Tanker om tid og vigtige relationer

Der sker meget omkring mig for tiden, og jeg rammes med korte mellemrum af glæde og taknemmelighed. Det fylder og bobler på den bedste måde i min mave. I min krop. Jeg tænker stort, nyder og takker for alt hvad livet bringer mig. For det er udelukkende positivitet der kommer til mig og os. Og netop fordi jeg har så meget på hjertet på én gang, så meget jeg gerne vil dele, fundere og reflektere over, er det svært at finde de rette ord. Det er svært at få det ud i fingrene, på samme måde, som man kan føle det, når man vil fortælle noget og det “ligger liiiige på tungen” men uden at komme videre derfra.

Jeg er meget optaget af tid. Ikke på en måde hvor jeg hverken stresser, eller mangler den. Jovist, jeg synes som de fleste andre, at den går stærkt. Tiden. Men allermest er jeg optaget af, at udfylde min tid, Viljas tid, vores tid, med noget der giver mening. Noget der giver værdi. Nogle der giver værdi. Det skal være slut med at “spilde tid”; bruge den på noget eller nogle, hvor jeg bagefter tænker “hvad fik jeg ud af det”. For tiden er værdifuld. Jeg har trukket mig selv igennem flere års venskaber, hvor jeg var den eneste der red på hesten. Jeg har været den søde, der gik på “runde” til store fødselsdage og arrangementer, for at tale med og vise mig til flest mulige. Jeg har haft et arbejde, hvor antallet af minutter til jeg havde fri, endte med at være vigtigere end at være til stede og udføre mine opgaver.
Og nu har jeg lært meget, besluttet noget og tænkt med mig selv at det skal være slut med sådanne tidsspild.

I august måned holdt vi barnedåb for Vilja og det at skulle holde en fest for hende, affødte mange tanker. Først dengang vi sad med invitationerne og talte om, hvem vi gerne ville fejre hende med. Dernæst da vi fik svar på, hvem der ville komme og havde lyst til at fejre hende med os.
I sagens kerne har vi (både D og mig) ganske lidt familie. Jeg tror at det kan tælles på to hænder, hvor mange til barnedåben der repræsenterede vores familie. Og så har vi en del venner. Gode venner som er til at regne med og stole på. Og som vi selv har “valgt” og bruger vores tid med, fordi vi får noget igen.
Sådan er det ikke altid med familie. Det er nogle man har, men ikke nogle man har valgt. Og netop af selvsamme årsag oplever jeg, at man kan “glemme” hinanden lidt i familien. Tage hinanden for givet på uhensigtsmæssige tidspunkter, netop fordi det ikke ændrer på, om man er familie. Uanset om man er familie eller ej – så kræver relationer jo noget af alle implicerede parter.
Ikke dermed sagt, at det familie der kom, ikke er nogle vi er glade for, men det at have gode venner, er på en eller anden måde endnu mere vigtigt for os. Jeg glædes ved tanken om, at Vilja skal vokse op med bekendtskaber der vil hende og os.
Nu var jeg (eller nogen som helst andre) ikke så stor fan af den præst der døbte Vilja, men én fornuftig ting fik hun da sagt… nemlig at vi med dén andel af venner versus familie repræsenteret, i højere grad kunne tale om en “stjernefamilie” og ikke en “kernefamilie”. Altså netop nogen vi har valgt at have i vores liv og som ikke har været givet på forhånd. Hun fortalte endvidere om, hvordan hendes egne børn grundet dødsfald blandt bedsteforældrene og lange afstande også var vokset op med hendes og ægtefællens venner som tæt “familie”. Det var så fint at høre om. Og det bekræftede os i, at det gav mening, at bruge tiden med lige netop de mennesker. Alle dem der var med til at fejre Vilja havde lyst til at dele dagen med os. Så kan det næsten ikke blive bedre. For det er der at tiden brugt giver mening.

Der er forsvundet lidt vægt fra mine skuldre og min ryg er blevet mere rank. Jeg har nok nået at tænke en håndfuld gange (plus det løse) at det også gav mig noget at være den pleasende og vedholdende i de relationer, der længe har været lige så tørre som jorden i min kaktus. Men det gør det virkelig ikke. Derfor vil jeg fortsat øve mig på at huske, hvornår jeg har det bedst. Det er netop når jeg har det som nu, med den boblende glæde i maven og en taknemmelighed over livet, Vilja, og det vi gør, der ikke er til at lægge låg på. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg på det seneste har gjort alt det rigtige og brugt min tid på den bedste måde. Det er fantastisk hvad der kommer ud af det. Og fantastisk hvordan man hele tiden kan lære noget nyt og blive klogere på livet.

Er I gode til at vælge hvad I fylder tiden ud med?

Med alle disse tanker, får I lige et gammelt billede af en sommerhimmel. Jeg bliver stadig helt draget, af at kigge på det.

Barsel i billeder

I mandags tog jeg billeder og skrev ned hele dagen, for at lave en lille “barselsreportage”, der kunne give indblik i hvordan en dag i barselsboblen forløber, når vi er hjemme. Så her kommer 14 hverdagsglimt og lidt små ord om vores dag.

05.55
Vilja ligger og pludrer i sengen og smiler over hele ansigtet. Hun er frisk og glad efter en god nats søvn med kun en enkelt opvågning, fordi hun i søvne havde fået vendt sig om på maven.

06.20
Vi har begge fået tøj på, Vilja har fået en tår mælk og vi går ovenpå.

06.41
Vilja hygger på sit legegulv og begynder at gnide sig i øjnene, fordi hun er træt. Jeg går derfor ud med madras og dyne i hendes barnevogn, så den er klar.
Hun får en tår mælk igen.

06.56 
Vilja er klar til første lur og jeg triller en tur op og ned ad vejen med barnevognen. Det regner, men det synes jeg bare er hyggeligt.

07.20
Vilja sover og jeg har sat mig med morgenmad foran computeren for at bestille varer til hele ugen hos Bilka to go.

09.31
To blogindlæg og en varebestilling senere, støvsuger jeg nu hele hytten. Det er altid rart at starte ugen med et rent hjem.10.16
Nu er Vilja vågen og i hopla igen 10.24
Mens hun hygger på sit legegulv laver jeg en portion grød til hende.
(Noget af det sjoveste hun ved, er at tage sine egne sokker af) 10.36
Vilja er klar til at spise. Jeg har lavet havregrød og æblemos til hende. 11.13
Tilbage på legegulvet nu med ren ble og sulten stillet. Humøret er stadig højt.11.44
Vilja er klar til dagens anden lur, så jeg får igen lidt frisk luft ved at trille en tur og hun falder hurtigt i søvn.

14.50 Vilja er lige stået op og vi skal til Bilka for at hente vores varer i Bilka to go. 16.40
Vi er tilbage fra Bilka, Vilja er puttet i barnevognen igen og jeg forbereder aftensmad. 17.27
Da D skal afsted igen her til aften, spiser vi tidligt og Vilja når at være med ved bordet, da hun lige er vågnet.
Hun får byggrød med resten af æblemosen fra tidligere. 17.59
D er kørt afsted og Vilja er med i køkkenet mens jeg rydder af bordet. Hun er blevet glad for at sidde ved sit eget bord og lege.19.41
Vilja er i gang med dagens sidste lur og jeg får læst lidt i den bog jeg er i gang med.

20.29
Den sidste lur er altid den korteste, så da hun er vågen igen, når vi også lige et bad inden det bliver sengetid. 22.11
Lidt tumelri, nogle sange og en god tår mælk senere er Vilja puttet til natten og jeg har sat mig til rette i sofaen for at skrive lidt herinde.

… ja, sådan så vores mandag ud på barsel. En meget rolig én af slagsen. Vi er flere gange om ugen ude af huset, har besøg herhjemme eller har ærinder rundt omkring. Jeg duer bedst til at der sker noget, især når Vilja sover som hun gør og er nem at have med ude. Hvis jeg hver dag var hjemme med en sovende baby i så mange timer, som hun gør, så var jeg nok blevet skør.

Dog er de praktiske dage hjemme heller ikke at kimse af. Jeg kan godt lide at sidde og fordybe mig i skriverier og tanker. Hver ting har sin charme og det er dejligt at der er plads og tid til lidt af det hele.

# 6 måneder

Vilja, åh Vilja.
Så rundede vi dagen, hvor du har beriget vores liv i et helt halvt år. Det vildeste halve år i mit liv. Og uden tvivl også det aller bedste.
Du er det skønneste væsen man kunne tænke sig og vi nyder hver dag med dig i vores liv. Du udvikler dig og vokser med raketfart og vi taler tit om, hvornår du mon skruer lidt ned for tempoet 🙂

Du kan nu gribe efter ting med begge hænder og gør det så snart der er noget i nærheden eller på vej hen til dig, som du finder interessant. Du er meget nysgerrig.
På imponerende vis, kan dine små hænder få fat i alt; fars skæg, en kind, mit hår selvom det er sat op, næser eller dobbelthagen jeg ikke selv vidste at jeg havde.
Udover at gribe og række ud efter ting, så er du også begyndt at ligge og “svømme” med hele kroppen, når du ligger på maven. Armene er helt ud til siden og benene løftet fra underlaget – sådan bruger du meget af din liggende tid.
Det varer ikke længe, før far skal have sat gitter for trappen, for du møver dig rundt og kommer vidt omkring. Du kommer stadig primært baglæns og rundt om dig selv. Således er du flere gange endt halvt inde under spisebordet eller mellem stolene.
Hvis vi lægger dig på dit legegulv kiggende ud ad vinduet, går der ikke længe, før du har møffet dig hele vejen rundt og i stedet har front mod os. Ja, og så ruller du selvfølgelig også. Fra mave til ryg og tilbage igen. Hvis ikke videre.

Du er stadig glad som dagen er lang. Du smiler og har let til grin. Det kan være en sjov lyd, et skørt ansigt eller fars “hænge til tørre-leg” med hovedet nedad, der sætter gang i din latter. Den er så skøn og ikke til at stå for. Din yndlingsleg er “gemmeleg”, hvor dit hovede bliver dækket af en stofble og vi siger “bøh”, når du fjerner den fra hovedet.

Vi serverer fortsat grød for dig, men du er ligeledes begyndt at spise mos. Derudover får du dagligt forskellige smagsoplevelser i “smags-sutten”, hvori vi kan putte ting i til dig, som du så ligger og gumler på.
Efter mad får du altid tilbudt vand, primært af glas. Du er så dygtig til at drikke heraf – hvis bare vi holder det. Du vil meget gerne selv, og holder hænderne på, meeeen der går nok lidt, før du har teknikken til selv at styre det.
I sidste uge lærte du at puste, hvilket resulterede i, at du begyndte at lave pruttelyde med munden. Det var til stor glæde og underholdning for dig selv.
Det var også i sidste uge at du begyndte på at sætte konsonanter foran de vokallyde du siger. Derfor har du nu flere gange sagt “baaaaaa” og “vaaaaa”. Dét er altså skægt.

Din personlighed begynder at forme sig og det er fantastisk at se. Du siger ofte fra overfor ting du ikke vil have. Det kommer f.eks. til udtryk, hvis du sidder med ved bordet og får øje på noget spændende. Vi synes sjældent at det du gerne vil have er babyvenligt (vores bestik, mad, glas og hvad der ellers er fremme), så vi forsøger gerne at aflede din opmærksomhed, ved at tilbyde dig legetøj i stedet. Det finder du dig næppe tilfreds med. Vi er altså aldrig i tvivl om, at du ved hvad du vil have; for du vrisser af os, hvis vi ikke giver det “rigtige”.

Ikke nok med at du er glad og i trivsel, så viser du også mange kærlige sider til os. Du er glad for at sidde på skødet og putte – gerne når du er vågnet eller er træt. Du kan smile på en måde som ingen anden kan – på en sådan måde, at man føler du siger noget med øjnene. Og så har du det også med at putte dig ind til os, hvis vi lægger os ned til dig på gulvet og leger.
Når du sidder med hovedet mod mig, sætter du gerne dine hænder på mine kinder. Det samme gør du med den ene hånd, når jeg ammer dig. Og netop i disse situationer, når du kigger mig dybt i øjnene uden at blinke, er det som om at jeg også kan mærke din kærlighed til mig. Når vi sidder sådan og du kigger på mig, giver alting mening.

Far og mig glæder os til at se hvad de næste mange dage, måneder og år med dig vil bringe. Og vi glæder os især til at fejre, når der er gået endnu et halvt år.
Tak for at du er dig, Vilja.

Den vigtigste af dem alle

Selvom forældrerollen nok først er til at forstå, når man står i den, så har de fleste formentlig tanker og forestillinger på forhånd. Da jeg var gravid, tænkte jeg f.eks. på hvordan det ville blive at gøre dit og dat, når jeg engang stod med min baby på armen. Tage ud at spise, handle, være på ferie… og jeg nåede en del gange at sige til mig selv “næste gang jeg gør det her, så er jeg mor”.
Men lige netop det her med, hvor vigtig man rent faktisk er, det er først kommet til mig med tiden. Både følelsen men til dels også forståelsen. Hvad er det jeg skal med det her lille menneske?
Det er så vildt at D og jeg har skabt et menneske – og nu er vi, sammen, de to vigtigste mennesker i hendes liv.
Man siger som regel at “det kommer helt naturligt”. Forældreskabet. Det er der helt sikkert noget om. Jeg synes i hvert fald at det kom helt naturligt, at skulle opfylde alle babys basale behov.

Der er bare så mange flere dimensioner af forældre- og moderskabet, end at opfylde basale behov. Og det var først nogle måneder inde i moderskabet, at jeg en dag blev ramt af den der ‘husk-nu-hvor-vigtig-du-er-pil’. Nu tænker jeg jævnligt over, hvor vigtig og stor en rolle jeg spiller i Viljas liv. Hvor altafgørende min relation til hende er, og hvor meget selv små ting betyder. Jeg mener – allerede indenfor et par timer efter fødslen får man “besked på” så meget hud-mod-hud som muligt, da det vil give et roligt barn, mindske stress, skabe et godt udgangspunkt for at danne relationer og alt muligt andet. Tænk at noget der skal ske så hurtigt i det lille barns liv, kan være så vigtigt og betydningsfuldt. Ja, og sådan er der jo så meget. At vi snakker til vores børn, smiler til dem; listen er lang. Og ved tanken herom, kan jeg blive helt nervøs for at træde ved siden af. Herre gud, jeg ved jo godt at det ikke er engangstilfælde, eller dem man kan tælle på én hånd der giver udsving, men der er alligvel meget at overveje.

Tænk, at jeg er den vigtigste af dem alle. Det er mig der skal lære Vilja om livet, opdrage hende til at blive god, vise hensyn og kunne udvise empati og sympati. Det er mig der skal “repræsentere” hende til møder i børnehaven og siden skolen. Det er mig der skal lære hende om gode manerer og udfordre hende til at blive selvstændig og fornuftig. Det er mig der skal give hende så meget kærlighed, at hun aldrig nogensinde bliver det mindste i tvivl om, at hun er elsket.
Tænk, at jeg er mor. Den vigtigste af dem alle. Jeg begriber det ikke, men jeg gør hvad jeg kan, for at give alt det bedste.

Først kærester, nu forældre

Indtil vi startede vores sommerferie sidste år har vi kaldt os for kærester.
Men så havde vi en aften set to lilla streger på en hvid plastikpind og vidste hermed at alt hvad vi kendte til, formentlig ville blive anderledes. Og det blev det. Efter 12 uger var vi til ultralydscanning og kunne på skærmen i det mørke rum, se en lille skabning med et hjerte, svømme rundt inde i min mave. Vi var stadig kærester, men nu skulle vi også til at være forældre. Sammen. D var jo allerede far, men det var alligevel nyt.
Min mave voksede stødt og samtidig begyndte vi hver især og sammen at forberede os på, at gå en ny tilværelse i møde.
I løbet af min graviditet holdt vi fast i at være kærester; vi tog stadig ud for at spise, gik i biografen, så serier i sengen i weekenden og gik lange ture langs vandet og i skoven. Alt det vi fik talt ørerne fulde af, at vi ikke ville have tid til og mulighed for, når først den nye titel blev alvor.
Jo større maven blev og jo tættere vi kom på marts måned, hvor jeg havde termin, jo mere gik snakken på hvordan det hele ville blive, når vi gik fra to til tre under taget herhjemme. Hvad vi skulle forberede os på og hvordan. Det var en stor glæde blandet med en underlig følelse af uvished. Selvom jeg hverken følte mig uforberedt eller nervøs, vidste vi på ingen måde hvad der ventede, før vi havde taget turen hjem fra hospitalet og trådte indover dørtærsklen med vores hjemmelavede vidunder.
Ja, jeg tror først at det var der, det sådan rigtig gik op for mig, at vi nu var og skulle være forældre for Vilja.

Fra vi forlod hospitalet og sagde tak for god behandling på barselsgangen, til vi var hjemme, var vores verden lidt en tåge af lykke og spænding over hvad vi nu bragte med os hjem. Vi gik ind ad døren i vores dengang midlertidige hjem med den sødeste lille mus, satte hende på spisebordet og tænkte “hvad så nu?” Fra da af, var vi “mor” og “far”. Nu var der ikke andre der ville fortælle os om dit og dat eller komme med råd og vejledning. De troede på os på hospitalet – for vi fik lov til at tage hende med hjem. Hold kæft det var for vildt, sådan at tage et lille nyt menneske med ud i den store verden på den måde.

[… kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt]

Og nu sidder vi her, snart seks(!) måneder senere som glade forældre til vores skønne Vilja. Endnu har jeg ikke været væk fra hende i meget mere end et par timer – men det er så fordi hun har været sammen med D. Det er altså ikke blevet til nogle middage “alene” uden baby og det har jeg det så fint med. Jeg har svært ved at forestille mig at Vilja skulle have behov for at være væk fra os – og vi har ikke behov for at skulle væk fra hende. Derfor ingen grund til hverken pasning eller overnatning ude. Trods dette har vi da stadig kunne gå kæresteture, bare med en barnevogn i den ene hånd. Vi har indtil videre løst de savnede biografture ved at tage i drive in. Her har det været med Vilja enten på skødet hos os på forsædet eller med hende sovende bagi. Vi har også stadig set film og kunne sove længe – for sagen er den at vi har fået en virkelig god baby. Hun er både med på det meste og enormt medgørlig. Vi er altså stadig “os” bare med en ekstra dimension. En baby der forbinder os, forvirrer os, lærer os om kærlighed og lader os se nye sider af hinanden.
Jeg tænker ikke, at vi er blevet mindre kærester af, at Vilja er kommet til verden. Under alle omstændigheder, kan ingen af os forestille os et liv uden hende, eller huske livet før (nærmest) så derfor falder det ganske naturligt, stadig at finde og huske hinanden, selvom vi også har en baby.

Først var vi kærester, nu også forældre.
Nye roller eller ej, så fungerer det i hvert fald for os. Vi går ikke og savner ‘barn-fri-tid’ for det hele flasker sig og kunne ikke være bedre.

Hermed et gaaaamelt billede af os som søde kærester, inden vi overhovedet begyndte at tænkte baby.