Første tur i Zoologisk Have

I torsdags var jeg på udflugt med Vilja og min søster. Vi har længe talt om at en tur i ZOO kunne være hyggelig og nu var vejret til det. Solen skinnede og det var mildt og friskt i vejret.

Vel ankommet lagde vi ud med at gå i Børne ZOO og klappe en hest og grine ad køer der viftede fluer væk med halerne. Spotte hoppende kaniner og kigge på min søster ae de sødeste små gedekid, for dét ville Vilja i hvert fald ikke.
Sidenhen nåede vi til Savannen, hvor Vilja fik set zebra, flodhest, næsehorn, struds og selvfølgelig giraffer. Og bedst som man skulle tro, at nogle af de dyr kunne være særligt spændende, spottede Vilja et lille glas”bur” med desmerdyr, som det slet ikke var til at løsrive hende fra igen.
Ja, jeg endte faktisk med at tage hende op på armen og gå med raske skridt, for hurtigt at aflede og finde andre dyr… for hun skulle altså have frokost og lur og den slags. Den første time gik lynende hurtigt og så var det lurtid efter en frokost on-the-go (forestil jer en mor med en gaffel og små hapsere på, der prøver at fange sin datters opmærksomhed, mens hun har travlt med at kigge på vand og giraffer og trapper og bænke og…)Alt imens Vilja tog en, hvad jeg vil kalde, “power nap” på 50 minutter i klapvognen; gik vi rundt og kiggede på flere dyr og nye konstruktioner i ZOO. Kiggede på den sovende panda og en brun bjørn der slet ikke var at finde. Pludselig var der gået 50 minutter. Lige da vi havde sat os for at spise frokost, slog Vilja øjenene op. Ikke udhvilet, men vågen.

Ovenpå en kiks var hun klar til at få sko på igen og tonse derudaf. Det var først den sidste times tid af turen, hun så meget som gad overveje at sidde i klapvognen. Resten af tiden gik hun selv, hvilket jeg var meget imponeret over. Det er utroligt hvad så små ben kan holde til. Selvfølgelig med pause på hver en trappe og bænk, bare fordi. Da vi havde en vågen Vilja og alligevel var i nærheden, besluttede vi at prøve lykken med endnu et besøg hos pandaen. Og der var gevinst! Begge pandaer vågne og i gang med at gnaske i bambus. Øj, hvor var de søde. Men det var ikke den “rigtige” panda, der var mest spændende ifølge Vilja. Hun fandt sig en favorit i den store plysudgave ved Panda shoppen. Med en på hver side af butikken, var det ikke just nemt at få hende med videre derfra; og vi kom også tilbage ret mange gange.
Og hver gang fik den krammer som her på billedet. Skønne lille menneske.Forud for turen var jeg enormt spændt på, hvad Vilja ville sige til at se alle de dyr vi læser og taler så meget om derhjemme. For er der noget hun er interesseret i for tiden, så er det dyr.
Nogle af dyrene rystede hun på hovedet af, når vi kom hen til dem. De fleste andre ville hun gerne vinke til og kigge på. Og så er der sådan noget som at en ganske almindelig due eller edderkop på en bænk jo selvfølgelig er lige så spændende som både løve, elefant og giraf… de er ikke bare for Vilja endnu. Tænk sig hvor mange gode oplevelser der venter hende, fordi (al)ting stadig er så nye og spændende.
Vi kom ret vidt omkring og selvom Viljas kommunikation stadig er begrænset til små ord og ja og nej, så sad hun det meste af turen hjem og sagde dyrelyde, når vi talte med hende om, hvilke dyr vi havde set. Da vi i går sad og kiggede på billeder fra turen og af dyrene grinede og pegede hun; og jeg tror hun kan huske det og forstår hvad ZOO er nu.
Det er længe siden hun er blevet så fyldt op af indtryk og det kunne i den grad mærkes på hendes træthed i bilen hjem og da vi trådte ind af hoveddøren. Hun var fyldt op og ville helst bare hænge på min skulder og indtage sin aftensmad selvsamme sted. Efter maden pegede hun ind på værelset, og da jeg spurte om hun ville ind og putte i sengen nikkede hun og gav mig et kys.

Hendes liv er en leg og jeg elsker at være med hende i den.

Sådan “opdrager” vi #måltider

Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet spurgt til vores tilgang til forskellige situationer og eller vores værdier ift. Viljas opvækst.
Og nu har jeg efter en del overvejelse besluttet mig for, at det er noget jeg gerne vil dele. Både fordi jeg sommetider selv synes det er givende at høre hvad andre gør og samtidig for at understrege, at der er så mange forskellige måder at være forældre på.
For at undgå at skulle skrive side og op og ned, vil jeg dele indlæg med dette (meget!) omfattende emne op og tage nogle af de temaer ud, som jeg selv oplever er dem der oftest bliver talt om mødre imellem. Denne gang er fokus derfor på måltider og andre spisesituationer.

Til en start kan jeg afsløre at mit syn på børn, måltider og mad ændrede sig radikalt efter jeg selv blev mor. Alt det jeg troede jeg havde styr på og besluttet mig for, blev selvfølgelig helt anderledes, da jeg så endelig sad der med Vilja og hun ikke var en andens, men mit barn.
Jeg har nået at tænke mig om mange gange, for som jeg talte med en veninde om for nylig, kom jeg nemt til at tænke at alt vi gør og siger, er afgørende for Viljas opvækst. At få træk der ikke er gennemtænkte eller falder anderledes ud end forventet, gør noget dårligt for hende. Sådan havde jeg det med måltider da hun begyndte at spise selv.
Det tog nogle måneder at lære, at det ikke er sådan moderskabet er. Forældreskabet ej heller. Det er situationer som gentagende svigt, manglende opmærksomhed o.lign. der på den lange bane kan skade vores børn; ikke engangstilfælde af situationer vi havde ønsket anderledes.

Vi har haft mange snakke om opdragelse, mad, manerer, forventninger mm. og har efterhånden fundet kernen af det vi gerne vil give – og ønsker for Vilja med hensyn til at blive tryg ved og være nysgerrig på mad.
Som en start har vi valgt at skrue forventningerne helt ned. Vi har mange andre stunder i løbet af en dag, hvor vi kan snakke og hygge os. Og derfor skal de måltider vi har sammen, ikke blive sådan nogle, hvor man skal blive siddende ved bordet (ikke når man er halvandet) fordi “ih, nu skal vi hygge os”.
Når Vilja giver udtryk for at hun vil ned fra sin stol, eller siger færdig, så kommer hun det.

Ift. hvad hun spiser – så er det helt op til hende selv. Vi afgør selvfølgelig hvad der kommer på tallerkenen; men hvor meget af det der ryger ned og reelt bliver spist, det er op til hende. Jeg tror på, at hun bedst lærer sin mæthedsfornemmelse at kende, ved selv at sige til og fra. Derfor praktiserer vi ikke “en bid mere” eller “hvis du spiser det, så får du…” Så forsvinder hendes mulighed for selv at mærke efter, og det tror jeg ikke vi vinder noget ved, på den lange bane.
Til gengæld kan jeg sagtens finde på at gå hen og tilbyde hende en bid mad, mens hun leger. Det skyldes i særdeleshed at hun generelt er småt-spisende og jeg derfor gerne vil sikre mig, at hun er mæt, når hun har forladt bordet. Jeg spørger 1-2 gange, og siger hun nej, er det nej. Så går jeg ud fra at hun er tilpas uanset hvor meget eller lidt jeg så synes, at hun har spist.Der opstår fortsat situationer, hvor vi tilbyder Vilja mad hun ikke har smagt før/kender. Når dette er tilfældet, er det altid op til hende, om hun vil smage. Vi lægger det samme mad på hendes, som på vores tallerkener (her taler jeg om aftensmad) og altid sammen med noget velkendt, som vi ved hun kan lide. Når nye ting serveres sammen med noget hun er “tryg” ved, er lysten og nysgerrigheden til det nye nemlig større.
Og samtidig med at det er op til hende at smage på nye fødevarer og selv vælge hvordan hun vil spise dem, så kommenterer vi ikke på hendes mad og eller måde at spise på. I stedet snakker vi om, hvad vi har lavet, hvor dejligt det var at hun hjalp med dit og dat, hvad der står på bordet og at det er rart at spise aftensmad sammnen.
Jeg forsøger også altid at lave en tydelig opdeling af tingene på Viljas tallerken, så hun kan skelne og se hvad hun får serveret, hvilket vi også gør en del ud af at fortælle hende.
Derudover overdriver vi gerne selv, når Vilja ser os spise. Det gør vi f.eks. ved at lægge tryk på hvor godt vi synes noget smager eller dufter, hvilket tit vækker hendes lyst til at smage.

For det meste deltager Vilja i (en del af) madlavningen. Jeg finder altid noget hun kan hjælpe med og det er meget forskelligt fra dag til dag, hvor meget hun kan inddrages. Mens vi laver maden, bliver det også tit interessant at smage på de ting vi arbejder med, og jeg tror derfor at det er med til at give Vilja en sund nysgerrighed og lyst til at smage. Forleden smagte hun på revet mozerella, da vi skulle have det på lasagnen; og efter at hun erfarede at det smagte godt, var det næsten en umulighed at få hende til at lægge det på lasagnen i stedet for at spise det. Super.

Hvis det hele skal koges ned til en one-liner, der er til at forholde sig til, så plejer vi at sige at vi passer vores egen tallerken.I forbindelse med at skulle skrive dette indlæg, hørte jeg en podcast som Morten Elsøe medvirker i. Han har været med til at skrive bogen “Madro” og skriver om sig selv at han “[…] bringer videnskaben tilbage i sundhedsdebatten”. I podcasten “Adfærd” medvirker han i et afsnit, som jeg vil anbefale interesserede i at lytte til. De kommer vidt omkring ift. hans syn på, hvad vores børn spiser, hvordan måltider foregår, hvorfor vi ikke bør have så travlt med at kalde madvarer sunde eller usunde og hvorfor der ifølge ham, ikke er noget galt med at børnene får et par stykker chokolade serveret på aftensmadstallerkenen, for at komme ud over deres lyst til noget “sødt” bagefter.
Han fortæller at en god måde at få sine børn til at spise flere grøntsager på er ved at lege med maden.

“Leg med maden; byg tårne af grøntsagstern og gerne på en måde så du selv synes det er ægte sjovt”

En anden måde hvorpå de hjemme hos ham, får lidt flere grøntsager i børnene, er ved at servere en grøntsagstallerken, når børnene er kommet hjem fra skole og institution. Det kan f.eks. være mens de sidder og ser TV, at der bliver sat et fad med grøntsager foran børnene – og før han får kigget igen og uden de selv rigtig tænker over det – er de gået ombord i fadet.
Morten husker os derfor på, at grøntsager kan spises på mange måder. Hjemme hos ham er der mere ro ved aftensmaden, fordi der så ikke skal tales om, eller være bekymringer ift. om børnene f.eks. får spist noget/nok grønt.
Det praktiserer vi som oftest også med Vilja herhjemme; grøntstave eller optøet grønt fra frost, der bliver lagt på hendes bord, mens hun render rundt og leger om eftermiddagen. Så går hun og “hygge-spiser” men får netop spist mere end hvis vi lagde samme mængde på hendes aftensmadstallerken sammen med flere forskellige ting.

Morten taler også om, at vi skal huske at se og lytte til vores børn – at vi skal huske ikke at gøre noget mad “spændende” ved kun at servere det på bestemte tidspunkter, da det så vil øge lysten til lige netop dette, samtidig med at den naturlige stopklods ikke længere vil være til stede. Han nævner “fredagsslik” som et eksempel. Og netop når det kommer til et emne som slik og søde sager, kan jeg forestille mig at vandene deles; så er du interesseret heri, kan jeg kun anbefale dig at lytte til førnævnte podcast.

I hans øjne er noget af det vigtigste når det handler om børn, mad og måltider, at børn får muligheden for selv at mærke sine egne behov og egen lyst, for på lang sigt at få et sundt forhold til mad.
Og hvem vil ikke gerne det bedste for deres børn og fremtiden? Det er i hvert fald ikke uden grund, at vi har talt så meget om hvordan og hvad vi vil gøre og ikke gøre herhjemme. Og jeg synes vi har fundet en god vej, der virker for os.

“Børn har lige så meget værdighed som voksne. Det er rigtige mennekser. Hvis jeg har lyst til et stykke slik efter aftensmaden og jeg går over og spiser det, så i stedet for at skjule det, så siger jeg til Agnes “Agnes jeg fik lige lyst til noget sødt her efter aftensmaden og vi har lidt slik. Vil du også havet et stykke eller to?” (Morten Elsøe, red.)

 

Hvordan foregår måltiderne hjemme hos jer? Og kan det bruges at høre hvordan vi gør hos os?

Skrøbelighed

Når du ligger der i mine arme,
aer mig på ryggen og forsøger at fange mit blik
så flyder jeg næsten over af
al den kærlighed
der flyver igennem min krop
jeg er taknemmlig og lykkelig
mere end jeg nogensinde troede jeg kunne blive

Og du smiler til mig.
du siger ingenting og alligevel siger du alt
jeg ved jo hvad du mener
både når du siger den ene og anden
og tredje lyd.

I dag mærkede jeg sårbarhed.
Skrøbelighed.
Livet er så skrøbeligt
og at stå der med dig i favnen
er ikke noget der bare skal slutte
men om jeg vil det eller ej
så slutter det en dag
så vil og kan du ikke ligge der mere
Og jeg vil savne.
Det
og dig
jeg ved jo ikke hvornår
hvornår det slutter

Nogle gange tror jeg det er nu
at alt er ved at slutte
fordi hvordan kan det være så godt
og jeg så glad
selvom tanker og følelser og impulser fylder mig og
næsten ikke er til at styre
skal jeg nok passe på dig
det vil jeg gøre for evigt og altid

jeg elsker dig
Vilja
og lad mig vise dig livet
og lære dig at kærligheden
den stopper ikke med at vokse

vi klarer det, ikke?

Ja, kald mig bare øko-mor

Hvornår er det for meget af det gode, at gå op i hvad ens barn spiser?
Og er det forkert at gå mere op i, hvad ens barn propper i munden end hvad man selv gør?

For nogle år siden blev D og jeg enige om, at vi fremover ville købe overvejende økologisk. Det var en slags omstilling og beslutning om, at vi ville sætte flere penge af til vores madbudget, fordi vi gerne ville købe så meget økologi som muligt. Inden da var det primært mejeriprodukter samt frugt og grønt vi købte økologisk, men nu skulle det ligeledes være kolonial, tørvarer, husholdningsprodukter og lign.

Vi har nu levet på denne måde i en del år. Med et højere madbudget end gennemsnittet grundet vores fokus på økologi. Derfor er det også helt naturligt for os, at have Vilja med på den vogn. Hun spiser jo ligesom os og derfor får hun også økologiske fødevarer. Det var også noget vi talte meget om, dengang vi overvejede at sende Vilja i dagpleje – at vi gerne ville finde en dagplejemor, der delte disse værdier med os; men mest af alt tænkte vi: “er det overhovedet muligt?”
Det nåede vi imidlertid aldrig at få afklaring på, da vi så valgte hjemmepasning og hurtigt var videre fra de overvejelser.Jeg siger ikke, at min holdning er rigtig for alle. Men den er rigtig for os herhjemme. Vi vil gerne prioritere mad og ernæring på et højt niveau, samtidig med at vi gerne vil bidrage til en sund produktion, gode forhold mm. ift. produktionen, ved at købe økologi.

Uden at være mere firkantet og principiel end hvad godt er, så er det altså noget vi går ret meget op i herhjemme; hvad vi og Vilja får at spise. Ikke fordi vi som sådan er nervøse for at hun skal spise “usunde” fødevarer, men fordi vi er af den overbevisning at de sunde vaner og vores holdninger lige så godt kan blive noget der allerede nu, får en plads i hende også. Hun må gerne lære at vi går op i, hvad vi spiser, hvor vi køber ind og hvilke varer vi vælger. Vi vil til enhver tid vælge kvalitet fremfor kvantitet og dét er en læring jeg gerne vil give videre til hende.
Det betyder ikke, at jeg kigger skævt til dem der har det anderledes end mig; dem der ikke køber økologi eller vælger anderledes end hos – for jeg synes overordnet set at det er skønt at vi er forskellige som mennesker. Det er helt sikkert heller ikke i alle hjem, at der som sådan bliver taget stilling til det, og det er også fint; det vigtigste er at man gør det, der fungerer bedst for en selv.

Til gengæld kan det godt betyde, at jeg kan finde på at sige nej til noget andre tilbyder Vilja, hvis vi er ude. Hvad end det så er sukkerholdige produkter, pålæg, skrabeæg eller hvad ved jeg. Faktum er jo blandt andet at

” For en fabrik, der laver økologisk kødpølse eller spegepølse, betyder det, at pølserne må indeholde langt færre tilsætningsstoffer end almindelige pølser, og at de blandt andet ikke må indeholde stoffet nitrit, som gør pølserne mere røde og forlænger holdbarheden”
(etisk-handel.dk)

Det er ikke altid – og igen det er ikke fordi jeg er mere principiel end at hun selvfølgelig også får ikke-økologiske produkter; det vigtigste for mig er bare at tage stilling. Hvad vi propper i munden er jo udgangspunktet for alt andet vi gør. Hvor meget energi vi har/får, hvilke stoffer der ophober sig i kroppen, hvor længe der går før vi er sultne igen, om det giver store udsving i blodsukkerniveau osv. Det er brændstof til kroppen og dét synes jeg er vigtigt at huske på.
Som jeg også har skrevet om før, får Vilja heller ikke raffineret sukker endnu. Det gælder bl.a. is, sukkerholdige drikkevarer, kage, frugtyoghurt mm. for blot at nævne nogle af de ting jeg oplever andre på hendes alder spise. Her er der netop nogle med en anden overbevisning end min, som måske tænker at Vilja vil få et usundt forhold til søde sager, fordi hun ikke får dem endnu.Tankerne til dette indlæg kom efter at vi var til et familiearrangement hos min mor og hendes mand. Det var en fejring og vi andre spiste kage og der var slik på bordet – Vilja blev ikke tilbudt disse ting. I løbet af dagen havde min mor spurgt, om hun måtte give Vilja en figenstang (dem får hun også af og til herhjemme, når det skal være lækkert), hvortil jeg havde svaret at hun kunne få den, når vi andre skulle spise kage. I hendes verden er det ypperste hun ved nemlig dem.
Da vi sidder med kagen og min mor henter figenstangen siger hun højt “jeg håber det går, at den ikke er økologisk”. Jeg husker at smågrine lidt og derefter sige at det selvfølgelig er fint nok. Men lige der, poppede tankerne op i hovedet på mig… ville jeg gerne være sådan en øko-mor, som min egen mor pludselig følte hun skulle “undskylde” overfor, fordi hun tilbød noget ikke-øko til mit barn?
Og da jeg lagde mit hovede på puden om aftenen, besluttede jeg mig. Ja, det ville jeg. Jeg tager gerne imod blikke og kommentarer om det valg vi har taget, for vi har gjort det lige præcis fordi vi mener at det er det bedste for Vilja. Og for os.

Når vi skal nogle steder hen tager jeg som oftest også en madpakke med til Vilja, for så er der slet ikke nogen grund til at skulle bringe emnet op. Så ved jeg hvad hun får og der skal ikke opstå underlige situationer fordi mine principper kan sætte andre i en svær situation. Det ønsker jeg for alt i verden ikke.Det er en hårdfin balance at fastholde sine principper, finde sig til rette hos andre og kunne sige nej tak, hvis noget ikke er indenfor de rammer jeg ønsker for Vilja. Jeg tager jo ikke mad med til mig selv, hvis vi er inviteret hjem til middag hos nogen, for mit ansvar overfor Vilja vægter jeg højere – og så er der også noget med pli og den slags, når det kommer til voksne.

Det er et ømtåleligt emne, fordi vi hver især ser så forskelligt på tingene. Nogle mener måske at det er et spørgsmål om økonomi, om man køber økologi eller ej. Jeg mener først og fremmest at det er et spørgsmål om prioritering – man kan f.eks. nedsætte mængden af kød for derimod at kunne købe økologisk o.lign.
For nu har vi fundet den rette vej for vores familie og så må vi se hvordan den ændrer sig med tiden.

Har I taget stilling til økologi? Hvilke tanker ligger bag jeres beslutning om at købe/ikke købe økologisk?

At definere børn begrænser dem

Det var først da jeg selv blev mor, at det blev tydeligt for mig, hvor mange forskellige perspektiver der er på det at opdrage. Selvom vi kan dele værdier, gør vi alle sammen tingene forskelligt og dét synes jeg er enormt spændende. Jeg kan blive helt forgabt i at tænke på, hvor mange forskellige måder spise- og puttesituationer bliver håndteret på i danske børnefamilier. Bare for at nævne noget.
Jeg har tænkt over opdragelse og personlige værdier tonsvis af gange også inden jeg blev mor, og været meget interesseret i hvad andre skriver og siger om disse emner; men efter jeg er blevet “en af dem” – en af dem med et barn – et ansvar – har interessen vist sig at værre endnu større. Nu har jeg min egen lille skabning at lære om værdier og des lige. Første gang det virkelig slog mig, i hvor høj grad vi alle sammen gør tingene på hver vores måde (også) når det kommer til vores børn, var i min mødregruppe. Vi gik jo fra at sidde med små babyer, der enten sov eller spiste, til at have tumlinge der ville dit og dat og som man kunne begynde at sætte grænser for og opdrage. I takt med at børnene blev ældre, kom det tydeligt til udtryk at vi havde seks vidt forskellige måder at være mor på. Så begyndte de andre på arbejde, bedst som der kunne være opstået en masse interessante snakke, og vores ugentlige mødregruppe forsvandt som ud i den blå luft. Men det er en helt anden historie!

Der er mange spændende sider af forældreskabet, og en af dem jeg især er blevet optaget af at læse om, er i hvor høj grad vi som forældre definerer vores børn.

Nu går Vilja ikke i institution, men ellers kunne jeg skrive parallelt om, hvordan eksempelvis pædagoger også kan være med til selv samme.
Et eksempel er situationer jeg har oplevet, når jeg har haft Vilja med mig ude at handle eller til sociale arrangementer. Her har jeg flere gange oplevet andre kalde hende en prinsesse. Det skete eksempelvis før covid-tiden, da jeg havde hende med på kaffebar og to kvinder på min mors alder gik forbi os og sagde “eeeeij, en fin lille prinsesse”. Det er også sket i en tøjbutik, til en komsammen… og sikkert flere steder endnu. For mig er hun ikke en prinsesse. Hun er en pige, ja. Men det gør hende ikke til en prinsesse. Det er sagt i den fineste mening, det ved jeg. Men det er jo lige præcis “spot on” på de udfordringer vi møder mange steder i vores samfund, når vi taler om køn og kønsforskelle. At det bare er noget vi siger…Èn ting er, at jeg selv tænker meget over, at jeg ikke vil definere hendes køn “for meget” overfor hende. Men noget andet er, når andre gør det for mig. Jeg ved godt, at det ikke er de få gange at andre f.eks. kalder Vilja for prinsesse, der afgør hvordan hendes egen opfattelse bliver. Det gør mig bare så ærgrerlig.
Det er interessant at tænke over, hvor tit og nemt det er at “falde i fælden” og definere et barn ved at kalde dem noget specifikt. Det er ikke kun når det kommer til køn, at der er en udfordring at gribe fat om.
Det kan lige så vel være ting som “pyldrehoved, kræsenpind, klodsmajor” (bare rolig, jeg er selv faldet i flere gange). Når vi taler til et barn på denne måde, er vi både med til at forstærke en særlig adfærd samt afskære barnet fra andre muligheder. Vi giver dem ikke plads til at blive sig selv, som sig selv.

Når jeg skriver, at jeg ikke vil definere Viljas køn, er det forstået på den måde, at jeg helst ikke vil sige og/eller gøre ting med udgangspunkt i “at hun er en pige, så…”. Jeg bestræber mig på, ikke at handle ud fra at hun skal kunne lide noget bestemt legetøj. Eller en bestemt farve. Eller noget bestemt tøj. For det er jo ikke en opfattelse der findes i hende – det er en vi kan “komme til” at skabe, hvis vi lige netop ikke tager afstand fra at fortælle om at dukker, udklædningskjoler og legekøkken kun er for piger. Det er jo ikke noget hun bare ved, fordi hun er født som pige.

Hendes værelse er ikke lyserødt (mest fordi hendes mor ikke er så vild med den farve) og hun har både biler og andre legesager, som ikke passer ind i “pige-legetøj kategorien”, hvis man kigger i et legetøjskatalog. Og det er mest på den måde, at jeg ikke vil gøre for meget af noget og ikke noget andet. Jeg ved ikke om det giver mening.
Jeg finder det helt naturligt at tale med Vilja om at hun er en pige og lære hende det, for jeg underkender ikke at der er forskel på hvilket køn man er og selvfølgelig skal hun vide og lære at hun er en pige. Samtidig håber jeg bare hun vil forstå, at det ikke betyder hun skal have en særlig adfærd af den grund.Men er det ikke både vildt og skræmmende på samme tid? Hvordan vi skaber den her (synes jeg) enorme distance mellem køn, allerede fra børn er helt små. Giver piger udklædningskjoler og drengene biler. Lærer drenge at være de store og stærke, taler om at piger er smukke… men hey – de ting og de fleste andre af de ting vi gør og siger i hverdagen, gælder jo lige for begge køn?

“Problemet med fortællingen om de lyserøde piger og de blå drenge, er dog at den sætter begrænsninger for børns selvopfattelse, handlemuligheder og udviklingspotentiale”

Sådan står der i en artikel fra Sex&Samfund om hvordan kønnet leg og legetøj påvirker ens barn. Og det er netop det, jeg vil lade være min pointe.
Vi skal ikke begrænse børn ved at tale om dem på en bestemt måde – vi skal lade dem være dem de er og gøre det de har lyst til. Vi skal ikke trække vores søn eller datter med ind i en legetøjsbutik, fordi de må vælge et stykke legetøj og så fortælle vores egen mening om “skal vi ikke prøve at kigge på bilerne i stedet for?” fordi det jo er en dreng og fordi vi af den grund synes at det ville være passende at vælge.
Ovenstående er blot en af flere af den slags oplevelser jeg havde sidst jeg var i BR for at finde en fødselsdagsgave til et vennepars datter.

Lad os gøre op med at putte børn i kønskasser og i stedet lade dem vise os hvem de er. Børn er skabt af noget godt og skal ikke påduttes det ene og det andet. De skal vandes, så de kan vokse og spire og gro lige som de kan det bedst. Og så skal de nok lære, at der selvfølgelig er forskel på han og hun og pige og dreng. Men det skal ikke give anledning til, at de på nogen måde føler sig begrænsede eller får en skæv selvopfattelse.

Hvad tænker I om kønnet leg og at definere børn?