Syg for første gang

Torsdag morgen da Vilja er stået op, vil hun ikke andet end at hænge på mig.
Hver gang jeg forsøger at plante hende ved yndlingslegetøjet, skriger hun op i vilden sky.
Hun vil ikke spise. Ikke drikke. Og så er hun brændende varm på hovedet, bemærker jeg, da hun lægger det ind til mit, når hun sidder på min arm.

Da jeg skifter hende en times tid senere, tager jeg for første gang hendes temperatur – bare lige for at kunne udelukke feber. Men no wonder at hun brokkede sig; den lille stakkel har knap 39 i feber og er selvfølgelig ved siden af sig selv.
Efter amning og mere hængen-på-armen lægger jeg hende til at sove lur i barnevognen og hun falder heldigvis til ro.
I løbet af dagen og op ad aftenen bliver temperaturen blot ved med at stige og når inden sengetid op på 39,7. Vilja er klattet, pjevset og kogende. Hun får derfor også flydende panodil, som hun sluger uden problemer… og da hun først har fundet ro er faldet i søvn til natten, sover hun da også helt til næste morgen, med kun én opvågning.
Desværre står vi bare op til samme tilstand om fredagen og må derfor droppe gymnastik og øvrige planer.

Sådan er det blevet ved til og med i går. Tid på armen har der været meget af, amninger har der været mange af og smil og grin har været minimalt sammenlignet med hvad vi er vant til.
I morges da Vilja var stået op, sagde D “Så, nu er Vilja vidst tilbage.” Hun både grinede af ingenting, smilede af alting og tonsede rundt i det højeste kravle-gear hun kender uden hæmninger. Hun var helt bestemt tilbage.

Efter sådanne dage med sygdom, sætter vi ekstra pris på, at barslen stadig er i gang og at vi til daglig har et velfungerende, raskt barn.
For der er ikke noget man ønsker højere, end muligheden for at tage smerte og utilpashed fra de små, når de har det skidt. Og det er jo “bare” hverdag for nogle.

Nu kan vi krydse sygdom af på listen over Viljas første leveår, og lad der bare gå lang tid, før vi skal tænke på den slags igen!

Lidt om at amme uden at elske det

Lige siden Vilja kom til verden er det gået op for mig, at velfungerende amning ikke er noget man skal tage for givet. Det kom vidst også bag på D.
Det har vist sig at være et emne der fylder meget mere, end nogen af os havde forudset og forventet.
På hospitalet efter fødslen skulle vi vide det ene og det andet. Inden vi blev udskrevet skulle vi have hvad der føltes som et “amme-lynkursus” og efterfølgende handlede de første mange besøg af sundhedsplejersken også om amning. Og alt dette på trods af, at det har fungeret upåklageligt for os, lige siden Vilja blev lagt til for første gang.
Jeg har enormt meget respekt for alle de mødre der må kæmpe en brag kamp, for at få amningen til at fungere, for der er godt nok mange flere ammerelaterede problemer, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der findes suttebrikker, brystbetændelse, for korte tungebånd, forkerte sutteteknikker og jeg ved snart ikke hvad. Så selvom jeg ikke rigtigt vidste, at det var noget at glæde sig over, så lærte jeg sidenhen at sætte stor pris på vores velfungerende amning.

En af de ting ved amning jeg ikke har talt højt om, men heller ikke lagt skjul på, hvis snakken er gået på netop dette emne, er at jeg aldrig sådan rigtig har elsket det.
Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg ville amme, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var en amme-elsker. Jeg har aldrig oplevet tankerne om, at det var det smukkeste og skønneste i verden, at sidde med Vilja og amme.

Til gengæld har jeg mærket en rastløshed- og af og til utilpashed i kroppen under amning. Det har ikke været amme-helvede, overhovedet ikke… men jeg har siden vi startede amningen, glædet mig til at skulle “ud af det” igen.
Vilja er snart 10 måneder og jeg kunne ikke ønske mig højere at vores amning snart er fortid. Den seneste tid er min utilpashed ved amningerne taget til og jeg bliver urolig, utålmodig og træt i kroppen af at skulle amme. Samtidig har Vilja også en alder nu, hvor jeg da hun blev født, troede at jeg allerede for 2-3 måneder siden ville være “done”. På den måde har jeg mentalt haft indstillet mig på at der var en slutdato. Som jeg desværre ikke er nået til endnu.

Hertil hører en periode for en måneds tid siden, hvor Vilja var sløj og intet ville spise – kun ammes… vi var ellers godt på vej med nedtrapningen, men i stedet blev alt sat op i gear igen, da efterspørgslen fra hende steg så længe hun var snottet og sløj. Øv.

Og nu har vi så været på den igen i godt en måned. Heldigvis er hun rigtig glad for- og interesseret i mad. Det har hun været lige siden vi begyndte at introducere hende for det. Så udfordringen ligger i, ikke at amme hende i løbet af dagen og også minimalt om natten.
Jeg ammer hende inden hun bliver lagt i seng om aftenen, og jeg har en forestilling om, at det bliver den sidste amning vi “fjerner”. Desuden er Vilja god til at tage sutteflaske – det skal dog bare være med min mælk og ikke erstatning. Så den del arbejder vi også stille og roligt med.
So far er det til min fordel at hun ikke efterspørger det/søger i løbet af dagen… til gengæld så ved hun godt hvad klokken har slået, når det er ved at være puttetid om aftenen. Der begynder hun som en fugl der hakker i jorden efter orme, at lede efter maden på mig. Sødt og samtidig frustrerende, når man har det som jeg.

Som med så meget andet, gør jeg dog et nummer ud af, at se tingene fra den bedste side. Og derfor vil jeg holde fast i at glæde mig over, at det går den rigtige vej, snarere end at ærgre mig over tempoet.
Vi skal nok komme i mål – men det skal være i et tempo så vi begge kan følge med.

Se lige en lille bitte Vilja. Her fotograferet foran vores yderst charmerende køleskab i den husvogn vi boede i sidste år. Godt den tid er forbi.
Selvom jeg egentlig godt gad have lille-Vilja igen, bare for en dag.

Nogen der kender et trick?

# 9 måneder

Dagen kom hvor livet udenfor maven havde varet lige så længe som du var inde i min mave.
9 måneder gammel og med krudt i måsen – ih, du er det skønneste, Vilja.

Jeg er imponeret, stolt og konstant overrasket over den udvikling du gennemgår og det får mig tit til at tænke på alle de seje ting vi kan, i takt med at du bliver ældre.
Du er begyndt at efterligne vores lyde og ting vi gør – vi kan f.eks. hoste eller smaske og så gør du efter, alt imens du sidder og griner af dig selv. Du efterligner særligt lydene i “hej” og “ja” og når vi siger nej til dig, har du et bestemt svar hertil, som vi gætter på er noget ala “haha, jeg gør det alligvel”. Det er i hvert fald en lyd du siger med glimt i øjet og altid med et grin som afslutning. Det med at børn kan sno deres forældre om en lillefinger, får pludselig et andet perspektiv må jeg indrømme.

Du har travlt med at rejse dig- og stå op ad alt hvad du kan komme i nærheden af. Først var det mest spisebordsstolene, men nu er du ligeglad om det er et køkkenskab, en dør eller væggen; du rejser dig bare. Når du skal ned igen sætter du dig kontrolleret og langsomt ned, det ser så fint ud.
Endvidere er du blevet aldeles glad for at stå op inde under spisebordet og vandre fra stol til stol og rundt om dig selv.
Og så er du også begyndt at stå frit på gulvet og øve balancen… gad vide hvornår du vil tage dine første skridt sådan?

Siden du blev født har jeg jævnligt hørt kommentarer som “hun bliver mindre og mindre baby og mere barn at se på” eller “hold da op, der er kommet mange udtryk siden sidst”, når der er gået en rum tid siden vi har set nogle venner eller familien. De skulle bare vide – det er ingenting imod hvad du nu gør og kan. Nu  kan vi for alvor tale om udtryk. Tænk sig at min (knap så lille) baby der er 9 måneder gammel nu kan vende øjne, udtrykke generthed, sige fra overfor fremmede, spille kostbar… ja, jeg kunne nok blive ved. Der er simpelthen kommet så mange nye udtryk hos dig den seneste måned og det er til stor underholdning for far og mig.

I sidste uge gav du mig det første rigtige (ja, altså rigtige når man er en baby) kys hvor du slaskede hele min kind til. Bare rolig, den del af det tog jeg ikke så tungt, jeg var jo ved at revne af kærlighed samtidig.

Ellers er det sidste nye at du er begyndt at udforske alle afkroge af huset. Forleden da vi var nede i stuen og sad og legede, satte du pludselig i fuld fart og kravlede ind i soveværelset, hvor der ikke engang var lys tændt og videre ud på badeværelset. Når vi er ovenpå, hvilket vi er det meste af dagen, er du begyndt at søge ind på dit værelse fra spisestuen. Det er altså hyggeligt.
Jeg har så småt taget fat på at få indrettet og gjort det hyggeligt, men vi har ikke haft, og har stadig ikke travlt.

Grundet din iver, energi og alt det krudt du virker til at have, talte far og mig forleden om, at det kunne være godt for dig at komme ud at tumle et sted. Der var ikke langt fra tanke til handling, for godt en halv time senere havde jeg fundet et gymnastikhold til dig (os) der ligger hver fredag formiddag, med opstart på fredag. Jeg er enorm spændt på, hvad du vil sige til det.

Jeg ammer dig stadig, men ikke noget nær hvad jeg har gjort. Du får grød om morgenen, brød eller rester fra aftensmaden til frokost og om aftenen spiser du som udgangspunkt samme aftensmad som os. Hvis du ikke sover en sen eftermiddags/aftenlur, når du desuden en portion grød også inden sengetid.
Du spiser for det meste selv, og hvis ikke du får lov brokker du dig og trækker hovedet til siden med lukkede øjne. Lidt diva er man vel.
Pincetgrebet er kommet på plads, hvorfor du altså bare er rigtig dygtig til at spise.

Som i flere af de tidligere beretninger kan jeg igen skrive at du griner meget. Du er den gladeste jeg kender – og hvis ikke vi griner til eller med dig, så griner du bare selv. Du “opfinder” lege, som, når vi er med på dem, udløser det største grin hos dig.
Vi er derfor heller aldrig i tvivl om hvornår du er træt, for gassen ryger fuldstændig ud af ballonen og det sker som oftest fra det ene øjeblik til det andet.

Det nyeste nye er at du er blevet dygtig til at få tøj af og på… ikke at du har været besværlig. Men nu kan du, når vi beder dig om det, skifte legetøg o.lign. fra en hånd til en anden, når du f.eks. skal have ærmer på.
Og så begyndte du i weekenden også at forstå, når man spørger “må mor bede om bogen?”, for så rækker du den til mig. Det er blevet en ny leg; jeg beder om ting – du rækker dem til mig og venter på at få dem igen.

Nu venter vi spændt på hvad dit første “rigtige” ord bliver – måske det kan blive værd at skrive om, når du fylder 10 måneder.
… og så er jeg gået i gang med at tænke over din 1-års fødselsdag. Puh, det ser lige så vildt ud på skrift, som det lyder, når jeg siger det højt. Jeg synes jo at det er lige om hjørnet, så lidt tanker skal der til.
Om under tre måneder har du været hos os i et år. Det er ikke til at forstå. <3

Hvor går grænsen for at blande sig?

Er det i orden at råbe ad sit barn? Er det okay at udstille sit barn, ved at fremhæve dets adfærd negativt foran andre mennesker? Hvor går grænsen for hvad der er ok og hvad der er for meget. Og hvor går grænsen for, hvor meget man kan og må blande sig i andres sager?

Egentlig mener jeg slet ikke, at vi (mødre) bør blande os i andres hverken opdragelse eller adfærd, når det kommer til ens egne børn. Hver sit bord.
Men nu har jeg op til flere gange måtte nive mig selv i armen, når jeg i det offentlige rum har oplevet mødre RÅBE deres børn ind i hovedet eller været voldsomme på en måde, som jeg slet ikke troede mødre kunne være det overfor (egne) børn. Jeg ved godt, at børn kan drive os et sted hen, vi ikke anede, og jeg ved også godt at børn sikkert kan være ubehøvlede og møgirriterende… og alt muligt at andet. Men wow – at en mor kan råbe så højt at alle i hele grøntafdelingen i Brugsen vender sig, for at se hvilket menneske der har gjort hende hidsig; og efterfølgende får øje på barnet der sidder i indkøbsvognen og har gjort sig lillebitte… fordi hvad skal man gøre af sig selv, når ens mor opfører sig sådan; så bliver jeg chokeret.
“JEG SAGDE TIL DIG AT DU SKULLE TIE STILLE INDTIL VI KOM UD AD BUTIKKEN. ER DET SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?!.”
Av. Jeg kan stadig høre hendes råberi for mit indre. Og særligt ovenstående oplevelse i Brugsens grøntafdeling har sat sig dybt i mig. Jeg var ikke den eneste der var i chok eller havde lyst til at sige noget. Mest af alt havde jeg lyst til at sige noget til den lille ulykkelige pige i vognen.
Selvfølgelig har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad der gik forud for denne hændelse. Eller hvilken strigle pigen måske er. Men jeg ved, at det ikke kan være godt for nogen som helst, at blive behandlet på den måde. Uanset hvad der gik forud for dette udbrud.
Siden den dag i Brugsen har jeg tænkt og tænkt. Kunne jeg have tilladt mig at sige noget? Skulle jeg have spurgt moren om hun var ok? Eller pigen? Jeg har især tænkt over, hvad jeg vil synes om at nogle blandede sig i noget jeg sagde til Vilja. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på at opføre mig sådan overfor hende – hverken ude eller hjemme. Ikke engang et andet voksent menneske ville jeg kunne “tale” sådan til. Men sandheden er jo den, at jeg da heller ikke er interesseret i at nogle skal blande sig i mine sager.

Kender I de der situationer hvor man viiiirkelig har lyst til at blande sig? Jeg er altid nødt til fysisk at flytte mig og søge væk, for ikke at komme til at åbne munden.
Hvornår synes I at noget er for meget og kunne I finde på at blande jer i, hvordan andre taler til deres børn offentligt?
Nogle gange kunne det måske være sundt at en anden voksen kunne gøre én opmærksom på noget – og selvom man ville hade det midt i grøntafdelingen, kunne man tænke sig at det gav stof til eftertanke.

Nå, nu vil jeg trisse ud til barnevognen og hente mit lille yndlingsmenneske. Hun har ligget og pludret ved siden af mig gennem babyalarmen de sidste par minutter.
Og på falderebet; jeg faldt over dette billede i morges. Ikke det mest relevante, men det var for kært til ikke at komme med her. Tænk sig, det er præcis 8 måneder gammelt i dag… årh hvor var hun dog lillebitte og skøn!

Vintertid

Det er blevet vinter. Og dermed også december. Den måned vi år efter år taler om som hektisk, stressende og fuld af aftaler. Det er egentlig utroligt at sådan en højtid som julen, lige præcis er det der “forbinder os”. Den får os til at tænke på- og have travlt med at få set hele familien, trods at der er 11 øvrige måneder også at gøre godt med. Mon ikke det hænger sammen med at december også er lig med nytår, som betyder at året går på held og vi får gjort op hvad det forgangne år har budt os og hvilke ønsker vi har for det kommende.

Det er blevet vinter med hvad der dertil hører. Levende lys i stagerne fra sen eftermiddag til aften, lyskæder, frostgrader og smukke morgener, varme drikke og diverse hjemmebag. Vinteren er altså også god. Men i år mere end nogensinde. Jeg kunne godt skrive noget klichéagtigt ala “der er noget helt særligt ved denne vinter, fordi det er den første jeg har som mor”… og det jeg egentlig vil skrive er da også derhen af.

Den her vinter er så meget bedre end mange af dem jeg kan huske, fordi jeg er på barsel.

Jeg sætter meget mere pris på de mindste ting; også dem der ikke har betydet noget for mig før. Jeg er sikker på at det er tiden. Den bliver ved med at være der, og vi har ikke rigtigt noget vi skal nå (eller, næsten ikke). Under alle omstændigheder foregår tingene i et andet tempo og det er vidunderligt. Sidste år var jeg presset til det yderste i denne måned, fordi december var den travleste måned på hele året, der hvor jeg arbejdede. Selv når jeg var hjemme havde jeg ikke fri og de rolige øjeblikke kunne tælles på en halv hånd.
D og jeg var ude at købe julegaver sammen d. 21. december og jeg skulle både arbejde det meste af den 23. og om formiddagen den 24… puha! Først i midten af januar var jeg faldet ned igen – og når jeg kigger tilbage på det nu, var det jo slet ikke hverken hyggeligt eller noget der gjorde mig glad.
Godt at vi alle bliver klogere.

Selvom juleaften nærmest banker på døren og der kun er et par dage til, så er det heldigvis vinter to måneder endnu. Og netop denne vinter har jeg sat mig for at ville…

… læse en ny bog og blive klogere
… bage endnu mere end jeg allerede har gjort
… gå en ekstra lang tur med vilja i barnevognen mindst én gang om ugen, suge gode energier til mig og nyde bare at være
… udvikle flere nye opskrifter og dele herinde
… blive rigtig god til det der med surdej

Ja dette og meget mere. Jeg kan godt lide at have gjort mig nogle overvejelser om hvad min (og Viljas) tid skal gå med – og have sat nogle små mål for mig selv. Det giver mening for mig.

God jul – og husk at nyd hinanden og det I gør.
Alt er nu.