# 8 måneder

Det er helt skørt at skrive det. Ja, og sige det for den sags skyld. Men jeg har været mor i otte måneder. Tænk at jeg har brugt de sidste otte måneder på, sammen med D, at passe på noget jeg ikke anede kunne være så dyrebart. Min Vilja.

Kæreste Vilja.
Hvor gør det mig glad at være din mor.

Du har nu hele fire tænder – to i under- og to i overmunden. De hjælper dig med at tage bidder af bondebrødsmadderne og så ser du frækkere ud end nogensinde. De første par uger efter alle tænderne var brudt frem, havde du det med at skære tænder; det var ikke populært må jeg nok erkende.

Du er opmærksom på dine omgivelser og meget interesseret i mennesker og særligt børn. Du smiler og griner til næsten alle og enhver.
De sidste par uger er din udvikling foregået med lynets hast; efter du havde lært at møve dig fremad begyndte du at sætte dig op, når du lå ned. Så blev det til, at du ikke længere gad at ligge men kun sidde og lege. Og nu sidder du så op og trækker dig fremad. Nå ja, og så stiller du dig op af alting.

Vi griner meget og nu gør vi det også sammen. Du kan f.eks. begynde at grine af noget, og når jeg så følger trop, griner du endnu mere. Det virker også som om, at du er med på det der med, at du kan gøre noget sjovt, og så begynder vi at grine. Dét er altså underholdende. Det kan komme til udtryk ved at du laver en sjov lyd under aftensmaden og så sidder afventende for at se vores reaktion. Griner vi – ja så fortsætter du i et væk.
Endvidere er det helt tydeligt at du forstår mere og mere af, hvad der foregår og hvad vi siger. Du finder ro i vores faste morgen- og aftenrutiner og så reagerer du eksempelvis på spørgsmålet “er du tørstig?” ved at åbne munden og bevæge armene hurtigt op og ned af bare glæde.
Hvis du sidder på gulvet og leger kan jeg også kalde på dig, hvorefter du til stor glæde kravler over til mig, alt i mens at smilet og glæden i dine øjne bliver større og større, jo tættere på mig du kommer.

De daglige udfordringer har vi også – men det er altså kun fordi du bestemt ikke synes, at det er værd at bruge den vågne tid ved at ligge på ryggen; heller ikke når bleen skal skiftes. Lige der synes jeg nemlig at det er rigtig fint, hvis du gider ligge stille.

Ligesom at vi kan grine og dele glæder sammen, så kan vi nu også dele både frokost og aftensmad. Du spiser mere eller mindre det samme som os og er nysgerrig på nye ting. Pincetgrebet sidder næsten i skabet, men de sidste par uger har du nu klaret at spise selv på trods af den manglende teknik også. Du har fundet din egen måde at gøre det på og jeg er yderst imponeret over dig. På bare otte måneder gik jeg fra at have en baby der skulle ammes og ernæres udelukkende af mig, til nu at sidde og lægge små hapsere på bordet foran dig, så du selv kan spise.

Dit sprog og dine lyde skifter løbende karakter og du er begyndt at efterligne vores lyde med stor bevidsthed. Vi kan f.eks. gentage et ord for dig en masse gange og så forsøger du undervejs at efterligne. Derudover har du (i hvert fald for nu) lagt de høje skrigelyde på hylden og er mere på “Baaaaah, bah, baaaah” for tiden.

Musik gør dig glad – radio såvel som de gode gamle “Åh Abe” album vi har fundet på Spotify. Nå ja, og min rustne-jeg-rammer-ikke-en-tone-rigtigt-sangstemme trives du (heldigvis) også med.

Når du er træt eller lige er kommet op efter en lur er du i det skønneste puttehumør. Men stunderne med dit hovede liggende på skulderen eller helt ind til mit bryst, bliver færre. Til gengæld kravler du mange gange i løbet af en dag hen til mig, hvis ikke jeg sidder ved dig på gulvet, for at få en krammer og et kys. Når det er opfyldt er du klar til at lege videre. Tænk sig hvor skønt lige at tænke “hov, jeg har lige brug for lidt kærlighed, så er jeg klar til at lege igen”… det er beundringsværdigt.

Det er lige op over med beslutninger om institution/ikke institution og på hvilken måde vi ønsker at forme vores liv, når barslen med dig slutter. Alt jeg drømmer om, er at bruge min tid med dig; for min vigtigste opgave har siden marts været, at være din mor. Det vil jeg gerne være til fulde og så mange af dine vågne timer, som overhovedet muligt.
Nu må vi se hvad tiden bringer.

Jeg elsker dig, Vilja

Tænk på mig

Kender I det der med, at bestemte sange minder én om noget særligt. En begivenhed, en person, en stemning eller lignende?
Jeg har f.eks. en “da vi kørte hjem fra hospitalet med Vilja-sang” en “da D og mig hørte musik for første gang sammen-sang”, “den sidste cykeltur inden jeg skulle flytte til USA-sang” og sådan er der så et par gode håndfulde. Jeg vil skåne jer for den længere opremsning heraf.
Forleden da jeg kørte i bil med Vilja dukkede min “den hørte vi meget efter min far var gået bort-sang” op. Sådan helt ud af det blå og på den radiokanal, som bilens radio tilfældigvis var tunet ind på. Det er Sanne Salomonsens “Tænk på mig”; en sang jeg tydeligt husker min mor spillede meget i tiden efter hun blev alene med min bror og mig. Og jeg tror vidst nok, at hun lod cd’en bo i bilen, for det var oftest når vi var ude at køre, at den spillede.

“Tænk på mig når du alene
Tænk på al den kærlighed i mig
jeg gemmer til dig”

Jeg faldt lige tilbage i den stemning der spredte sig i bilen der forleden. Jeg husker at kigge på Vilja, smile stort og blive overvældet af en følelse af taknemmelighed.
Der er noget særligt og fint over situationer som denne. Midt i hverdag og hvad der kan virke som ligegyldige tanker, kan man blive mindet om noget så specielt.

Desuden har jeg en ide om, at det med at sange repræsenterer et minde, er reelt på en anden måde end den slags “halve” minder, hvor man synes at huske noget, men også er blevet fortalt om det samme… i de tilfælde er det svært at skelne mellem hvad man husker, og hvad man tror man husker.
Men at fremkalde minder gennem en sang kan vel umuligt være noget andre har del i. Derfor bliver minderne af en helt anden karakter – i hvert fald i mit hovede.

Har I nogle sange der bringer minder eller specifikke situationer frem i jer, når I hører dem?

Når bekendtskaber bliver venskaber

Sidste år blev vi inviteret til bryllup hos en af D’s folkeskolekammerater, som han ikke havde set i mange år. Her mødte jeg hende for første gang. Sidenhen begyndte vi at ses til en kop kaffe og vi har også nogle gange været sammen med børn og partnere. Så nu er det faktisk også gået hen og blevet et vennepar. Det lyder sørme voksent, hva? Det er i hvert fald først i takt med at have fundet D, have købt hus og fået en baby, at den slags ord ikke længere er så fremmede og føles mærkeligt i munden. Når jeg f.eks. bliver spurgt “hvad skal I så lave i weekenden?” kan jeg svare “nårh, vi skal bare være sammen med et vennepar” uden at føles det mindste underligt.

Hun er stadig én, som jeg kan tælle på to hænder, hvor mange gange vi har set… men som føles som en jeg har kendt i maaaange år. Både fordi vi kan snakke i timevis, uden at løbe tør for emner og fordi det er faldet os overraskende naturligt at ses og opbygge en relation.
Det skønne ved hende er, at hun også er mor. Det giver ikke desto mindre muligheden for altid at have noget at snakke om, men det er uden tvivl også en “sikker” referenceramme særligt i nye relationer. Endvidere har vi mange ting til fælles, når det kommer til opdragelse og overordnede værdier – og så er hun i gang med at læse til det, som jeg for nogle år siden også var sikker på at jeg skulle i gang med.

Siden jeg blev student fra gymnasiet har jeg tænkt meget over det med, ikke at være en fast del af et fællesskab, som man var det både i folkeskolen og på gymnasiet. Hver dag kunne man møde op og på forhånd “kende sin plads”. Da jeg siden gymnasiet ikke har læst en videregående uddannelse af den ordinære slags, har jeg ikke sidenhen været en del af et fællesskab der minder om det.

Så kom Vilja til verden og jeg takkede ja til at blive en del af en mødregruppe – et mødrefællesskab, som da også skulle ende med at blive “fast”, men hvor ingen kendte sin plads, da vi startede.
Vi har været i mødregruppen i seks-syv måneder, og den har også åbnet døre for nye venskaber. Det er selvsagt ikke alle fem i gruppen jeg snakker lige meget med; men på det sidste er det blevet mere aktuelt at “bryde” lidt med gruppen og også mødes i andre henseender end det ugentlige onsdags-tam tam, som vi for længst har vænnet os til.
Uden at jeg har gjort mig de store tanker om det før nu, så tror jeg at følelsen af forpligtelse overfor hele gruppen har gjort, at det lige tog lidt tid (og måske mod?) før det kunne vise sig, også at være ok at mødes uden at alle skulle inviteres og samles. En erfaring jeg er glad for at have gjort mig, for hvor er det skønt også at kunne spørge én om en kop kaffe eller en gåtur hist og her.
Giver det mening?
Jeg tænker tit på det og sammenligner det med en “trekløver” jeg var en del af i gymnasiet. En venindegruppe hvor vi helst (læs: altid) skulle mødes alle tre og ikke bare to af os. Om det var nervøsiteten over, om det mon ville fungere uden den sidste, eller en ide om, at det var at svigte, hvis ikke vi var tre, det ved jeg ikke. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det jo helt tosset.

Bedst som jeg har gået og tænkt og troet (måske en smule naivt) at jeg havde de venner jeg skulle have, så er jeg nu blevet beriget med flere skønne venskaber, som jeg også nyder at pleje. Det er nok lidt som at søge med lys og lygte efter en kæreste; når man så mindst venter det, dukker han op.
Jeg havde i hvert fald ikke forudset at flere af mine nye bekendtskaber skulle finde plads som veninder hos mig. Der kan forældreskabet noget – for nu har jeg det at være mor til fælles med så mange andre. Hvor det før har været vejret der kunne kommenteres på, hvis man stod i en af de der små-akavede situationer og ikke vidste hvad man skulle sige, så er der nu altid mulighed for børnesnak.
Og det er jo bare det skønne ved livet – man ved aldrig hvad der venter og man kan altid blive overrasket.

 

Institutionstanker

Åh. I det nye år fylder min (knap så) lille baby 1 år. Dermed følger livet som institutionsbarn, fordi vi er to herhjemme der har et arbejde at passe. Jeg, først engang i marts måned, men det bliver det jo også hurtigt.

Det kan tage pusten helt fra mig at tænke på hvad der venter. Tænke på hvad det er for en hverdag vi har intentioner om at byde Vilja og hvordan vi skal få alle ender og ønsker til at hænge sammen.
Jeg er “en af de der mødre”. En af dem der langt hellere ville blive hjemmegående, foretage mig et eller andet der kunne give et par håndører i ny og næ og samtidig passe Vilja. Jeg tror på at det for nogle kan være det bedste og for andre slet ikke. Men vigtigst af alt, så tror jeg ikke at det kan være værre at gå hjemme og passe end at sende i institution.

Lige indtil for godt en halv time siden, havde jeg faktisk nogenlunde ro i maven. Vi havde lagt en plan og tingene var gået i orden og op i en højere enhed. Vi havde valgt en privat pasningsordning til Vilja og fået plads fra februar måned.
Hvad der var ro er nu blevet uro. Min mave snørrer sig sammen og jeg er igen på bar bund. Jeg har lige modtaget et opkald med besked om, at det sted Vilja skulle passes, ikke har mulighed for at lade hende starte alligevel. Shit. Hvad så nu?
Tankerne farer rundt som sommerfugle i maven normalt gør, når man glæder sig til noget, og jeg kan ikke finde hovede og hale i noget lige nu. Jeg er frustreret og ærgerlig.
Skal vi sadle om og finde en helt anden løsning? Skal vi finde en plads i vuggestue eller håbe på at få tilbudt en kommunal dagplejer vi kunne blive glade for?
Næsten alle tanker og overvejelser har vi allerede været igennem, indtil vi fandt den plads vi nu har “mistet”. Og det er så drænende at gå i uvished og tænke at “kommer tid, kommer råd”… for jeg ved jo godt, at det er februar og marts inden vi får set os om.

Det er vidst nu jeg skal lægge hovedet i blød. Jeg betragter det ikke længere kun som et spørgsmål om, hvor (hvis) Vilja skal starte og hvornår. Det er lige så meget et spørgsmål hvad der er det rigtige for os og hvilke ønsker vi har for Vilja. På lang sigt er det ikke desto mindre et spørgsmål om trivsel, indlæring, relationer og fællesskab samt faste, trygge rammer. Alt sammen noget jeg selv ville elske at tage ansvaret for, et godt stykke tid endnu i stedet for at overlade det til andre.
Tanken om, at jeg ikke har fået Vilja for at andre voksne skal påtage sig ansvaret for alle de ting, er den der fylder mest i tankemylderet lige nu.
Det ville være min fornemmeste opgave at give hende al den plads og tid i verden, som det kræver at udvikle gode kompetencer og blive et barn i allerbedste trivsel. Men det hele er lettere sagt end gjort. Jeg tænker videre…

# 7 måneder

Vilja, du møffer!
Nu er syv måneder forsvundet som dug for solen, og hold op, hvor kan et lille menneske lære meget på så kort tid. Jeg er dybt imponeret og stolt over hvad du kan.

Den sidste uges tid er du begyndt at komme fremad. Hidtil kunne du kun finde ud af, at skubbe dig baglæns, men nu har du fundet en måde at bruge armene på, således at du kommer frem. Du forsøger selvfølgelig også at komme frem på alle fire, men når du “falder” ned på maven, fordi benene glider, så laver du tricket med armene i stedet. For frem det vil du.
Det har åbnet lidt flere muligheder for dig, at du nu også er i stand til at bevæge dig på den måde. Det betyder f.eks. også at hvis man ligger sig ned på gulvet i nærheden af dig, så møffer du hen og søger kontakt, hvis du trænger til det. Ikke nok med at det er hyggeligt, så er det også en meget livsbekræftende følelse at mærke hvordan du ønsker noget af os. Søger vores opmærksomhed og kærlighed.
“Børnesikringen” er endvidere sat i værk – for du har allerede hevet de første tre blade af et par af mine planter… ja, du er pludselig alle vegne.

I undermunden er der dukket den sødeste (og første) lille babytand op. Nøøøøj. Tænk at en tand kan være sød; det anede jeg ikke. Men det er den her virkelig! Og så kan jeg se en ny der er på vej i overmunden, åh du kommer til at se fræk ud, når den viser sig.

Vi har fundet en god barselsrutine, os to. Ih hvor vi hygger og nyder hinandens selskab. Jeg er blevet endnu bedre til at forstå dig og dine signaler – og nu kan jeg snart se før du bliver træt, at det er ved at være puttetid. Jeg kender dine lyde, din gråd, dine udtryk og mange af dine adfærdsmønstre. Du ved, gniden i øjnene, dit forsøg på at vende dig om på maven, så snart du er blevet lagt på puslepuden og den slags. Men du overrasker mig stadig. Ikke dagligt, men flere gange ugentligt. Der kommer nye lyde og flere sjove ansigtsudtryk, nye bevægelser og skøre vaner. Forleden fandt du eksempelvis ud af, hvordan du skal holde benene i en halvfems graders vinkel, for at umuliggøre at blive placeret i Trip Trap stolen; og således bliver vi begge klogere på hinanden hele tiden.

Smil og grin beskriver det meste af din vågne tid. Du er så glad, at det er svært at forstå, at det er muligt at smile så meget. Og så griner du ofte af både far og mig. Ej hvor er det bare skægt. Det kan være en sjov lyd, bevægelse eller noget vi gør med legetøjet, som sætter gang i den skønneste latter vi kender. Far har erfaret at sangen “Der bor en bager” giver grinegaranti. Det nyder han.
Jeg ville så gerne beskrive den følelse jeg får i maven, når du griner af eller til mig. Vi har de skønneste stunder om morgenen når du vågner. Du kan ligge og nusse mig i ansigtet, kigge mig dybt i øjnene og smile eller grine – og det rammer mig aller længst inde. På en måde jeg ikke kendte til. Din latter føles som en slags bekræftelse af, at du “kan lide mig” (ja, jeg ved godt at andet havde været underligt) og elsker mig. Ligesom dine lyde er det jo en af de måder du kommunikerer på og det er fantastisk.
Din stemme udvikler sig desuden hastigt og du bruger den flittigt. Både til at skrige for dine lungers fulde kraft, men også til at hviske. Du snakker meget. Og synger med, når vi taler eller du hører musik.
Af samme årsag er vi startet til baby salmesang (ikke så meget salme, men…) og du ELSKER det!

Din interesse for mad vokser og vokser. Du elsker at sidde i Trip Trap stolen (når det lykkes at sætte dig i den) og være med ved bordet til måltiderne. Du vil smage på og røre ved al maden, og spiser (indtil videre) alt med stor tilfredshed og appetit.
Du får dog også stadig modermælk, men minimum tre gange om dagen, forsøger jeg at tilbyde dig mad/grød/mos af forskellig art. Flere gange har du smagt vores aftensmad og så er du begyndt at få lidt brød med pålæg på og små hapser af frugt og grønt, hvor du før kun har fået det most og på ske.

De bedste syv måneder er gået, men tænk at al den tid vi går i møde også kun kan blive helt fantastisk. Det er vildt hvad du giver os, Vilja. Mening og kærlighed i nye højder. Jeg elsker dig uendeligt og glæder mig til at lære dig endnu mere om verden.
Det passer det med, at børn giver én et helt nyt perspektiv på livet – og jeg kan ikke andet end at elske det.