At vende tilbage

Når noget har været svært og fyldt meget i mine tanker, har jeg svært ved at komme tilbage. Det er udfordrende for mig at komme væk fra lige præcis det, jeg gerne vil væk fra. Og sådan er det gerne, når der er noget man helst ikke vil tænke på eller tillægge betydning, for så sker det modsatte.

Det gør det udfordrende at skrive herinde. Jeg har så meget godt, der venter. Så meget på hjerte. Men det har virket helt forkert at dele før nu, for jeg har ikke haft hovedet med. Tanker, opskrifter, interview og des lige må vente lidt endnu.

Jeg er på vej tilbage. Det går meget bedre.

Det er snart fire uger siden, at jeg var bange som aldrig før. Nervøs, som skulle jeg op til alle mine eksaminer fra gymnasiet på én gang… og ked af det i en sådan grad, at tårerne ikke kunne stoppe.

Jeg er meget taknemmelig for stadig at have min lillebror. Og den glæde og taknemmelighed prøver jeg på bedst mulig måde at bruge konstruktivt. Han vil synes jeg er fjollet overhovedet at skrive og have det sådan her. For han er her jo. Han er okay.

Der er ikke noget i min erindring der har bragt mig i så meget ubalance før. Ikke på denne triste, frygtende måde. Jeg har før været langt nede, men det her har været anderledes.

Tak for at I stadig er her. I hvert fald i følge tallene.

Når livet hænger i en tynd tråd

Det var verdens længste køretur. Vi vidste ikke noget om hvad der ventede. Var skaderne blevet værre eller var han stabiliseret? Vi skiftedes til at have tårer trillende ned ad kinderne og huske hinanden på, at han var sej og stærk. At han havde alderen med sig og er tilpas stædig. “Vi tror på ham” blev jeg ved med at sige. Jeg ved ikke om jeg selv troede på det, men jeg gjorde alt for at overbevise resten af familien.

I søndags blev jeg ringet op midt i morgenmaden. Det var sådan et opkald, man aldrig nogensinde håber at modtage. Min mor sad i bilen sammen med sin mand og min søster og fik fremstammet at de var på vej til Rigshospitalet. Min bror var kørt galt. De vidste ikke meget andet, end at det var kritisk og at han var fører af den forulykkede bil.
Indenfor et kvarter holdt de foran vores hus og samlede mig op. På vej videre fik vi også samlet min anden lillebror op og så sad vi ellers der sammen; på vej til Rigshospitalet med en fælles frygt for, hvad der ventede.

Jeg ryster stadig ved tanken, ja selv i skrivende stund kan jeg ikke helt være i følelserne. Jeg var  bange.

På Rigshospitalet blev vi guidet til traumecenteret og dirigeret ind i et “pårørende rum”. Sådan et lille rum med grå intetsigende sofaer og blå “diposable curtains” som der stod på dem. I hjørnet var en håndvask udstyret med sæbe og sprit og sedler om corona og håndvask. Vi stod bare der og ventede. Sygeplejersken der havde taget imod os, havde allerede forberedt os på, at det nok kun var to af os, der kunne komme ind og sige hej. Fordi corona.
Det kunne jeg slet ikke have og jeg havde også prompte svaret hende igen med at vi altså alle sammen var “nærmeste pårørende”.Efter hvad der føltes som evigheder, kom den akutlæge, der havde behandlet min bror ind til os. Han bad os sidde ned og tog sit mundbind af. Mens han berettede om hændelser og skader, stirrede jeg ud i luften. Jeg kunne ikke tænke på meget andet, end at jeg gerne ville have lov til at se min bror nu.
“Jeg kan tage to af jer med nu, sluttede han.”

Shit en søndag. Fra traumecenteret til intensiv og mere ventetid. Vi endte heldigvis med at få lov til at komme og se. Vores bror blev holdt sovende i respirator og indtil jeg så ham igen i fredags, var lige netop billedet af ham liggende der på intensiv, det billede der havde printet sig fast i min hukommelse. Det kunne have været værre, altså det fastprintede billede… men det var bestemt ikke sådan, jeg havde lyst til at huske på ham. Det var ikke det jeg havde lyst til at se, hver gang jeg lukkede øjenene.

Den seneste uge er gået med fællesopkald tre gange dagligt med min anden lillebror, søster og mor. Begrænsningerne grundet corona har nemlig betydet, at kun min mor har måtte komme på besøg. Og kun i 15 min. ad gangen. Derfor har mange opdateringer fra hospitalet fundet sted telefonisk.
Jeg har været urolig i kroppen, ked af det og ulykkelig helt ind i hjertet. Jeg har savnet, grædt, tænkt og været søvnløs.
Vi er mere eller mindre sluppet med forskrækkelsen, for min bror har det bedre end nogen overhovedet har turde håbe på og er sluppet uden nogle varige mén. Det er slet ikke til at forstå.
Selvom jeg både har set ham i fredags og i dag er det stadig en smule surrealistisk. I søndags på vej til Rigshospitalet vidste vi ikke, om han overhovedet ville komme hjem igen. Og nu er han derhjemme, som har det aldrig været anderledes.

Livet er sgu ikke for sarte sjæle. Puh, hvor kan så store følelser sidde dybt i kroppen.

I mandags havde jeg uendelig svært ved at finde ro og skrev denne tekst:

“Mit hovede er fyldt med ord, men min krop er tom. I stykker for en tid.
Jeg vil så gerne sige noget. Skrive noget. Forklare noget. Men hvor starter og slutter denne fortælling?
Jeg kender den knap nok, men har samtidig aldrig været berørt som nu, før. 

Det gør ondt og gør ked. Når jeg græder svinder smerten. Men kun kortvarigt.
Så fyldes mit hovede igen. Med tanker, spekulationer, spørgsmål.

Jeg håber snart at finde lidt ro. 

Tak verden, for at passe på og holde ved.
Jeg er klar til kamp, hvad end det må kræve af mig.”

I morgen får jeg min bror at se igen. Jeg glæder mig allerede. Det hjælper på forståelsen og det har aldrig været mere fantastisk at have ham hjemme.

Hvis bare jeg kunne takke den, der har holdt hånden over ham.
Var det dig, far? <3

Mit bedste bananbrød

Det er i stimer at vi bager bananbrød herhjemme. Lige for tiden er vi inde i en stime. Indenfor den sidste måned har vi næsten bagt det ugentligt.
Og lige nu har vi sågar et liggende i fryseren.

Det er sødt, mætter godt og er perfekt som snack på turen, til aftenkaffen eller til en nem morgenmad.
Her får I min opskrift:

4 modne bananer
80 g rugmel
170 g fuldkornsmel eller grahamsmel
1 tsk bagepulver
2 tsk vanilje
3 tsk kanel (kan udelades)
1 æg
2 spsk olie
3 spsk honning

Bananerne moses og blandes med de øvrige ingredienser.
Det gør det også meget børnevenligt – for rækkefølgen det blandes i er ligegyldig og der skal hverken bruges håndmixer eller andre køkkenmaskiner. Hvis blot ingredienserne er fremme, kan I nemt blande, veje og mose i fællesskab.

Brødet bages i en smurt brødform eller beklædt med bagepapir ved 180 grader i ca. 50 min.Som nævnt egner det sig godt til nedfrysning og et tip herfra er at skære det i skiver, inden det kommer i fryseren. Jeg plejer at lægge mellemlagspapir mellem skiverne, for så er det altid nemt at fiske en enkelt skive op, hvis ikke du skal bruge mere. Det gør vi tit, når vi skal ud at gå eller køre.

Jeg håber I kan bruge opskriften,
Har du bagt bananbrød før?

Min plads i søskendeflokken og relationen til min mor

Da jeg blev født var min mor 24 år. Og da jeg var bare 15 måneder, blev min lillebror født.
Som 6-årig blev jeg storesøster igen – denne gang til en lillesøster og da hun var knap 15 måneder, fødte min mor sit fjerde barn; endnu en lillebror.
Jeg kan selvsagt ikke huske tiden uden søskende. Og mine søskende har aldrig prøvet andet. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var dengang det bare var min ældste lillebror og mig. Jeg kan huske da mine to mindste søskende kom til verden og hvordan det var at blive storesøster der.
Fra de blev født og frem til i dag gemmer sig alt fra sommerferier, hulelege i haven, cykelture uden forældre, tid i køkkenet, glæden ved at være den storesøster der fulgte “de små” i skole og hentede dem i børnehaven da den tid var, i mine erindringer. Ja, minderne er naturligvis mange og er som udgangspunkt med alle mand inkluderet.
Jeg har aldrig haft min mor for mig selv og jeg kan ikke komme i tanke om nogle ting jeg har lavet, hvor det bare har været min mor og mig. I særdeleshed fordi mine søskende var små, da jeg nåede den alder, hvor det ellers havde givet mening, at hive mig med i biografen eller på cafe uden de andre. Der var brug for min mor et andet sted og det er et vilkår jeg har været barn under altid. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har værdsat mine søskende og de oplevelser og minder det (i stedet) har givet at have dem; for jeg har aldrig kendt til andet.Det er først for nyligt jeg er begyndt at reflektere over, hvad jeg ikke har “fået” kva at jeg er storesøster i vores flok.
Jeg har nydt at være storesøster og gør det stadig. Det er til tider en anelse anstrengende, men på en tålelig måde. Vi hviler alle sammen i de roller vi er født ind i og det betyder f.eks. for mit vedkommende, at jeg har fået rollen som “initiativtager” og gerne skal komme med løsninger og svar. Det er sådan min plads og rolle har været i familien det meste, hvis ikke hele min opvækst som storesøster og det hænger åbenbart ved.

Jeg ville aldrig have lyst til at vælge mine søskende fra eller ønske mig at min opvækst havde været uden dem. Men jeg kunne godt have ønsket mig, bare nogle gange, at have fået følelsen af, at “der kun var mig”. Få lidt udelt opmærksomhed, som kunne styrke det bånd, jeg har til min mor.
Og sådan har vi nok alle sammen noget, vi godt kunne tænke os og ikke har fået. Om det så er i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.

Når jeg hører hvordan weekenderne foregår “derhjemme” nu, så er min mor og søster ude at gå tur, drikker kaffe sammen og tager på IKEA tur. I hverdagen spiser de morgenmad sammen og jeg mærker tydeligt hvordan jeg føler at min søster (som nu er den eneste der bor hjemme) kender vores mor på en anden måde end mig. Hun kender hende bedre. Og selvom det giver god mening, er det ret pudsigt at have det sådan.
Da jeg boede hjemme, boede alle hjemme. Hverdagshjulet kørte med logistik og praktik. Hvem skulle til fritidsaktivitet hvornår, hvem var hjemme til aftensmad, hvornår skulle vi spise, hvis flest skulle være med og indimellem alt det var der indkøb, vasketøj, arbejde, lektier og…
Derfor er de stunder, som de har derhjemme nu også nogle der først er plads til nu. Vi er alle blevet voksne og livet er et andet nu. Vi har jo hver vores.

For det meste tænker jeg; hvor er det skønt at min mor og søster netop har det, som de har det. Hvor er det dejligt at min søster også får det med.
Og samtidig, at i og med at jeg kun har Vilja, så bliver vores dage, stunder og weekender forhåbentlig i retning af det. Jeg håber i hvert fald på en lige så tryg og god relation med Vilja, som jeg ser min søster have til vores mor nu.

Efterårets malerprojekter, farvekoder og mine bedste malertips

I efteråret tog vi fat på en ny del af personliggørelse og indretning i vores (hvad jeg stadig føler er “nye”) hus. Vi har boet her siden sommeren 2019, men er stadig i gang med at indrette os. Forstået på den måde, at vi fortsat (i nogle rum) mangler ting på væggene, de rigtige lamper osv.
Vi har ikke travlt, men samtidig er det nu også meget rart, hver gang der er en ny ting at sige “tjek” til.

Det var blevet tid til at få farve på nogle af væggene. Først bestilte vi maling til entre og den store væg der forbinder over- og underetage – husets største væg, da den følger trappen ned fra spisestue til stue og på sit højeste punkt er 5 meter.
Da vi havde fået malet dér så de andre vægge pludselig endnu mere hvide ud… så vi fortsatte projektet i flere af husets rum. Fuldstændig som havde vi aldrig lavet andet, brugte vi mange aftentimer på at søge pinterest tom for billeder af de farver vi overvejede at male. Og så bestilte vi rum for rum, for rum.

Mit første tip, hvis du skal male derhjemme er derfor også at søge på f.eks. Pinterest på den maling du overvejer. Vi har udelukkende malet med Jotun (mere herom senere) og der er tonsvis af billeder at finde af netop deres farver. Vi har på intet tidspunkt kigget på farvekort, men i stedet set på andres malerprojekter og er både blevet inspireret og klogere herigennem.

Tre steder i huset er vi endt med at male med kalkmaling, de øvrige steder har vi brugt almindelig vægmaling.

Nedenfor kommer billeder af alle de rum vi har malet, så I kan se farverne. Derudover har jeg også noteret farvekoder, hvis I skulle have lyst til at male med nogle af farverne.

På begge vores badeværelser har vi malet med farven Joutn lady pure color Laurbær – 8302
Det er en meget smuk og lys grøn farve som bidrager med rar og ren stemning i badeværelserne.På den store væg i stue/spisestue har vi malet med kalkmalingen Jotun lady minerals Deco pink – 2782.
Udover højdeperspektivet med de 5 meter på højeste punkt, var der ikke de store udfordringer i at male denne væg. Vores oplevelse med kalkmaling er at det er super nemt at arbejde med og ikke kræver nogle særlige færdigheder. Alt det kræver er en grov facadepensel (vi blev anbefalet den af malgodt.dk) og derfra er det bare om at male forskellige strøg i alle retninger. Op, ned, skråt, sidelæns. Jo mere “uperfekt” jo mere struktur i malingen som slutresultat. De tre steder vi har malet med kalkmaling, har væggene fået to gange. Det synes vi gav den bedste finish.I soveværelset har vi malet med Jotun lady pure color Mørk aubergine – 3207.
Den lilla farve passer perfekt sammen med vores mørkeblå seng og har til sammen skabt lige præcis den ro vi ønskede os. Vi har malet to vægge i soveværelset. I vores entre blev vi enige om at vælge kalkmaling for det rustikke look og for en mindre sart væg.
Farven her hedder Jotun lady minerals cashmere – 10683.
Noget af det vi også elsker ved kalkvæggene er det udtryk de får – væggen ser forskellig ud fra alle vinkler og det er ret fængende synes vi.Viljas værelse fik også en omgang med kalk. Jeg kunne slet ikke stå for denne farve og er en sucker for jordfarver. Det er blevet fint og varmt med netop denne farve.
Hos hende har vi også kun malet to vægge.
Farven hedder Jotun lady minerals rustik terracotta – 2771.
På D’s søns værelse var han med til at vælge farve. Han faldt (heldigvis) selv for denne grønlige farve, som også har et meget forskelligt udtryk alt efter hvor I rummet man står og hvordan lyset falder.
Mens vi i alle andre rum, føler vi har fået de farver vi forventede efter at have søgt nettet tomt, overraskede denne os. Det var dog ikke til den dårlige side, men de billeder vi havde set af farven på forhånd gav os et indtryk af at det ville være mere turkis end grøn, når vi malede.
Farven hedder Jotun lady pure color balanse – 6325
I stuen gik vi efter at få helt ro på. Samtidig med at vi gerne ville introducere en ny farve som passede med den grå sofa og vores mørkegrønne marmor bord. Det er blevet lige som vi håbede på. Stuens to største vægge er blevet malet med farven Jotun lady pure color deco blue – 4477 resten er stadig hvide. Nu er vi mere end nogensinde før, på udkig efter lamper, for selvom det er skønt med en mørk farve, så sluger den (selvfølgelig) en del lys.

Vi har stadig et par småreparationer hist og her, hvor jeg har været for gavmild med at male ud over malertapen (det er kun sket to-tre steder!) men ellers er vi i mål for nu. Næste gang vi skal male, bliver det i køkkenet; men der skal først et par andre ting på plads der.
Det er helt utroligt, hvor stor forskel det gør, at bruge farver i indretningen. Vi er både blevet mere bevidste herom og derudover også mere modige ift. at at bruge det på andet end vægge.
Jeg glæder mig til at vise jer lidt mere boliginspiration på et tidspunkt, når vi er i hus med flere af vores ønsker.
For nu vil jeg slutte af med et par fifs og så ellers sige god malelyst, hvis det har vækket noget i dig, at læse med her. Desuden vil jeg nævne, at vi har købt al maling og tilbehør hos malgodt.dk og oplevet fremragende service. De leverer dag til dag til din hoveddør, svarer hurtigt i chatten, hvis man har brug for hjælp og har en overskuelig hjemmeside. Derudover leverer de næsten alle farver i 3-4 forskellige størrelser (antal liter). Blot et tip!

Og her kommer så det sidste:
– Vælg en bred malertape
– Overvej glansen på din vægmaling. Vi har valgt en super-mat vægmaling som desuden er vaskbar, når den er færdig med at hærde.
– Træk malertapen af, mens malingen stadig er våd. Så er du garanteret de skarpeste kanter.
– Afmontér kontakter i stedet for at tape dem ind
– Mal to-tre lag alt efter hvilken farve du dels maler med og dels har som underlag

Hvordan bruger I farver hjemme hos jer?