Viljas snack-muffins

På det sidste har Vilja og mig ihærdigt forsøgt at skabe en opskrift på nogle perfekte snackmuffins. Sådan nogle der både kan komme i madpakken, med på tur, spises på bagsædet eller på køkkenbordet om eftermiddagen, når aftensmaden skal forberedes. Vi har derfor gerne ville bage nogle uden tilsat sukker – og efter en 5-6 forsøg med enten slatne, flade eller klæg muffins, var den der pludselig forleden!

Jeg er derfor glad for at kunne dele opskriften herunder med jer og håber de også kan bruges hos jer. De er forresten ikke kun for børn – jeg snacker dem også; og lister gerne en ekstra med ned i Viljas madkasse, når vi skal nogle steder, så der også er til mig.Opskriften er tænkt som en grundopskrift, som der nemt kan skiftes/tilsættes smag i og til.
Jeg har f.eks. planer om at skifte hindbær ud med blåbær og vanilje med kardemomme, næste gang vi skal bage dem.

Vi fik 25 stk. og størrelsen passer perfekt i Viljas hånd.

260 g havregryn
340 g mel
3 bananer, modne
4 æg
125 g smør
2 tsk bagepulver
200 g frosne hindbær
2 tsk vaniljepulver eller kornene fra 1/2 vaniljestang (kan udelades)

Vi blandede først de tørre ingredienser, moste bananerne og smeltede smørret. Så blandede vi det hele sammen med de tørre ting og rørte det sammen i hånden med et piskeris.Sammen fordelte vi dejen i muffinsforme og så bagte vi dem i ca. 18 min ved 200 grader. Men stik endelig i dem.
Når de er faste og let gyldne på toppen, er de klar.

Vi lod et par stykker blive i en lufttæt boks i skabet og resten er røget i fryseren. Det er så dejlig nemt, altid lige at kunne fiske sådanne ting op fra frost, når man står og laver madpakke.

God weekend og god bagelyst

Halvandet år senere

Inden vi fik set os om, var der gået halvandet år og mere til.
Tænk engang, at du bliver så stor.
Du lærer mig fortsat nye ting om moderskabet og får mig til at grine mange gange dagligt.

Jeg bliver tit spurgt til vores hverdag sammen. Hvordan det er at gå hjemme med dig og om vi kan få tiden til at gå. Der er sjældent meget mere at sige, end at jeg elsker det! Der er simpelthen intet bedre end den tid jeg har med dig – den evige og daglige glæde det er at følge hvert et skridt i din udvikling, gør mig uendeligt lykkelig.

Det helt nye i disse dage er at du siger “bøh” til alt og alle. Alt og alle som i, os, dine legekammerater, men også din tallerken når du spiser, eller strømperne, når vi tager dem ud af skabet om morgenen. Desuden kan du finde på at gemme dig og så løbe frem og sige det. Aldrig har jeg hørt noget sødere og mindre skræmmende “bøh” end dit… det er mest et “boooorh” og du siger det med den fineste stemme i et lavt toneleje.En anden ting der også særligt er begyndt at blomstre på det sidste, er din interaktion med din elskede dukke, som du har fået af mormor. Eller, skulle jeg kalde hende “duuuuuuu…. kkeeee” som dig. Hun er med til næsten alt du gør og hver gang vi skal ud ad døren, er din vigtigste accessories din dukke. For et par uger siden, havde du hende med i skoven, hvor du synes at dukken selv skulle gå rundt og kigge. Derudover er hun med på sidelinjen ved alle måltider og i næsten alle dine lege. Du vinker med hendes hænder og forleden da vi sang “Jeg er en lille undulat” sad du med dukken og lavede fagterne med hendes arme. Nøj, hvor var det sødt. Hver aften når du skal i seng giver du godnatkys- og kram til dukken, og viser tegnet for sove, fordi vi plejer at sige, at dukken sover på din stol om natten.

Du er fortsat min trofaste hjælper i alt hvad jeg kan finde på. At tømme opvaske- og vaskemaskinen er blandt favoritopgaverne, men derudover er det også et stort hit om aftenen, når du får lov til at dække bordet. Vi giver dig én ting ad gangen og så sørger du for ar sætte det på de pladser vi beder dig om. Du er ligefrem blevet så dedikeret at du selv siger “glas” og går hen for at åbne skuffen med glas, når jeg nævner at bordet skal dækkes.

Hvis vi skal ud af døren på tur er du med til at pakke din lille taske, som vi altid har med. Du henter også altid bil- og husnøgle til mig og lægger det klar på måtten, hvis jeg har sagt vi skal ud at køre.

Det er enormt imponerende at se dig navigere i alle de ting vi foretager os og opleve, hvordan du kan huske rækkefølgen på de forskellige ting vi gør. Du rydder på eget initiativ op, inden vi skal nogle steder og rejser vi os fra bordet, skubber du stolene ind. Så selvom dit sprog ikke er så tilstedeværende endnu, så har du et enormt ordforråd og en større forståelse end jeg overhovedet kan begribe. Mit udgangspunkt er dog også at tale til dig, med forestillingen om, at du forstår hvad jeg siger. Jeg “oversætter” altså ikke de ting jeg spørger om, vil have dig til o.lign. til et lavere niveau, men fornemmer jeg, at du ikke forstår mig, prøver jeg at omformulere.
At kigge i, og læse bøger er også noget du elsker og jeg tror at meget af dit sprog og ordforråd kommer herigennem. Du vil gerne have læst bøger op, og sidder fint og kigger og lytter. Og ellers elsker du at snakke om alle de ting vi kan se og finde bestemte ting jeg spørger til, i bøgerne. De stunder er så skønne at have med dig.Om aftenen – både når vi spiser aftensmad men også når vi tager nattøj på og gør dig putteklar, taler vi om dagen. Hvad vi har lavet og med hvem og så spørger vi som regel dig om et par enkelte ting, som vi har en ide om, at du kan svare på. Det er så sjovt at kunne snakke sammen på den måde; og at se dig tænke over det vi taler om inden du svarer, viser os at du husker og forstår.
Du er f.eks. god til at fortælle hvad du har lavet, hvis vi har været på legeplads eller sammen med legegruppen. Så bruger du enten navne til at fortælle, hvem du har leget med, eller sige “gyng gang”, “rutsje” og viser at du gravede i sandkassen.

For nylig fandt jeg ud af, hvor stor glæde du ligeledes har ved at se billeder af ting vi tidligere har lavet. Lige nu har vi eksempelvis græskar stående ude foran hoveddøren, og når du peger på, og taler om dem, kan vi have gavn af at finde nogle billeder frem på min telefon fra dagen, så vi kan tale mere om at du var med ude at finde græskarrene på marken, at der var mange at vælge mellem, at du sad i vognen og passede på de mm. Desuden er der næsten julelys i dine øjne, når du ser billeder af nogle du kender; det kan være din gudmor, moster, onkel, mormor, dine venner osv.Værelset er stadig et hit at lege på og du tager os som regel i hånden, peger og siger værelse, så du vil have os med ind at lege. Noget af det bedste for tiden inde på værelset er at lægge puslespil og gynge på gynge-giraffen.
Det er så sjovt at se hvordan din forståelse og måde at lege på konstant ændrer sig. Meget leg foregår nu ved at du bevæger tingene. Altså kører med bilen, “styrer bamserne” og lader dyrene løbe og hoppe. Og samtidig tror du at de fleste genstande har menneskelige egenskaber, for du kan tit finde på at række en gaffel med mad på, over mod et af de billeder vi har på væggen eller lade lyset, bilen eller en bold “smage” mad og sove f.eks. Det er ret skægt og meget sødt.

Det sjoveste som vi for første gang fik lov til at opleve i sidste uge, var at du begyndte at lave din stemme om. Pludselig sagde du noget med en mørk, rusten stemme og var efterfølgende selv ved at dø af grin. Det samme var vi, hvilket kun fik dig til at fortsætte.Jeg kan jo blive ved og ved. Der er så meget at fortælle til og om dig, men jeg har vidst fået de vigtigste ting med nu. Skønne, søde, smilende, Vilja.

Tiden flyver afsted, men jeg synes vi fylder den godt ud og får alt det bedste ud af den. Det føles godt og jeg er lykkelig i en forstand jeg aldrig før har været det.
Med dig giver tingene mening.

 

Derfor er det benhårdt at være en sammenbragt familie

Forestil dig at der hver anden uge flytter en fremmed ind i dit hjem i tre dage. En, der kommer fra noget helt andet, end det du kender til. En person der repræsenterer værdier, der ikke engang er tæt på at minde om dine og hvis normer er svære at forstå.
Sådan kan det af og til føles i en sammenbragt familie. I hvert fald her hos os, hvor vi (D) er det man kalder “samværsforælder” fordi hans søn er mere hos- og bor hos sin mor. Hun er bopælsforælder. Vi “får ham på besøg” hver anden uge i 3 dage.
Sådan taler vi dog ikke om det – vi siger også at han er hjemme her og taler hverken om besøg eller det korte samvær. Men det føles som et besøg. Det er et besøg for os. Han skal hjem til sin mor igen, før vi rigtigt har fået tunet os ind på hinanden; for som jeg skrev til at starte med, så føles det fremmed, at D’s søn kan repræsentere værdier og normer, der er så radikalt forskellige fra vores. Det er forståeligt, men samtidig enormt svært.
Det er som en kamp vi hveranden uge forsøger at tage op, velvidende at vi slet ikke kommer i gang med den, før vores chance igen passerer.
Et andet aspekt i vores (og rigtig mange andre sammenbragte familiers) verden er nemlig at vi er et weekendsted. D’s søn kommer herhjem om fredagen efter skole og tirsdag morgen sender vi ham i skole, hvorfra han tager retur til sin mor. Det gør det bestemt ikke nemmere at “finde hinanden”, at vi ikke er vant til at have en hverdag sammen. Når det er weekend og vi gerne vil det ene og det andet, fordi D er hjemme, så skal vi samtidig forholde os til hans søn. Han er også lidt småtræt, vil gerne slappe af, spille computer og mange andre ting, fordi det er weekend. Og så er det en dreng der har brug for sin far. Brug for at se, at der er andre måder at gøre tingene på og at livet byder på mange stier, udover den ene han er vant til at gå ad.Puha, man kan næsten blive forpustet af bare at skrive om det. For hvordan forenes alle de krav, forventninger og ønsker på bedste vis for alle parter?
Der er jo også en lillesøster der savner og higer efter opmærksomhed og tid med sin bror, når han er her. Vilja er  glad for sin storebror – mere end han kan være i den anden vej. Han har svært ved at forstå hende; forstå hvad hun kan og ikke kan, hvordan det giver mening at snakke til hende og hvordan vi gør tingene med hende. For han ser så lidt af alt det der foregår herhjemme.
Når de har leget på hendes værelse i fem minutter har han fået nok, og det har Vilja bare aldrig.

I bølger synes jeg at der er tider der er svære end andre. Der er tidspunkter, hvor jeg tænker over, hvad det er jeg har rodet mig ind i… og samtidig er der tidspunkter, hvor jeg helt glemmer, at D er far til to.

For mig er det sværeste at ville så meget, men kunne så lidt. Der er så mange ting, jeg (når nu det skal være) gerne vil gøre for D’s søn. Ting jeg gerne vil lære ham, fortælle og lade ham erfare. Ting jeg har “givet op på” for ikke at blive mere frustreret end hvad godt er, over at det alligevel ikke kan lade sig gøre at rykke ham. For jeg ved jo godt, at han skal være den han er og at der skal være ro og plads til det. Det er altså bare lettere sagt end gjort.
Der er også den evigt ubekendte faktor – og den tvungne samarbejdspartner for D – hans søns mor. Som altid har en mening og en kommentar og som, uanset hvor lidt vi ønsker det, har indflydelse på vores liv og gøremål. Det kan man også blive skør af.
Når alt kommer til alt er det i særdeleshed svært for mig, fordi jeg ikke er forælder til ham. Og for D er det svært, fordi han ikke kan andet end at kigge på, at hans søn vokser op på en helt anden måde, end han ville ønske det for ham.
Jeg har tidligere skrevet et helt indlæg om, hvorfor jeg ikke elsker D’s søn, som du kan læse her.

Jeg er så heldig at have en veninde tæt på mig, der står i samme situation som mig. Som også lever i en sammenbragt familie, hvor hendes kæreste er samværs- og weekendfar. Det er fantastisk at kunne lette sit hjerte og dele aspekter af det sammenbragte liv med hende. Hun kender det og det giver enormt meget ro, at der ikke er noget, der ikke kan blive talt om, når det er med hende.
For selvom vi har det godt herhjemme, er gode til at snakke om (alle) de udfordringer sådan en familiekonstellation fører med sig, så er der ting jeg hellere vil dele med andre end lige netop D. For jeg undervurderer ikke hvor svært det må være for ham; og nogle gange er det unødigt at jeg overdynger ham med mine (hvad der kan føles som små) “åh, jeg kan ikke overskue at han kommer i dag”, fordi jeg samtidig ved, at D glæder sig.
I min krop er det nemlig fredagene – dagen hvor han kommer, der er sværest. Jeg har svært ved at finde det rette spor at køre i. Den rigtige måde at tale og være på… og så har jeg svært ved at tage imod ham med åbne arme, som nok er det mest passende, når en 10-årig der glæder sig til at holde weekend, træder ind af døren hos sin far.
Derudover er ferier også svære – for de bryder jo så med de dage vi er vant til at se ham. Der kan vi nå at falde i hak, for så at sige tak for denne gang. Og åh, de ferier og jul og nytår.
Evige samtaleemner og så trættende. Jeg kan ikke finde rundt i tankerne om, hvordan det ville være, hvis jeg var mor på halv tid og skulle “dele” Vilja med D, fordi vi ikke boede sammen. For jeg kan sgu godt forstå, at det er svært også når det kommer til højtider og ferie – alt man ønsker sig er jo tid med sit barn!Uanset hvilken form for sammenbragt-familieliv man lever, forestiller jeg mig, at det har sine udfordringer. Jeg kan også kun gisne om, at det ville være anderledes hvis og hvis og hvis. Sådan er det altid.
For vores vedkommende, ville det være rart hvis samværet var lige hverdags/weekendbaseret f.eks.

I vores stille sind tæller vi ned. Eller op. Til han bliver 18. Til at vi ikke længere skal samarbejde med en mor, som også styrer og påvirker vores hverdag. Og indtil den dag arbejder jeg fortsat på at finde mig til rette i det faktum at den her levemåde er et grundvilkår, for det liv jeg har valgt at have sammen med D.
Selvom det er blevet sværere at være i, efter jeg selv er blevet mor, kan det samtidig og altid flytte mit fokus på det sure og udfordrende – og det er rart at mærke.

 

Lever eller er du vokset op i en sammenbragt familie?
Hvordan fungerer det hos jer?

Første tur i Zoologisk Have

I torsdags var jeg på udflugt med Vilja og min søster. Vi har længe talt om at en tur i ZOO kunne være hyggelig og nu var vejret til det. Solen skinnede og det var mildt og friskt i vejret.

Vel ankommet lagde vi ud med at gå i Børne ZOO og klappe en hest og grine ad køer der viftede fluer væk med halerne. Spotte hoppende kaniner og kigge på min søster ae de sødeste små gedekid, for dét ville Vilja i hvert fald ikke.
Sidenhen nåede vi til Savannen, hvor Vilja fik set zebra, flodhest, næsehorn, struds og selvfølgelig giraffer. Og bedst som man skulle tro, at nogle af de dyr kunne være særligt spændende, spottede Vilja et lille glas”bur” med desmerdyr, som det slet ikke var til at løsrive hende fra igen.
Ja, jeg endte faktisk med at tage hende op på armen og gå med raske skridt, for hurtigt at aflede og finde andre dyr… for hun skulle altså have frokost og lur og den slags. Den første time gik lynende hurtigt og så var det lurtid efter en frokost on-the-go (forestil jer en mor med en gaffel og små hapsere på, der prøver at fange sin datters opmærksomhed, mens hun har travlt med at kigge på vand og giraffer og trapper og bænke og…)Alt imens Vilja tog en, hvad jeg vil kalde, “power nap” på 50 minutter i klapvognen; gik vi rundt og kiggede på flere dyr og nye konstruktioner i ZOO. Kiggede på den sovende panda og en brun bjørn der slet ikke var at finde. Pludselig var der gået 50 minutter. Lige da vi havde sat os for at spise frokost, slog Vilja øjenene op. Ikke udhvilet, men vågen.

Ovenpå en kiks var hun klar til at få sko på igen og tonse derudaf. Det var først den sidste times tid af turen, hun så meget som gad overveje at sidde i klapvognen. Resten af tiden gik hun selv, hvilket jeg var meget imponeret over. Det er utroligt hvad så små ben kan holde til. Selvfølgelig med pause på hver en trappe og bænk, bare fordi. Da vi havde en vågen Vilja og alligevel var i nærheden, besluttede vi at prøve lykken med endnu et besøg hos pandaen. Og der var gevinst! Begge pandaer vågne og i gang med at gnaske i bambus. Øj, hvor var de søde. Men det var ikke den “rigtige” panda, der var mest spændende ifølge Vilja. Hun fandt sig en favorit i den store plysudgave ved Panda shoppen. Med en på hver side af butikken, var det ikke just nemt at få hende med videre derfra; og vi kom også tilbage ret mange gange.
Og hver gang fik den krammer som her på billedet. Skønne lille menneske.Forud for turen var jeg enormt spændt på, hvad Vilja ville sige til at se alle de dyr vi læser og taler så meget om derhjemme. For er der noget hun er interesseret i for tiden, så er det dyr.
Nogle af dyrene rystede hun på hovedet af, når vi kom hen til dem. De fleste andre ville hun gerne vinke til og kigge på. Og så er der sådan noget som at en ganske almindelig due eller edderkop på en bænk jo selvfølgelig er lige så spændende som både løve, elefant og giraf… de er ikke bare for Vilja endnu. Tænk sig hvor mange gode oplevelser der venter hende, fordi (al)ting stadig er så nye og spændende.
Vi kom ret vidt omkring og selvom Viljas kommunikation stadig er begrænset til små ord og ja og nej, så sad hun det meste af turen hjem og sagde dyrelyde, når vi talte med hende om, hvilke dyr vi havde set. Da vi i går sad og kiggede på billeder fra turen og af dyrene grinede og pegede hun; og jeg tror hun kan huske det og forstår hvad ZOO er nu.
Det er længe siden hun er blevet så fyldt op af indtryk og det kunne i den grad mærkes på hendes træthed i bilen hjem og da vi trådte ind af hoveddøren. Hun var fyldt op og ville helst bare hænge på min skulder og indtage sin aftensmad selvsamme sted. Efter maden pegede hun ind på værelset, og da jeg spurte om hun ville ind og putte i sengen nikkede hun og gav mig et kys.

Hendes liv er en leg og jeg elsker at være med hende i den.

Sådan “opdrager” vi #måltider

Det er efterhånden sket et par gange, at jeg er blevet spurgt til vores tilgang til forskellige situationer og eller vores værdier ift. Viljas opvækst.
Og nu har jeg efter en del overvejelse besluttet mig for, at det er noget jeg gerne vil dele. Både fordi jeg sommetider selv synes det er givende at høre hvad andre gør og samtidig for at understrege, at der er så mange forskellige måder at være forældre på.
For at undgå at skulle skrive side og op og ned, vil jeg dele indlæg med dette (meget!) omfattende emne op og tage nogle af de temaer ud, som jeg selv oplever er dem der oftest bliver talt om mødre imellem. Denne gang er fokus derfor på måltider og andre spisesituationer.

Til en start kan jeg afsløre at mit syn på børn, måltider og mad ændrede sig radikalt efter jeg selv blev mor. Alt det jeg troede jeg havde styr på og besluttet mig for, blev selvfølgelig helt anderledes, da jeg så endelig sad der med Vilja og hun ikke var en andens, men mit barn.
Jeg har nået at tænke mig om mange gange, for som jeg talte med en veninde om for nylig, kom jeg nemt til at tænke at alt vi gør og siger, er afgørende for Viljas opvækst. At få træk der ikke er gennemtænkte eller falder anderledes ud end forventet, gør noget dårligt for hende. Sådan havde jeg det med måltider da hun begyndte at spise selv.
Det tog nogle måneder at lære, at det ikke er sådan moderskabet er. Forældreskabet ej heller. Det er situationer som gentagende svigt, manglende opmærksomhed o.lign. der på den lange bane kan skade vores børn; ikke engangstilfælde af situationer vi havde ønsket anderledes.

Vi har haft mange snakke om opdragelse, mad, manerer, forventninger mm. og har efterhånden fundet kernen af det vi gerne vil give – og ønsker for Vilja med hensyn til at blive tryg ved og være nysgerrig på mad.
Som en start har vi valgt at skrue forventningerne helt ned. Vi har mange andre stunder i løbet af en dag, hvor vi kan snakke og hygge os. Og derfor skal de måltider vi har sammen, ikke blive sådan nogle, hvor man skal blive siddende ved bordet (ikke når man er halvandet) fordi “ih, nu skal vi hygge os”.
Når Vilja giver udtryk for at hun vil ned fra sin stol, eller siger færdig, så kommer hun det.

Ift. hvad hun spiser – så er det helt op til hende selv. Vi afgør selvfølgelig hvad der kommer på tallerkenen; men hvor meget af det der ryger ned og reelt bliver spist, det er op til hende. Jeg tror på, at hun bedst lærer sin mæthedsfornemmelse at kende, ved selv at sige til og fra. Derfor praktiserer vi ikke “en bid mere” eller “hvis du spiser det, så får du…” Så forsvinder hendes mulighed for selv at mærke efter, og det tror jeg ikke vi vinder noget ved, på den lange bane.
Til gengæld kan jeg sagtens finde på at gå hen og tilbyde hende en bid mad, mens hun leger. Det skyldes i særdeleshed at hun generelt er småt-spisende og jeg derfor gerne vil sikre mig, at hun er mæt, når hun har forladt bordet. Jeg spørger 1-2 gange, og siger hun nej, er det nej. Så går jeg ud fra at hun er tilpas uanset hvor meget eller lidt jeg så synes, at hun har spist.Der opstår fortsat situationer, hvor vi tilbyder Vilja mad hun ikke har smagt før/kender. Når dette er tilfældet, er det altid op til hende, om hun vil smage. Vi lægger det samme mad på hendes, som på vores tallerkener (her taler jeg om aftensmad) og altid sammen med noget velkendt, som vi ved hun kan lide. Når nye ting serveres sammen med noget hun er “tryg” ved, er lysten og nysgerrigheden til det nye nemlig større.
Og samtidig med at det er op til hende at smage på nye fødevarer og selv vælge hvordan hun vil spise dem, så kommenterer vi ikke på hendes mad og eller måde at spise på. I stedet snakker vi om, hvad vi har lavet, hvor dejligt det var at hun hjalp med dit og dat, hvad der står på bordet og at det er rart at spise aftensmad sammnen.
Jeg forsøger også altid at lave en tydelig opdeling af tingene på Viljas tallerken, så hun kan skelne og se hvad hun får serveret, hvilket vi også gør en del ud af at fortælle hende.
Derudover overdriver vi gerne selv, når Vilja ser os spise. Det gør vi f.eks. ved at lægge tryk på hvor godt vi synes noget smager eller dufter, hvilket tit vækker hendes lyst til at smage.

For det meste deltager Vilja i (en del af) madlavningen. Jeg finder altid noget hun kan hjælpe med og det er meget forskelligt fra dag til dag, hvor meget hun kan inddrages. Mens vi laver maden, bliver det også tit interessant at smage på de ting vi arbejder med, og jeg tror derfor at det er med til at give Vilja en sund nysgerrighed og lyst til at smage. Forleden smagte hun på revet mozerella, da vi skulle have det på lasagnen; og efter at hun erfarede at det smagte godt, var det næsten en umulighed at få hende til at lægge det på lasagnen i stedet for at spise det. Super.

Hvis det hele skal koges ned til en one-liner, der er til at forholde sig til, så plejer vi at sige at vi passer vores egen tallerken.I forbindelse med at skulle skrive dette indlæg, hørte jeg en podcast som Morten Elsøe medvirker i. Han har været med til at skrive bogen “Madro” og skriver om sig selv at han “[…] bringer videnskaben tilbage i sundhedsdebatten”. I podcasten “Adfærd” medvirker han i et afsnit, som jeg vil anbefale interesserede i at lytte til. De kommer vidt omkring ift. hans syn på, hvad vores børn spiser, hvordan måltider foregår, hvorfor vi ikke bør have så travlt med at kalde madvarer sunde eller usunde og hvorfor der ifølge ham, ikke er noget galt med at børnene får et par stykker chokolade serveret på aftensmadstallerkenen, for at komme ud over deres lyst til noget “sødt” bagefter.
Han fortæller at en god måde at få sine børn til at spise flere grøntsager på er ved at lege med maden.

“Leg med maden; byg tårne af grøntsagstern og gerne på en måde så du selv synes det er ægte sjovt”

En anden måde hvorpå de hjemme hos ham, får lidt flere grøntsager i børnene, er ved at servere en grøntsagstallerken, når børnene er kommet hjem fra skole og institution. Det kan f.eks. være mens de sidder og ser TV, at der bliver sat et fad med grøntsager foran børnene – og før han får kigget igen og uden de selv rigtig tænker over det – er de gået ombord i fadet.
Morten husker os derfor på, at grøntsager kan spises på mange måder. Hjemme hos ham er der mere ro ved aftensmaden, fordi der så ikke skal tales om, eller være bekymringer ift. om børnene f.eks. får spist noget/nok grønt.
Det praktiserer vi som oftest også med Vilja herhjemme; grøntstave eller optøet grønt fra frost, der bliver lagt på hendes bord, mens hun render rundt og leger om eftermiddagen. Så går hun og “hygge-spiser” men får netop spist mere end hvis vi lagde samme mængde på hendes aftensmadstallerken sammen med flere forskellige ting.

Morten taler også om, at vi skal huske at se og lytte til vores børn – at vi skal huske ikke at gøre noget mad “spændende” ved kun at servere det på bestemte tidspunkter, da det så vil øge lysten til lige netop dette, samtidig med at den naturlige stopklods ikke længere vil være til stede. Han nævner “fredagsslik” som et eksempel. Og netop når det kommer til et emne som slik og søde sager, kan jeg forestille mig at vandene deles; så er du interesseret heri, kan jeg kun anbefale dig at lytte til førnævnte podcast.

I hans øjne er noget af det vigtigste når det handler om børn, mad og måltider, at børn får muligheden for selv at mærke sine egne behov og egen lyst, for på lang sigt at få et sundt forhold til mad.
Og hvem vil ikke gerne det bedste for deres børn og fremtiden? Det er i hvert fald ikke uden grund, at vi har talt så meget om hvordan og hvad vi vil gøre og ikke gøre herhjemme. Og jeg synes vi har fundet en god vej, der virker for os.

“Børn har lige så meget værdighed som voksne. Det er rigtige mennekser. Hvis jeg har lyst til et stykke slik efter aftensmaden og jeg går over og spiser det, så i stedet for at skjule det, så siger jeg til Agnes “Agnes jeg fik lige lyst til noget sødt her efter aftensmaden og vi har lidt slik. Vil du også havet et stykke eller to?” (Morten Elsøe, red.)

 

Hvordan foregår måltiderne hjemme hos jer? Og kan det bruges at høre hvordan vi gør hos os?