Udskydelse af institutionsstart

For nylig faldt snakken herhjemme på, hvor vildt det er, at vi er over halvvejs gennem 2021. At jeg har gået hjemme i mere end to år og hvor godt vores familieliv fungerer med de vilkår vi har valgt for os selv.
Vi har for længst skrevet Vilja op til børnehave, ja allerede inden vi havde kendt hende i mere end en måned – for det gav sundhedsplejersken mere eller mindre besked om, at vi skulle dengang.
Der er dog ingen af os, der som tingene ser ud nu, har lyst til at skulle sende Vilja i børnehave til marts.

Jeg er ikke som sådan modstander af institutioner, men jeg tror heller ikke på, at de nødvendigvis er det bedste svar. Ikke for alle. Jeg har fuld forståelse for, at andre vælger det til, også fra en tidlig alder; men sådan er det bare skønt, at vi kan have det forskelligt. Der ikke noget rigtigt og forkert – det er et individuelt spørgsmål om, hvad der passer den enkelte familie. Og hvilke overbevisninger man har. Lige såvel som det handler om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre.Det faktum at vi er mere end halvvejs i 2021 betyder teoretisk set, at Vilja kan starte i børnhave om 7-8 måneder. Det kan være det lyder af meget; det synes jeg bestemt ikke det er.
Eftersom at Vilja ikke har prøvet andet end at være et “hjemmebarn” har hun heller ikke noget forhold til at det kunne være anderledes. Hun er bekendt med børnehaver og vuggestuer, da vi har venner der går i både det ene og det andet. Men hun ved ikke, hvad de er lig med og derfor har jeg heller ingen skrubler over, at skulle blive ved med at holde hende hjemme.

Og så får jeg spørgsmål som “søger hun ikke andre børn?”
“Hvordan har du tænkt dig, at hun skal lære at gebærde sig socialt?”
“Hun er heller ikke vant til flere børn ad gangen?”
“Der er en grund til, at børn skal gå i institution”

Jeg har lige så mange spørgsmål den anden vej.

For hvorfor er det en overbevisning mange har, at socialisering kun er noget der kan ske uden mor og far? Jeg tænker ikke at socialisering er et begreb der er så formbart, at det kun gælder i nogle tilfælde. For alt hvad vi (og vores børn) foretager os sammen med andre mennesker, bliver en del af vores socialisering.
Samtidig mener jeg heller ikke at institutioner er lig med socialisering. For hvis børnene ikke bliver guidet og set, hvilken socialisering er det så de i virkeligheden opnår? Ikke noget ønskværdigt tænker jeg.

At jeg gerne vil gå hjemme med Vilja, betyder ikke at vi kun er hjemme. Mit største ønske ved at have Vilja hjemme, er selvfølgelig at inddrage hende i flest mulige praktiske gøremål i hjemmet, men mindst lige så vigtigt er det for mig, at vi kommer ud af huset og oplever. Tager på ture i naturen såvel som i byen, møder legekammerater og har nogle genkendelige steder Vilja er glad for at komme. Det betyder at vi kan tage i ZOO på en hverdag, at vi kan tage i svømmehallen og at vi kan få en hel dag til at gå med enkelte gøremål, fordi vi har tiden til bare at gøre, opleve og tage tingene som de kommer.

I Dagtilbudsloven står der at “Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. […] bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund”

Og selvom det er målet i de danske daginstitutioner, tror jeg ikke på, at alle institutionsbørn får dette opfyldt. Jeg tror ikke på, at alle institutioner er i stand til at opfylde det. Dernæst mener jeg ikke at den “opgave” kun kan løftes af pædagoger i institutioner.
Medbestemmelse og medansvar er kerneværdierne i vores hjemmeliv, fordi der er så god plads og tid til netop dét. Demokrati opnår vi i vores møde med andre fællesskaber, hvor hensynstagen og forståelse for at vi er en del af noget større, tydeliggøres for Vilja. Og selvstændighed er noget der udvikles gennem læring om hvordan og hvorfor. Altså tydelig voksenguidning. Et barn bliver ikke “godt” selvstændigt af at være overladt til sig selv, eller af at skulle behovsudskyde før end det overhovedet er i stand til dette. Et barn bliver ikke selvstændigt af, at vente på at der er en voksen der har tid.

Jeg mener ikke Vilja går glip af eller misser noget sammenlignet med insitutionsbørn. Snarere tværtimod.

Jeg har valgt hjemmelivet og den opgave det er, selv at tage mig af mit barn alle dets vågne timer, velvidende at det kræver noget af mig. Jeg skaber et socialt miljø omkring os med legeaftaler og muligheder for at Vilja kan indgå i sociale relationer, hvilket hun dog grundet sin alder stadig ikke har “behov” for. Og jeg kan ikke se én eneste dårlig ting i, at jeg er der for Vilja i de situationer. Netop til at lære hende at forstå, til at guide og til hjælp.
Derudover har hun mig altid når noget bliver svært eller for meget.

Tænk sig, hvor mættet et lille barn i institution kan nå at blive i løbet af en dag. Men der er ikke mulighed for at trække sig og bare “være”. Det er slet ikke sikkert at de voksne ser at det er barnets behov.

Når vi taler om at hjemmeliv isolerer børnene og ikke opfylder deres behov, kan vi måske samtidig tale om alle de børn der sendes i institution og derfor isoleres fra deres forældre?

Jeg ved godt, at det er at sætte tingene på spidsen. Men jeg oplever det så tit i min retning og har nu brug for at sige – det går begge veje. Der bliver bare sjældent stillet spørgsmålstegn ved “institutionsbørn” fordi det fortsat er normen i vores samfund at vi bruger institutionerne.

Psykolog Ole Schouenborg siger det på en fin måde:
“Begrebet børnenes behov er et farligt kort at spille – for det er naturligvis i høj grad kulturbetinget. Men behov er også naturbetinget og det lille barns behov for stabil omsorg fra betydende voksne i rolige omgivelser er for mig at se uafviseligt.
[…] den livslange jagt på anerkendelse er måske et symptom på, at man ikke blev anerkendt nok i tide.”

Institutionerne er en nødvendighed i den indretning af samfundet vi har i dag. Og de kan også løse meget for mange familier; men det er på tide at nuancere. På tide at institutioner ikke bliver set på som (udelukkende) det rigtige. Som om at børn der ikke går der, går glip af noget. For institutionsbørn går dælme også glip af noget 🙂
Som skrevet indledningsvis er det dejligt at vi ser forskelligt på tingene. Dejligt at vi tænker forskelligt og dejligt at vi hver især er forældre på vores måde. Ellers var verden kedelig.
Men lad os huske hinanden på, at vi gør det vi mener er bedst for vores børn, for vores familie, for os selv. Og lad os så også huske at give plads til at vi gør tingene forskelligt.
Vær nysgerrig i stedet for dømmende. Næste gang du støder på nogen der gør noget andet end dig – så stil i stedet et par uddybende spørgsmål. Bliv klogere.

Vi kan altid lære noget nyt af hinanden.

Og med alt det sagt, ved jeg ikke om jeg nogensinde sender Vilja afsted i børnehave. Jeg bliver også hele tiden klogere, så vi får se.

Mærkedage der understreger savn og sorg

Jeg mangler dig hver dag, hele året.
Men på en dag som i dag, endnu mere. Fars dag. En dag jeg ikke har nogen erindring om, at have “fejret” med dig. En dag, hvor der hyldes og tales og sættes fokus på fædre. Og når man som jeg, ikke har en far her på jorden, bliver det i stedet en påmindelse om lige netop dét.

En påmindelse om det savn og den sorg jeg for evigt vil bære med mig. Den del af mig, der mangler og aldrig bliver hel.

Øv, hvor er det uretfærdigt, at jeg ikke har dig.
Sommetider tænker jeg på, hvordan hele mit liv havde været anderledes, hvis ikke vi havde mistet dig. Det er underligt at tænke på.

Den ene dag tager den anden, men på dage hvor jeg tænker på dig, bliver de samme spørgsmål ved med at poppe op. Hvorfor? Hvordan? Det er næsten en umulighed for mig, at acceptere, ikke at kende svarene – men den største umulighed er at acceptere, at jeg har mistet dig. Det kan jeg ikke.
Ja, tiden gør det “nemmere”. Eller, den gør i hvert fald, at de vilkår man er sat i, er nogle man vender sig til, at leve med. Sådan er det også med andre ting end at miste eller have mistet.
Jeg læste for nogle år siden en fantastisk god (og meget rørende!) bog om en far med en “usynlig” søn. Sådan fortæller han om sin søn, efter at have mistet ham.

Og en af de pointer jeg især tog med mig fra den bog, var netop at det at have mistet, ikke er noget man skal komme videre fra. Det er noget man skal lære at leve med.

Det giver nok mest mening, hvis man selv kan perspektivere det til en lignende situation – for udefra tror jeg de fleste har det med at tænke (og sige højt) at jeg vel også er kommet videre. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er muligt at komme videre, hvis man mister en så tæt på, som det har været for mig, at miste min far. Men det er det nok for nogle.

Jeg har aldrig talt om dig, som usynlig. Men jeg taler om dig, som en stjerne. En følgesvend.
Det er længe siden jeg har drømt om dig, men det kommer i perioder. Lige for tiden har jeg et hav af tanker om fremtiden – og det fylder også i mine drømme.
Måske du kan hjælpe med at pejle i den rigtige retning? Give mig et tegn og vise vejen?

Jeg håber at se dig igen en dag, far.

På mikroeventyr med Vilja

I forrig uge, havde Vilja og mig den skønneste dag i Ådalen, hvor vi var på mikroeventyr.

Jeg har længe tænkt på at tage på en heldagstur, og netop tage f.eks. trangia med og lave noget mad på den. Vi har selvfølgelig været på mange dagsture, hvor det har været fint med en madpakke; men af og til, er det også sjovt at gøre noget mere eller noget andet.

Denne gang havde vi derfor pandekagedej med, til at bage på trangiaen. Og så var der selvfølgelig også kaffe, så jeg havde det, til når Vilja sov.

Vi elsker begge to, at være på tur og denne dag var ingen undtagelse. Som det jo er så skønt med børn, så behøver der ikke være meget mere end et par sten og en pind, så finder de på noget. Så Vilja lige dele hjalp mig med pandekagebagningen og hoppede rundt på sten og legede fangeleg.

Og som I nok har bemærket, så havde vi en veninde med. Derfor alle de fine billeder. Emma fra min tidligere mødregruppe tog nemlig med, for at sludre med mig, når Vilja sov og for at tage nogle billeder af os, når hun var vågen. Det var en fornøjelse og nu kan jeg glæde mig over alle de hyggelige billeder hun fangede af mig og Vilja. Det er meget besynderligt at se igennem, når jeg ikke er vant til at se vores interaktion med “fremmede” briller – det er godt nok noget andet, end fra eget perspektiv.

Vi må snart afsted med trangia igen. Jeg arbejder på højtryk, for at få D til at sige ja til en weekendovernatning i shelter et sted. Bare ham, mig og Vilja. Jeg ved ikke om jeg sælger idéen dårligt – for han er ikke ligefrem ved at falde bagover af begejstring. Det kunne være så hyggeligt med sådan en tur; og så vil jeg enormt gerne finde ud af, hvordan Vilja ville agere i det. Der er sket meget siden sidste sommer, hvor hun tog det i stiv arm, da vi sov i shelter på Hærvejen 6 dage i stræk.
Men jeg har besluttet mig for noget; hvis ikke D ender med at sige ja, så spørger jeg enten en veninde eller tager afsted alene med Vilja.
Hun kan lige så godt blive introduceret – for jeg elsker det og saster stærkt på, at vi skal gøre den slags flere gange om året i løbet af hendes barndom.

Hvis du er nysgerrig, deler Emma mange hverdags- og fotoprojekter på instagram – find hende her

En ny hverdag skaber refleksioner

Forrige uge blev min og Viljas ellers så velkendte hverdag i hinandens selskab brudt op og erstattet af noget helt andet. Jeg havde sagt ja, til at passe Viljas ven (og nu min venindes søn) frem til at han i dag skulle starte i vuggestue. Grundet jobstart havde de et hul på halvanden uge, hvor jeg så tilbød at hjælpe.

Det var enormt spændende og lærerigt og jeg så frem til at skulle have de to alene, planlægge aktiviteter for os og se deres interaktion fra afstand. Endvidere blev det en uge der satte mange tanker i gang i mig ift. hvad jeg vil på længere sigt og hvad jeg skal lave i takt med, at Vilja bliver ældre.

Hele ugen var vi hjemme hos Oliver, da han er så priviligeret at have en skøn have med legestativ og diverse køretøjer, hvilket vores have på ingen måde byder på endnu. (Vi bruger fortsat undskyldningen om, at vi er startet med indretningen indenfor og at haven er næste store projekt) Desuden synes jeg ogå selv, at det gav god mening at Vilja og mig kom til hans trygge rammer, hvilket ikke betød noget for Vilja, der havde mig med.

Ugen gik hurtigt og jeg var helt ærgerlig, da vi nåede fredag. Vilja havde vænnet sig til, at vi skulle ned til Oliver og spurgte hver dag, når vi spiste morgenmad “ned til Oliver?”.
Da jeg lørdag morgen sad med Vilja over morgenmaden og hun igen spurgte, fortalte jeg hende at det var weekend og at vi ikke skulle passe Oliver mere. “Seeeerrr” (senere), svarede hun så.

Vi startede ugen med regn og udeleg, tegninger og fangeleg. Tirsdag bagte vi boller i fællesskab og Oliver, der ikke havde meget erfaring med dej, var simpelthen så skøn at iagttage, da han første gang fik dejen i hænderne. Han trak det fra hinanden, duftede, mærkede og holdt dejen i strakt arm, indtil den af sig selv faldt på bordet og derved delte sig.
Vilja startede med at ælte og slå på dejen. Jeg havde fundet rosiner frem og fortalte at vi kunne lave bamseboller, ved at bruge rosinerne som næser og sætte små ører på bollerne. Den idé var der blandet opbakning til. Vilja og Oliver fik lavet deres eget bud på bamseboller og da de begge sov middagslur, færdiggjorde jeg dem jeg selv havde lavet, ved at tegne på dem med kakaoglasur.
De var så søde, da de vågnede og jeg viste dem resultatet af mine kreationer; Vilja har snakket om “bamsebotter” lige siden.
Og ja, Oliver elsker edderkopper, så sådan en var jeg jo også nødt til at lave 🙂I løbet af ugen nåede vi også en tur på stranden til stor glæde for begge børn. De kastede med sten, rodede i skum, undersøgte tang og fandt sten og muslinger vi skulle have med hjem.
Inden hjemturen fik de juice og nybagte bananpandekager, som vi havde lavet inden vi tog afsted.

Hjemme igen skulle vi bruge nogle af vores fund til at lave sanseflasker, som udover muslinger og sten også indeholdt glimmer og små Hama perler.Inden jeg fik set mig om, var det fredag og en hel uge gået.
En hyggelig, lærerig og givende uge, hvor jeg både fik muligheden for at se nye sider af Oliver og Vilja.

En uge hvor relationen mellem de to blev styrket på så mange parametre og en uge hvor jeg pludselig blev i tvivl hvorvidt jeg på længere sigt, skal lade det at passe børn, være “mit kald”.

Ikke at jeg kunne drømme om at arbejde i institution, men det at danne rammerne for og om sådan et lille fællesskab med 3-4 børn… det kunne jeg på en eller anden måde se mig selv i. Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke er første gang at dén tanke har strejfet mig. Allerede da vi startede med at snakke hjemmepasning, havde D og jeg en snak om hvorvidt det skulle være for flere børn end Vilja.
Det er dog megt nemmere at forestille sig nu hvor jeg har fået en smagsprøve. For jeg ved godt, at én uge ikke er lig med hvordan det vil være, hvis det er det jeg laver.

Samtidig med at tankerne om en hverdag som hjemmepasser, dagpleje eller hvad vi skal kalde det er kommet til mig på ny, gik det også op for mig, hvad jeg så skal give afkald på.
For en uge var det intet problem. Men hvis det var sådan “for altid” (forstå mig ret, på længere sigt). Det vil betyde at jeg ikke “bare” kan tage i en hverdagstur til svømmehallen, biblioteket, eller som i dag, hvor Vilja og mig har haft besøg af en veninde og hendes søn… den slags vil ikke fungere i rammer hvor jeg også tager mig af, og har ansvaret for andres børn.
En meget stor del af vores hverdag (som dog har været en del på pause grundet corona) er at ses med veninder med børn, legeaftaler og se andre således at både Vilja og jeg har en gevinst herved. De vilkår vil også være væsentlig anderledes. Jeg ville aldrig tage 3-4 børn med på tur i ZOO; og at kunne netop det med Vilja, er noget af det jeg elsker mest ved den måde, vi har indrettet vores hverdag på.

Udover at det var en uge med mange nye erfaringer, var det også en uge, der i allerhøjeste grad understregede for mig, hvor meget jeg har Vilja med i løbet af dagen. Hvor mange små praktiske ting vi klarer sammen i løbet af en dag, og hvor meget der pludselig er at tage sig af, når vi 5 dage i træk var ude af huset i alle dagtimerne.
Normalt er rengøring, vasketøj og indkøb ting vi gør sammen i løbet af ugen. Og ingen af de ting kunne jeg klare med Vilja eller mens hun sov – det er vildt hvor stor en forskel det gjorde. Lad mig bare sige, at det er længe siden jeg har følt mig så bagud med vasketøjet, ha ha.

Jeg er mere end nogensinde i vildrede. For samtidig med, at jeg ved det kan give Vilja noget godt at indgå i et mere fastlåst fællesskab, som jeg kan sætte rammerne for, så er jeg heller ikke det mindste i tvivl om, at det er en kæmpe gave at have den hverdag vi har nu. Den frihed til at gøre som vi vil, når vi vil.

Jeg er endnu ikke klar til, at give afkald på det vi har. Men det har åbnet mine tanker for noget nyt, at jeg fik lov at holde en uges dagpleje for de to skønne <3

Stilheden der heler

Indbegrebet af mine tidlige ungdomsår var at være noget  – gøre noget – for andre. Vise overskud og dele overskud ud. I virkeligheden handlede lige netop dét, nok mest om, at det så var nemmere at lægge låg på alt det jeg selv følte. Alt det der i mit hovede, gjorde mig forkert. Skam og angst.

Det slår mig nogle gange, hvordan det overhovedet er lykkedes mig at komme videre; hvordan jeg nåede hertil, hvor jeg er i dag. Hvordan jeg kom ud af det tankespind, der fyldte mit hovede de fleste af mine vågne timer i hele mit sidste gymnasieår og lang tid derefter. Hvordan det først rigtig blev godt, da jeg mødte D og sidenhen blev mor til Vilja.
Jeg har den seneste tid været sat helt tilbage. Været gået i stå. Jeg har været tilbage i et lignende trummerum af tanker, som dengang i gymnasiet.

Jeg har ikke følt mig i stand til at skrive noget, der var “vigtigt nok” til at dele. Intet har føltes rigtigt og jeg har ikke kunne finde mig til rette i alle de ting jeg ellers elsker og bare gør.

De ting jeg foretager mig, siger, fortæller, har fået en ny betydning. Omend jeg ønsker det eller ej, bliver intet som det var. Og dét bruger jeg en del energi på at finde ud af. Acceptere.

Som 3-årig mistede jeg min far; men siden da har jeg ikke prøvet eller været tæt på at miste nogen, der var så tæt på mig. Det har jeg nu. Og jeg har mange gange de seneste måneder tænkt “hvordan havde jeg overhovedet klaret det, hvis jeg skulle have forholdt mig til en ny verden uden min bror”. Jeg mener, med den grad af påvirkning ulykken har på mig, så tør jeg slet ikke tænke førnævnte til ende.

Jeg græder stadig over ulykken og tankerne om den. Jeg græder hvis jeg en søndag morgen får kigget på klokken… for så tænker jeg “det var nu vi sad i bilen, på vej til hospitalet. Nu vi stod udenfor og ventede på at komme ind og se ham”. Jeg græder også, når jeg ser eller hører en lægehelikopter. Ja, jeg græder nu.

Det ér barskt at blive udsat for så voldsom en forskrækkelse. Kroppen når at forberede sig på det værste. Afventer.
Derudover at være uden en eneste mulighed for at være noget. Vi måtte jo ikke komme på besøg. Det var svært at være i, oveni forskrækkelsen. For det gjorde det om muligt endnu sværere at forstå, at han (min bror) fem dage senere kunne sidde hjemme i sofaen og drikke kaffe igen. Jeg havde ikke oplevet noget imellem respirator-billedet og klip så til fredag aften hjemme i stuen.Jeg har ikke holdt fingrene i ro, selvom I ikke har hørt fra mig. Jeg har skrevet-og-skrevet-og-skrevet. Det har bare føltes meningsløst at udgive og dele, men jeg begynder at mærke forandring. Og det er så dejligt.

Tilbage til de tidlige ungdomsår, mærkede jeg dengang den største modgang efter hændelsen på Roskilde (læs indlægget her). Min psykiske tilstand svingede og jeg vidste aldrig selv hvad jeg ville hvornår, eller om jeg var god nok.
Dengang knoklede jeg fra morgen til aften, mens andre så på og spurgte “hvordan kan du klare at arbejde så meget, samtidig med at du går i gymnasiet?” “Sover du slet ikke?”, “Hvornår laver du lektier?”

Svarene havde jeg altid klar. Det var de samme evigt og altid. For samtidig med at jeg passede 3-4 forskellige jobs som henholdvis børnepasser, gymnastikinstruktør, rengøringshjælp og cafémedarbejder, så passede jeg skolen. Nej, jeg sov ikke meget. Ikke nok. Men når jeg var i gang, var der ikke meget plads efterladt til dumme, uhensigtsmæssige tanker.
Efter gymnasiet blev det heller ikke bedre. Min tid blev dog fordelt anderledes og i andre job. Samtidig med at jeg altid var klar på besøg, altid klar på at komme ud. Altid klar med en hånd, et lyttende øre eller…
Jeg flyttede hjemmefra, men følte mig indespærret, ensom og trist, når jeg var alene mellem lejlighedens fire vægge. Det blev aldrig rigtigt og godt indeni mig.

Og så mødte jeg D. Gudskelov for det. Kærligheden fik lov at overskygge dårlige tanker og jeg blev værdsat af et andet menneske – elsket på en ny måde og jeg begyndte at være glad ved mig selv igen.

Den seneste tid har mængden af tanker der overskygger rationelle ting, været ligesom dengang.

Denne gang har jeg bare ikke forsøgt at være noget for nogle andre end D og Vilja. Og det har været skønt og været nok. Jeg har ikke forsøgt at løse mine udfordringer ved at gemme dem væk og hjælpe andre – for jeg har lært af mine erfaringer.

Jeg har lært at huske mig selv og være åben og ærlig. Og denne gang handler det om at være i livet efter en forskrækkelse jeg sent vil glemme, hvor det tidligere har handlet om selvværd, selvtillid og en på alle tænkelige måder anden traumatisk oplevelse.

Det glæder mig at mærke, at jeg rent faktisk er kommet til et sted i livet, som jeg dengang det så allermest mørkt ud, ikke troede var muligt at ende i igen. Og jeg er ikke denne gang sunket ned i et hul eller kæmper med hverken selvtillid eller selvværd. Jeg kæmper med et enormt chok, som min krop er blevet udsat for.
Og jeg ved, at det går i den rigtige retning. Som jeg fortalte en veninde i går, så var det de første par uger ALT jeg på den ene eller den anden måde, kunne linke til ulykken. Min mor der ringede, ligesom hun gjorde den dag. En ambulance der kører forbi og der var jo også ambulancer den dag.

Sådan er det ikke længere. Nu er det mere direkte forbindelser, som sætter mine tanker tilbage til alt hvad jeg oplevede og gennemgik den dag. Det er som tidligere skrevet stadig lægehelikopteren, at se andre forulykkede biler eller at køre forbi ulykkestedet, hvilket jeg gør hver gang vi skal hen til min mor.

Forbindelserne der vækker tankerne er skiftet og derfor ved jeg, at jeg rykker mig.
Små skridt er også skridt i den rigtige retning.

Jeg ved, at jeg går en bedre tid i møde. Og jeg ved, at det jeg gør er det rigtige – nu glæder jeg mig til at vende tilbage herinde!

Tak for jer.