Mit bedste bananbrød

Det er i stimer at vi bager bananbrød herhjemme. Lige for tiden er vi inde i en stime. Indenfor den sidste måned har vi næsten bagt det ugentligt.
Og lige nu har vi sågar et liggende i fryseren.

Det er sødt, mætter godt og er perfekt som snack på turen, til aftenkaffen eller til en nem morgenmad.
Her får I min opskrift:

4 modne bananer
80 g rugmel
170 g fuldkornsmel eller grahamsmel
1 tsk bagepulver
2 tsk vanilje
3 tsk kanel (kan udelades)
1 æg
2 spsk olie
3 spsk honning

Bananerne moses og blandes med de øvrige ingredienser.
Det gør det også meget børnevenligt – for rækkefølgen det blandes i er ligegyldig og der skal hverken bruges håndmixer eller andre køkkenmaskiner. Hvis blot ingredienserne er fremme, kan I nemt blande, veje og mose i fællesskab.

Brødet bages i en smurt brødform eller beklædt med bagepapir ved 180 grader i ca. 50 min.Som nævnt egner det sig godt til nedfrysning og et tip herfra er at skære det i skiver, inden det kommer i fryseren. Jeg plejer at lægge mellemlagspapir mellem skiverne, for så er det altid nemt at fiske en enkelt skive op, hvis ikke du skal bruge mere. Det gør vi tit, når vi skal ud at gå eller køre.

Jeg håber I kan bruge opskriften,
Har du bagt bananbrød før?

Min plads i søskendeflokken og relationen til min mor

Da jeg blev født var min mor 24 år. Og da jeg var bare 15 måneder, blev min lillebror født.
Som 6-årig blev jeg storesøster igen – denne gang til en lillesøster og da hun var knap 15 måneder, fødte min mor sit fjerde barn; endnu en lillebror.
Jeg kan selvsagt ikke huske tiden uden søskende. Og mine søskende har aldrig prøvet andet. Til gengæld kan jeg huske hvordan det var dengang det bare var min ældste lillebror og mig. Jeg kan huske da mine to mindste søskende kom til verden og hvordan det var at blive storesøster der.
Fra de blev født og frem til i dag gemmer sig alt fra sommerferier, hulelege i haven, cykelture uden forældre, tid i køkkenet, glæden ved at være den storesøster der fulgte “de små” i skole og hentede dem i børnehaven da den tid var, i mine erindringer. Ja, minderne er naturligvis mange og er som udgangspunkt med alle mand inkluderet.
Jeg har aldrig haft min mor for mig selv og jeg kan ikke komme i tanke om nogle ting jeg har lavet, hvor det bare har været min mor og mig. I særdeleshed fordi mine søskende var små, da jeg nåede den alder, hvor det ellers havde givet mening, at hive mig med i biografen eller på cafe uden de andre. Der var brug for min mor et andet sted og det er et vilkår jeg har været barn under altid. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har værdsat mine søskende og de oplevelser og minder det (i stedet) har givet at have dem; for jeg har aldrig kendt til andet.Det er først for nyligt jeg er begyndt at reflektere over, hvad jeg ikke har “fået” kva at jeg er storesøster i vores flok.
Jeg har nydt at være storesøster og gør det stadig. Det er til tider en anelse anstrengende, men på en tålelig måde. Vi hviler alle sammen i de roller vi er født ind i og det betyder f.eks. for mit vedkommende, at jeg har fået rollen som “initiativtager” og gerne skal komme med løsninger og svar. Det er sådan min plads og rolle har været i familien det meste, hvis ikke hele min opvækst som storesøster og det hænger åbenbart ved.

Jeg ville aldrig have lyst til at vælge mine søskende fra eller ønske mig at min opvækst havde været uden dem. Men jeg kunne godt have ønsket mig, bare nogle gange, at have fået følelsen af, at “der kun var mig”. Få lidt udelt opmærksomhed, som kunne styrke det bånd, jeg har til min mor.
Og sådan har vi nok alle sammen noget, vi godt kunne tænke os og ikke har fået. Om det så er i barndommen, ungdommen eller voksenlivet.

Når jeg hører hvordan weekenderne foregår “derhjemme” nu, så er min mor og søster ude at gå tur, drikker kaffe sammen og tager på IKEA tur. I hverdagen spiser de morgenmad sammen og jeg mærker tydeligt hvordan jeg føler at min søster (som nu er den eneste der bor hjemme) kender vores mor på en anden måde end mig. Hun kender hende bedre. Og selvom det giver god mening, er det ret pudsigt at have det sådan.
Da jeg boede hjemme, boede alle hjemme. Hverdagshjulet kørte med logistik og praktik. Hvem skulle til fritidsaktivitet hvornår, hvem var hjemme til aftensmad, hvornår skulle vi spise, hvis flest skulle være med og indimellem alt det var der indkøb, vasketøj, arbejde, lektier og…
Derfor er de stunder, som de har derhjemme nu også nogle der først er plads til nu. Vi er alle blevet voksne og livet er et andet nu. Vi har jo hver vores.

For det meste tænker jeg; hvor er det skønt at min mor og søster netop har det, som de har det. Hvor er det dejligt at min søster også får det med.
Og samtidig, at i og med at jeg kun har Vilja, så bliver vores dage, stunder og weekender forhåbentlig i retning af det. Jeg håber i hvert fald på en lige så tryg og god relation med Vilja, som jeg ser min søster have til vores mor nu.

Efterårets malerprojekter, farvekoder og mine bedste malertips

I efteråret tog vi fat på en ny del af personliggørelse og indretning i vores (hvad jeg stadig føler er “nye”) hus. Vi har boet her siden sommeren 2019, men er stadig i gang med at indrette os. Forstået på den måde, at vi fortsat (i nogle rum) mangler ting på væggene, de rigtige lamper osv.
Vi har ikke travlt, men samtidig er det nu også meget rart, hver gang der er en ny ting at sige “tjek” til.

Det var blevet tid til at få farve på nogle af væggene. Først bestilte vi maling til entre og den store væg der forbinder over- og underetage – husets største væg, da den følger trappen ned fra spisestue til stue og på sit højeste punkt er 5 meter.
Da vi havde fået malet dér så de andre vægge pludselig endnu mere hvide ud… så vi fortsatte projektet i flere af husets rum. Fuldstændig som havde vi aldrig lavet andet, brugte vi mange aftentimer på at søge pinterest tom for billeder af de farver vi overvejede at male. Og så bestilte vi rum for rum, for rum.

Mit første tip, hvis du skal male derhjemme er derfor også at søge på f.eks. Pinterest på den maling du overvejer. Vi har udelukkende malet med Jotun (mere herom senere) og der er tonsvis af billeder at finde af netop deres farver. Vi har på intet tidspunkt kigget på farvekort, men i stedet set på andres malerprojekter og er både blevet inspireret og klogere herigennem.

Tre steder i huset er vi endt med at male med kalkmaling, de øvrige steder har vi brugt almindelig vægmaling.

Nedenfor kommer billeder af alle de rum vi har malet, så I kan se farverne. Derudover har jeg også noteret farvekoder, hvis I skulle have lyst til at male med nogle af farverne.

På begge vores badeværelser har vi malet med farven Joutn lady pure color Laurbær – 8302
Det er en meget smuk og lys grøn farve som bidrager med rar og ren stemning i badeværelserne.På den store væg i stue/spisestue har vi malet med kalkmalingen Jotun lady minerals Deco pink – 2782.
Udover højdeperspektivet med de 5 meter på højeste punkt, var der ikke de store udfordringer i at male denne væg. Vores oplevelse med kalkmaling er at det er super nemt at arbejde med og ikke kræver nogle særlige færdigheder. Alt det kræver er en grov facadepensel (vi blev anbefalet den af malgodt.dk) og derfra er det bare om at male forskellige strøg i alle retninger. Op, ned, skråt, sidelæns. Jo mere “uperfekt” jo mere struktur i malingen som slutresultat. De tre steder vi har malet med kalkmaling, har væggene fået to gange. Det synes vi gav den bedste finish.I soveværelset har vi malet med Jotun lady pure color Mørk aubergine – 3207.
Den lilla farve passer perfekt sammen med vores mørkeblå seng og har til sammen skabt lige præcis den ro vi ønskede os. Vi har malet to vægge i soveværelset. I vores entre blev vi enige om at vælge kalkmaling for det rustikke look og for en mindre sart væg.
Farven her hedder Jotun lady minerals cashmere – 10683.
Noget af det vi også elsker ved kalkvæggene er det udtryk de får – væggen ser forskellig ud fra alle vinkler og det er ret fængende synes vi.Viljas værelse fik også en omgang med kalk. Jeg kunne slet ikke stå for denne farve og er en sucker for jordfarver. Det er blevet fint og varmt med netop denne farve.
Hos hende har vi også kun malet to vægge.
Farven hedder Jotun lady minerals rustik terracotta – 2771.
På D’s søns værelse var han med til at vælge farve. Han faldt (heldigvis) selv for denne grønlige farve, som også har et meget forskelligt udtryk alt efter hvor I rummet man står og hvordan lyset falder.
Mens vi i alle andre rum, føler vi har fået de farver vi forventede efter at have søgt nettet tomt, overraskede denne os. Det var dog ikke til den dårlige side, men de billeder vi havde set af farven på forhånd gav os et indtryk af at det ville være mere turkis end grøn, når vi malede.
Farven hedder Jotun lady pure color balanse – 6325
I stuen gik vi efter at få helt ro på. Samtidig med at vi gerne ville introducere en ny farve som passede med den grå sofa og vores mørkegrønne marmor bord. Det er blevet lige som vi håbede på. Stuens to største vægge er blevet malet med farven Jotun lady pure color deco blue – 4477 resten er stadig hvide. Nu er vi mere end nogensinde før, på udkig efter lamper, for selvom det er skønt med en mørk farve, så sluger den (selvfølgelig) en del lys.

Vi har stadig et par småreparationer hist og her, hvor jeg har været for gavmild med at male ud over malertapen (det er kun sket to-tre steder!) men ellers er vi i mål for nu. Næste gang vi skal male, bliver det i køkkenet; men der skal først et par andre ting på plads der.
Det er helt utroligt, hvor stor forskel det gør, at bruge farver i indretningen. Vi er både blevet mere bevidste herom og derudover også mere modige ift. at at bruge det på andet end vægge.
Jeg glæder mig til at vise jer lidt mere boliginspiration på et tidspunkt, når vi er i hus med flere af vores ønsker.
For nu vil jeg slutte af med et par fifs og så ellers sige god malelyst, hvis det har vækket noget i dig, at læse med her. Desuden vil jeg nævne, at vi har købt al maling og tilbehør hos malgodt.dk og oplevet fremragende service. De leverer dag til dag til din hoveddør, svarer hurtigt i chatten, hvis man har brug for hjælp og har en overskuelig hjemmeside. Derudover leverer de næsten alle farver i 3-4 forskellige størrelser (antal liter). Blot et tip!

Og her kommer så det sidste:
– Vælg en bred malertape
– Overvej glansen på din vægmaling. Vi har valgt en super-mat vægmaling som desuden er vaskbar, når den er færdig med at hærde.
– Træk malertapen af, mens malingen stadig er våd. Så er du garanteret de skarpeste kanter.
– Afmontér kontakter i stedet for at tape dem ind
– Mal to-tre lag alt efter hvilken farve du dels maler med og dels har som underlag

Hvordan bruger I farver hjemme hos jer?

Voldtægtssager må ikke drukne i krænkelsesdebatten

I en tid hvor ordet “krænkelse” bruges som aldrig før, er jeg personligt bange for at vigtige sager drukner. Min egen sag er ikke druknet. Den er aldrig kommet frem.
Men i dag har jeg besluttet mig for, at dele den.

Den opmærksomhed krænkelser har fået i den offentlige debat er overvældende. Og jeg ved stadig ikke hvilket ben jeg skal stå på og hvad jeg skal synes, om kvinder der tager 10-15-20 år gamle sager op. Det er heller ikke pointen her. Men med det fokus der er kommet, er noget blevet vækket i mig. Min egen oplevelse fra den sommer hvor jeg var 18 år og på festival for første gang, har igen fundet op til overfladen.
Jeg har haft den pakket væk længe. Lært at oplevelsen bor i mig og aldrig forsvinder, accepteret at detaljerne fra den nat, er noget af det jeg husker aller tydeligst, når jeg tænker tilbage i tiden.

I 2012 og 2013 var jeg på Roskilde Festival. Begge gange boede jeg i camp med en pigegruppe fra min gymnasieklasse. Første gang jeg var afsted gik vi i 2.g. Og anden gang, i 2013, var vi lige blevet studenter og kommet hjem fra vogntur, da vi skulle ned til festivalen og ligge i kø.
Det blev aldrig rigtig en succes at være afsted, for min oplevelse af at være på festival, blev ødelagt allerede det første år… jeg ville bare ikke være den, der ikke kom med igen. For “hvorfor skulle jeg ikke det” og “det er en perfekt afslutning på gymnasietiden” …ja, de gode grunde var der mange af. Bare ikke hos mig.

Generelt var den der festival-præmis en udfordring for mig, da jeg havde det enormt anstrengt med bakterier og urenhed dengang i gymnasiet.

Jeg havde derfor sikret min billet til festivalen ved at arbejde frivilligt, fordi “jobbet” inkluderede toilet med rindende vand og fine badeforhold. Derudover var det rart med en pause fra lunkne øl og dåsemad, når vagterne skulle passes.
En aften på festivalen i 2012 var vores camp taget på besøg hos en anden camp. Der skulle være fest i deres område, med mange andre vi kendte. Folk stimlede til, der midt i mudderpølen i de sene aftentimer. Det blev nat og mørkt. Festen fortsatte. Og så blev det for meget for mig at være i.
Der var for mange mennesker for tæt sammen og jeg var ikke i humør til at indtage mere alkohol, hvorfor det virkede som det mest tåbelige sted at opholde sig.
Jeg trak mig, uden at nogen bemærkede det og vendte næsen mod vores egen camp, hvor jeg havde planer om at lægge mig i teltet, som jeg delte med to veninder.På vej tilbage møder jeg ham så.

Han spurgte til, hvor jeg skulle hen og om vi skulle gå over i hans camp i stedet. Han boede lige ved siden af, hvor vi stod. Jeg takkede pænt nej, sagde jeg var træt og skidt og gerne ville finde mit telt.
Mere nåede jeg ikke at sige, så havde han allerede fat i min arm og trukket mig med over i sin camp.
Vi blev mødt af høj musik og to-tre andre drenge. De forduftede lige så snart vi var kommet til campen.

Han skubbede mig ind i et lille telt der stod i hjørnet af campen og jeg bad mange gange om lov til at gå. Det måtte jeg ikke.

Han begyndte at tage tøjet af, bad mig gøre det samme.
Jeg gjorde det, men havde samtidig lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft.
“Hjælp” hviskede jeg.

Han reagerede ikke på det. Og den højtspillende højtaler lige uden for teltet, ville også have druknet min stemme, allerede inden den havde forladt min mund, hvis jeg havde forsøgt af råbe.

Han voldtog han mig.

Da det var “overstået” gik jeg tilbage til campen, i hvad jeg følte som en choktilstand. Jeg følte mig ikke-eksisterende. Som om jeg oplevede alt fra afstand, fra en fremmeds øjne. Jeg følte mig ikke længere som mig; noget var blevet taget fra mig.

I teltet fandt jeg håndklæde, sæbe og rent tøj og med retning mod den frivillige arbejdsplads havde jeg ét mål: at forsøge at blive “ren” igen. Jeg følte mig så beskidt. Ussel. Uren. Fremmed i min egen krop.
Jeg følte mig som… ingenting

Og da jeg vågnede næste morgen var der jo stadig en festival i gang.
Måske var jeg lidt stille, men ellers var der ikke noget anderledes at spotte. Ikke udefra. Jeg blev på festivalen sammen med de andre, men jeg var ikke længere mig.
Indeni var jeg ødelagt.

Historien fra den nat på min første Roskilde Festival har boet i mig siden. Følelserne, omgivelserne, lugtene, lydene, har fra tid til anden fyldt i mit hovede. Men de er ikke blevet delt med nogen.
Jeg følte mig så forkert og usikker. Jeg vidste ikke, at voldtægt bør anmeldes og at man som offer typisk har behov for hjælp. Jeg var 18 år.

Og med tankerne på, hvad det var jeg manglede, ikke forstod og følte dengang for knap 9 år siden, har jeg nu fået mod på at dele og sige det højt. Fortælle at voldtægt sker, at det ikke er offerets skyld og at det sidste man skal føle, er at man er forkert.

Som jeg indledningsvis skrev, ved jeg ikke helt hvad jeg skal tænke om det fokus der fylder i medierne med krænkelser foregået dengang vi stadig skrev 19′ som det første i årstal. Men én ting ved jeg med sikkerhed; og det er, at det for mig har været tiden, der har været med til at hele. Lære mig at forstå, at jeg er okay. At det ikke var min skyld og at det er mere end okay at bede om hjælp. Det har jeg først lært med tiden, årene. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at oplevelser der har fundet sted en årrække tilbage, pludselig kan “fylde” på ny, samtidig med at afstanden tidsmæssigt kan være en afgørende faktor i både modet og “lysten” til at dele.

Det kan måske virke tosset at have lyst til at dele. Men det i sig selv er ogå tenderende til at være problematisk; det er så vigtigt at vi kan dele også den slags historier. Ikke nødvendigvis med en hel blog, men med familien, en veninde eller lign. Det har jeg ikke tidligere følt mig i stand til, på samme måde som nu.
Havde jeg bare hørt én enkelt historie med elementer der mindede om min, havde jeg måske bedt om hjælp dengang i 2012. Om ikke andet reageret på det, da det var sket. Jeg vidste jo præcis hvilken camp han boede i, kunne (og kan stadig) give en meget detaljeret beskrivelse af hans udseende, stemme, gang osv. Jeg følte det slet ikke som en mulighed.
I mit hovede handlede det om at (forsøge at) glemme, hvilket i øvrigt har været en umulighed, og om at “komme videre”.

Et par år efter oplevelsen havde jeg en aftale med nogle piger fra min folkeskoletid. Vi skulle mødes på en cafe på Nørrebro til en kop kaffe. Det var vinter, aften og mørkt. Og da jeg har fundet ind i varmen på cafeen og sat mig til rette, for at vente på de andre piger, kommer han gående.
Det løb mig koldt ned ad ryggen, og jeg forlod min krop, nøjagtig på samme måde som jeg gjorde den aften. Sådan føltes det i hvert fald.
Jeg hverken kommenterede på det eller gav plads til de mange følelser der lurede lige under overfladen, før jeg igen var alene.

Dengang gen-overvejede jeg et kort øjeblik at dele. For der blev det klart for mig, at jeg ikke var færdig med at have usynlige ar som følge af mine oplevelser. Bedst som jeg troede, at jeg var ved at affinde mig med at være i verden med en voldtægt på listen over ting jeg har erfaringer med, var han der. Og gjorde det klart for mig, at jeg ikke var i nærheden af at være, hvor jeg troede jeg var.
Det var forfærdeligt at se ham og jeg håber aldrig det vil ske igen.

Og hvis det gør, så er jeg mere klar end før. Jeg er ikke lig med det han har udsat mig for. Jeg er bedre end det og jeg kan, hvad jeg vil.

Der er altid plads til at dele. Hvis ikke en af dine nærmeste, så en professionel. Og aldrig vil du høre at du er forkert, grundet noget andre har udsat dig for.

Ingen oplevelser er forkerte.

3 ting jeg gerne vil være bedre til som mor

De fleste dage synes jeg selv, at jeg er mor på den måde jeg gerne vil være det. Andre dage gad jeg godt “lave om på mig selv”, fordi jeg får drejet tankerne hen på, at de ting jeg gør og giver videre til Vilja ikke er gode.
Men der er heldigvis et overtal af de førstnævnte.

Dog tænker jeg, at de fleste af os, som mødre, kollegaer, kærester og så videre altid har et eller andet, vi godt gad at gøre anderledes eller bedre. Kender I det?
Her kommer derfor 3 ting, jeg gerne vil være bedre til som mor.1. At sige “pyt”. Jeg har med tiden udviklet mig til, på nogle områder, at være enormt perfektionistisk. Ikke en egenskab jeg altid er lige stolt over. Det betyder f.eks. at hvis jeg skærer brød og det krummer på gulvet, så samler jeg krummerne op. Jeg kan ikke bare lade dem ligge.
Det samme sker, hvis jeg ser en lille fnuller eller et hår på gulvet herhjemme; så er jeg nødt til at samle det op. I hvert fald inde i mit hovede.
Det betyder at Vilja sommetider gør det samme; peger på krummer på bordet og beder om en klud, siger “beskidt” hvis der ligger en fnuller på gulvet osv.
Jeg siger gerne “pyt med det” til Vilja, hvis hun peger på noget. For i det sekund, at hun gør mig opmærksom på det, kan jeg godt lade det være/vente. Men havde jeg selv set den samme fnuller før hende, havde jeg stensikkert samlet den op.
Jeg vil så gerne for hende, at hun med den slags, kan være liiiidt mere afslappet end jeg selv er. Derfor øver jeg mig i, at sige “pyt”.

2. At lave ingenting. Ja, det lyder fjollet… men jeg er så glad for planlægning og den slags, så at have en dag uden planer er en øvelse. Det betyder ikke, at vi hver dag har planer ud af huset, men når vi ikke har det, har jeg alligevel tænkt over, hvad vi så kan lave hjemme. F.eks. ved at forberede til en krea-aktivitet eller tænkt at vi skal bage boller, snacks til fryseren ell. lign.
For mig føles det godt, at vores hjemmeliv fungerer på den måde. Men samtidig gad jeg godt være bedre til at se hvilken leg Vilja sætter i gang af sig selv, eller hvad hun tager initiativ til, hvis jeg ikke tager “styringen”. Jeg ser hende allerede gøre det hver dag; men det er som regel stadig på dage hvor jeg også har fundet på noget.
Derfor vil jeg gerne øve mig i at tage flere (hele) dage, som de kommer.

3. At sætte pris på, at være den der “dur”. Siden Vilja for en måneds tid siden lærte at sige mor sådan rigtigt, I ved “moooo-aaar”, så er der visse ting, som kun jeg kan hjælpe med. I hvert fald hvis vi spørger Vilja. Før i tiden kunne vi godt i weekenden skiftes lidt (læs: jeg kunne sende D, hvis jeg allerede havde rendt mange gange) til at gå op til Vilja, når hun sagde noget om natten. I hverdagene er det altid mig – for jeg går trods alt hjemme med Vilja og D skal varetage et arbejde. Men nu hvor hun kan kalde direkte på mig, så bliver hun også frustreret og ked af det, hvis ikke det er mig, der kommer. Vi har prøvet nogle gange, at D går… men hun vågner mere op og kalder blot endnu højere på mig = ingen succes.
Det har bare gjort det til en større udfordring for mig – for der er altså tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg ikke var vigtig. At D (eller en anden) kunne alt det, Vilja kun synes jeg kan. Det vil jeg gerne væk fra at tænke.
Jeg bruger allerede enormt meget energi på at tænke over, hvor dejligt det er at hun kan udtrykke sit/sine behov, for at ting er på en bestemt måde. Som f.eks. at det er mor og ikke far, der hjælper hende videre i søvnen om natten. Derudover prøver jeg også at glædes over, at hun har brug for mig. Hun er lille i så kort tid; det kan jeg i øvrigt allerede skrive under på, for hvor er min baby, Vilja?

Hvad kunne du tænke dig, at blive bedre til?