til at forstå og hjælpe Vilja med sine behov, havde hun et ekstra stort behov for at putte og være tæt på mig hele tiden.

Før jeg fik set mig om, skete det på samme måde som jeg to uger forinden havde oplevet, at alting igen blev vendt på hovedet. Vilja begyndte at spise igen, være mindre pylret og tilmed også sove, når jeg troede at hun var træt og skulle puttes. Nætterne blev desuden rolige og i det hele taget følte jeg at “den gamle Vilja” var kommet tilbage.
Da jeg samme aften skulle børste tænder på Vilja, så jeg at hun havde fået en ny kindtand i hver side. To nye kindtænder på én gang.
Nu gik det hele op i en højere enhed. Selvfølgelig var det dem, der havde generet hende og været skyld i, at hun slet ikke kunne finde ud i at være i sig selv og jeg ikke kunne afkode hendes behov. Den lille krop havde groet to nye tænder – dét er der vidst ikke noget at sige til, at hun havde reageret på.

I øvrigt havde Vilja allerede otte tænder, og ingen af dem, har virket til at påvirke hende det mindste. Jeg har derfor ikke gjort mig en eneste tanke om, at dét kunne ligge til grund for hendes pludselige anderledes signaler og behov. Men jeg har godt nok hørt- og er også blevet spurgt en del gange – til hvordan Vilja har taget det, når der er kommet tænder. Det er (i mor-verdenen) en af de ting man “frygter” lidt, fordi det tager hårdt på nogle børn.
Og nu har vi også lidt tanderfaringer at give ud af.

Tænk sig som uforudsigelighed fylder, når man er forælder. Der er så mange ting der kommer og går, sker når man mindst venter det. Og når man tror det kører, kommer der et udsving til højre, inden det igen er muligt at rette ind og fortsætte ligeud.
Ikke nok med, at vi nu er to kindtænder rigere, så er jeg også en del erfaringer rigere. Vi bliver stadig klogere på Vilja for hver dag der går og hun bliver klogere på sig selv.
I mødregruppen kan jeg huske at vi tit talte om, at man som mor altid forsøger at “finde en grund”.
“Mit barn er pylret, hvad kan det skyldes? Mit barns næse løber, hvad kan det skyldes? Hvad er grunden til, at mit barn klør sig i øjnene hele tiden?”
Og som en af de andre mødre tit var god til at fortælle, hvis en anden forsøgte at finde en grund, så var det at “måske er der ikke nogen grund. Han er jo bare en baby”.
Sådan er der jo så meget, for som jeg skrev om i går (læs med her) sker der ufattelig meget i de små kroppe de første tre år af deres liv. Nogle gange er det også “bare” overvældende for dem.

Har I haft udfordringer med tænder?

 

At opdrage uden at være enige

Der er mange ting vi er enige om herhjemme. Og så er der nok nogenlunde lige så mange ting vi ikke er enige om. Alt lige fra hvordan tingene skal stå i opvaskeren, når man fylder den, til hvor gammel man skal være for at få en telefon eller hvilken serie vi skal se sammen.
Jeg kan godt lide at vi ikke er enige. Jeg glædes ved at høre D’s synspunkter på de områder, hvor vi har hvert vores udgangspunkt, og jeg kan godt lide at snakke med ham om et emne og bagefter føle mig beriget, fordi han havde noget helt andet at bidrage med end mig.
Der er ikke noget vi er sådan “nu-hæver-vi-stemmerne-uenige-om”, men det ligger heller ikke til nogle af os at gøre det.
Efter vi er blevet forældre til Vilja, er uenighederne og vores forskellige syn på emner i opdragelsen rigtig kommet op til overfladen. Det har været “nemt” indtil nu, hvor Vilja har været lille og ikke kunne gøre så meget til eller fra.
Nu er hun oppe at gå og interesseret i at opleve hele verden. Det er nu vi, om nødvendigt, skal sætte grænser og være enige om, hvordan vi ønsker at gøre det ene eller det andet i løbet af hendes opvækst. Det skal ikke forstås som at vi nu er ved at skrive en mindre roman om, hvordan vi vil håndtere alle mulige former for situationer der kan og vil opstå med et barn… for vi tager tingene løbende; men der opstår ugentligt nyt synes jeg.

“De første 1000 dage af barnets liv er helt afgørende for barnets fremtid”

Sådan sagde min sundhedsplejerske til mig, ved et af de første besøg, da Vilja var helt lille. Vores snak faldt på, at det var vildt hvordan “man” fra den ene dag til anden, kunne få så stor en opgave og så vigtigt et ansvar at opdrage et barn. Hertil var det hun fortalte mig, at de første 1000 dage er de mest afgørende i løbet af et barns opvækst.

“Det er her barnet lærer om tilknytning, og med udgangspunkt i dette udvikler sig personligheds- og følelsesmæssigt. Det lille barn lærer verden at kende gennem tilknytningen til sine omsorgspersoner, som til at starte med kan hjælpe med at regulere det. Sidenhen lærer barnet at regulere sig selv.
Tilknytningen danner fundamentet for, hvordan barnet oplever og fortolker sin omverden. Det er altså her, at barnet lærer at skabe og vedligeholde en følelsesmæssig relation til et andet menneske” (artikel fra altompsykologi.dk)

Jeg kunne blive ved at skrive om tilknytning. Og de første 1000 dage. Det er så spændende et enme, netop fordi det i mine øjne er  vildt hvordan vores opførsel og ageren overfor vores børn, betyder så meget for, hvordan deres personlighed former sig. Det giver ikke andet end mening, men efter jeg selv er blevet en af dem med sådan et ansvar, sætter det alting liiidt mere i perspektiv.

Lige præcis grundet ovenstående, har vi ofte gode, lange snakke om hvordan vi selv har oplevet ting i vores egen opvækst overfor hvordan vi ønsker Viljas opvækst skal være. Vi er vokset op med to meget forskellige tilgange og værdisæt og det er altså spændende, nu at være fælles om, at skulle gøre det vi synes er det bedste.
Noget har en af os tænkt mere over end den anden og har måske nogle gode argumenter, for en måde at gøre noget på. Andre ting har ingen af os overhovedet overvejet, før vi står i den givne situation med Vilja. Alt lige fra om hun skal tilbydes alternativer, hvis ikke hun spiser så meget til aftensmaden til om hun skal have lov til at holde vores telefoner, hvornår vi skal stoppe hende hvis hun klatrer rundt, med risiko for at falde osv.Jeg er spændt på og glæder mig til den tid vi går i møde rent opdragelsesmæssigt. Det er nu vi gennem vores værdier, vejledning og egen gøren kommer til at forme Vilja endnu mere. Som var hun et byggeprojekt, hvor der hver dag bliver sat en ny klods på, vil vi hver dag bidrage mere til den personlighed der former sig hos hende.

Vi har allerede talt om, hvilke værdier vi i særdeleshed synes der er vigtige at give og lære hende om. Det er naturligvis svært at koge ned, men måske en fornuftig øvelse at tænke firkantet over, hvad det er vi har for øje.
Vi vil gerne lære hende at være taknemmelig og ikke tage ting for givet. Sætte pris på selv de mindste ting, være ydmyg og hjælpe andre.
Vi vil lære hende at det er okay at noget ikke går som ønsket, for man kan prøve igen. Og vigtigst af alt, lære hende at hun er god nok, fordi vi kan lide hende for lige netop den hun er. Gennem disse værdier håber vi at Vilja naturligt vil være nysgerrig på verden, tro på det bedste i mennesker og blive glad for frisk luft og vind i håret.

Har I gjort jer tanker om eller haft opdragelsessnakke derhjemme?
Hvad er I mest enige og uenige om?

Nyttehaven #1

Ikke nok med at jeg er flyttet ind i et hus som jeg har købt sammen med D, er blevet mor til Vilja og er blevet hjemmegående… ja, så skulle vi altså også have en nyttehave.
Vi skrev os på venteliste i vinters og lige da foråret skulle til at hilse på, blev vi ringet op og tilbudt en have. Vores helt egen nyttehave. Nummer 52.
Det er ikke fordi vi mangler noget at lave, eller mangler en have at passe; men vi vil så gerne dyrke selv og se ting vi passer, sår og planter bære frugt. En nyttehave var simpelthen lige noget for os!

Haven herhjemme skal være med plads til grill, terrasse til at nyde morgenmaden på, lidt træer med frugt, biobed og oaser der giver forskellige rum i haven. Nogle gode rammer for udeleg og hygge omkring bålfad med plads til snobrød og skumfiduser, en fryd for øjet med smukke farver og små krible-krable dyr.
Nyttehaven derimod skal udgøre vores nye sted at hente særligt grønt, bær og des lige. Det skal være her vi bruger formiddage på at så frø, grave, vande og passe og pleje. Her vi skal ned om eftermiddagen, inden der skal laves aftensmad, for at hente grøntsager til dagens menu og hente friske bær til dessert, topping på morgenmaden og snakcs til madpakkerne. Det skal være her vi taler om “fra jord til bord” og tager Vilja med i alle de processer, der er når man har en sådan have. Det er her vi sammen kan lære om, hvad det rent faktisk kræver “at få mad på bordet”.

Mulighederne er pludselig (dejligt) mange, og det havde været noget helt andet, hvis vi skulle finde plads til lige så mange gode ting at dyrke i haven herhjemme. Det ville ende med at vi skulle indgå en slags kompromis med os selv, i forhold til at opveje “hvor meget terrasse” vs. “hvor mange forskellige grøntsager” osv. Det er der ingen grænser for nu.
Vi regner med at skulle have et æbletræ eller to i haven herhjemme og derudover vil vi også plante nogle krydderurter, men alt derudover er på nyttehave-listen.

Vi har overtaget en have der har stået til i en del år on/off og derfor har vi haft lidt forarbejde at tage fat på, før vi overhovedet kan begynde at tænke over hvad der er plads til og hvor.
Der er nogle få ting der er bevaret og som vi vil give en chance denne og måske næste sæson. Bl.a. var der et tilgroet jordbærbed, som jeg knoklede med det meste af lørdagen, for at rode bod på. Vi kan lige så godt se om det er noget værd, inden vi overvejer at droppe det. Som det er at se på billederne, var det ikke så lidt der skulle væk, så jeg håber det er arbejdet værd og at mig og Vilja kan plukke lidt jordbær herfra senere på sæsonen.

Derudover er der et fint kirsebærtræ, som trives samt lidt forskellige bærbuske, som vi også i første omgang har prøvet at give lidt plads og luft, for at se om de er værd at samle på.
Resten af haven krævede en kærlig klutivator-hånd, en rive, sortering og en masse ukrudtsrydning.

Således så det ud da vi startede lørdag formiddag. Og på næste billede hvordan det så ud, da vi tog hjem i går eftermiddags. Utallige arbejdstimer og trillebørlæs senere.

Nu er vi altså i gang.
I aftes sad vi med blyant, farver og D’s målestokslineal (som han er meget glad for, hvorfor jeg nævner den her) og tegnede nyttehaven med vores planer, ønsker og ideer.
Haven måler 10×20 meter og der må bygges 8 kvm skur og 4 kvm veranda, så det skulle vi også have med i overvejelserne.
Næste step er at fjerne de sidste bunker på billedet ovenfor, og så ellers få lavet en indgang til haven, en sti af natursten hele vejen igennem den og få inddelt jorden i nogle felter, som vi kan dele op til de forskellige plantefamilier vi skal så.
Det er vidst ikke kun i mine fingre det kribler, for D spurgte da i aftes, om vi så lige skulle tage et lille smut forbi, når han kommer hjem fra arbejde i dag.

Jeg behøver vel næsten ikke at fortælle, at Vilja er i himlen dernede. Jord at rode i og fri leg på den kæmpe plæne, der ligger lige ud for vores have. I går var hun med i trillebøren på alle de læs jeg kørte over i kompostbunken – sikken glæde. Efter en times tid med det, fik hun lidt mad og så en lur på et par timer, mens vi knoklede videre. Det spillede bare.
Åh, hvor jeg glæder mig til endnu mere nyttehave! Følg endelig med her, i hvad jeg tænker bliver en føljeton af indlæg, om vores projekt med at skabe en fantastisk nyttehave.

Små tanker

Stille
Langsomt
Uden bekymringer
opdager
og lærer du.

Jeg kigger væk
men vender blikket tilbage,
for at se dig tænke.
Du ser verden,
men ikke som jeg.
Du sammenligner,
dømmer
og overvejer ikke.
Du er bare.

Du møder
og smiler,
griner.
Glædes over de mindste ting.

Jeg forsøger at gøre efter
Møde verden som du,
og nyde alle
selv små øjeblikke.

I de små sko tager du store skridt,
Store for mig som mor.
Mon jeg bliver ved med at
kunne følge med?

Der sker store ting i vores lille familie

De seneste 14 dage har været vilde. Vi har haft ekstra tid sammen fordi D havde fri i dagene op til- og hele påsken. Derfor tog vi alvorsbriller på og kiggede hinanden dybt i øjnene. Var det nu vi begge havde tiden og overskuddet? JA.
Med over en uges fri for D’s vedkommende kunne timingen ikke være bedre. Og jeg har længe været desperat for, at noget skulle ske, men ikke helt vidst hvordan jeg skulle tage sagen i egen hånd. Nu var det nu og vi var begge klar til kamp.
Vilja fyldte et år for knap en måned siden, jeg har været træt af- og utilpas ved at amme i nærmest lige så længe og nu var det tid til at det skulle være slut. Ikke mere amning om natten, og ikke noget med en tår hist og her i løbet af dagen.
Vi lagde en plan som lød på at D i hele sin ferie skulle have natte-tjansen, hvilket betød at babyalarmen (ja, den bruger vi om natten, da vi har to plan og Vilja sover ovenpå) lå på hans natbord og ikke mit. Hvis hun sagde noget, var det ham der skulle op til hende og jeg skulle kun hjælpe i yderste “nødstilfælde”.
Vi var begge klar til nogle hårde nætter, da Vilja hver nat er blevet ammet min. 1 gang i maaange måneder. Ja, da hun var mindre var det selvfølgelig flere gange. Dernæst er amning jo en tryghed og særligt derfor var jeg spændt på, hvordan det hele skulle spænde an. En reaktion måtte der jo komme?

D var klar og ganske rolig og jeg var lettet over, at det var nu vi virkelig skulle “gøre noget”. Sammen.
Jeg har ikke haft en eneste bekymring om, hvordan det skulle gå, for jeg ved hvor glad for og tryg Vilja er ved ham – derfor ingen kvaler i den dur.
Men hvordan skulle det gå? Ville hun skrige på mad den halve nat? Kalde på mig? Holde sig vågen pga. sult?
Nogle ting er altså bare lidt svære, når ens barn ikke har noget rigtigt sprog endnu.

For at det ikke skulle blive mere kold-tyrker-agtigt end højst nødvendigt, valgte vi til at starte med, at holde fast i putteamningen – altså den stund vi har, lige inden Vilja puttes. Dog rykkede vi den til stuen i stedet for hendes værelse, for at adskille søvn og amning. Det blev derfor sådan, at jeg gjorde hende natklar og ammede hende, hvorefter D overtog når hun skulle puttes og lægges i seng. Så var der hverken en mor eller en mælkebar der kunne friste der.

Og hvordan det gik?
Han har i snit brugt et kvarters tid, fra de går ind på værelset og til han kommer ud igen og Vilja sover.
Det var første succes! Putning uden at blive ammet på værelset og i stedet blive lagt i seng af far.

Den første nat sagde Vilja noget 3-4 gange, hvor D var oppe hos hende og synge en sang og hjælpe hende videre i søvnen. Vi havde gjort et glas vand klar, han kunne tilbyde hende, hvis hun søgte noget hos ham, men det blev aldrig aktuelt. Han brugte sjældent mere end 5-10 min., så var han tilbage i seng og Vilja sov så sødt. Og sådan gik det lidt op og ned hele påsken. Nogle gange var han oppe hos hende en enkelt gang, nogle nætter fire gange, men hun var aldrig ked, utrøstelig eller sulten. Det kan derfor lige så godt være alt andet end den pludseligt manglende mælkebar, der var årsag til hendes kald om natten.

Som dagene gik, åndede vi mere og mere lettet op. Vilja tog forandringerne med den største ro og accept og vi er begge overraskede over påskens projekt. Desuden er appetitten i løbet af dagen, blevet meget større hos hende og det virker også som om, at hun får spist mere til aftensmaden end ellers.

Nu er vi ved at samle os og gøre klar til næste og sidste etape. At droppe putteamningen inden hun skal sove. Vi har talt om at gøre det i næste weekend, så vi mere eller mindre er i mål med nætterne uden mad, hvilket jeg synes går rigtig godt.
D startede på arbejde i tirsdags, så fra mandag aften overtog jeg igen natte-tjansen og det er gået ganske roligt. Vilja søger ikke efter mad hos mig og accepterer som med D, at jeg synger en sang for hende og hjælper hende videre i søvnen.
Vi krydser for at det bliver ved og at Vilja vil få nogle bedre nætter uden (for mange) opvågninger, som jeg mistænker har skyldtes at det var hyggeligt lige at komme op til mor og få lidt mælk.

Jeg nyder allerede at have min krop mere eller mindre for mig selv, pånær ved puttetid. Men det fungerer godt, så længe at ved det kun er der amningen skal foregå. Jeg kender omfanget og det har lettet mange følelser i mig. Som jeg ellers oplever en del mødre berette, så er denne beslutning ikke beslægtet med et savn eller svære følelser for mit vedkommende. Alt jeg føler er lettelse og gud, hvor er det skønt!

PS. Efter at skrevet dette indlæg sad jeg og scrollede lidt i min kamerarulle, for at finde et billede eller to der passende kunne bruges til ovenstående skriv. Men jeg ejer ikke et eneste billede af mig der ammer Vilja. Det bekræfter meget godt, at jeg aldrig har været fan af dette, så derfor har jeg i stedet en masse billeder af en glad baby efter amning. Lige som billedet ovenfor, hvor Vilja var en lille 4-måneders baby, der blot levede af mælk. Åh hun var også sød dengang.